Video : Tipsbladet
Superliga

Viborg-træner: Vi skal ikke bare forsvare den hjem

Johnny Mølby vil frem og presse AC Horsens i returkampen. Også selvom Viborggenserne i forvejen har en 3-0 føring i bagagen.

Viborg har et ganske fornuftigt udgangspunkt, når de tirsdag besøger AC Horsens i returopgøret i nedrykningskampen. 

Første kamp endte 3-0 til Johnny Mølbys mandskab. Men det betyder ikke, at holdet kan spille mere defensivt i returopgøret.

- En sejr på 3-0 er selvfølgelig et ønskeresultat for os, men det var kun første halvleg. Vi skal tage den her kamp meget seriøst og sætte os på den fra start af. Som jeg sagde til spillerne, så skal vi virkelig gå benhårdt efter at vinde kampen. Det er klart, at vi ikke skal ud og dumme os, så de kan køre omstillinger på os, men vi vil prøve at tage initiativet, så vi ikke bare kommer til at stå og forsvare nede i eget felt, siger Mølby til Viborg Folkeblad.

Selvom AC Horsens skal score fem mål for at sende Viborg i alvorlige problemer, så vil Mølby ikke udelukke scenariet. Søndag henviste han nemlig til Atletico Madrids imponerende start i returopgøret af Champions League-semifinalen mod Real Madrid. Her var Simeones mandskab tæt på at gøre det umulige og førte med 2-0 tidligt i første halvleg. Miraklet udeblev ved den lejlighed, men måske det sker i Horsens tirsdag aften.