Video : Tipsbladet
Superliga

Vragede sin anfører igen: En del af jobbet

For tredje weekend i træk var Viborg-anfører Jeppe Grønning ikke en del af Jakob Poulsens elleve foretrukne mod Lyngby, men uanset hvad fortsætter han med at være holdets anfører, lyder meldingen fra Jakob Poulsen.

Tipsbladet på Lyngby Stadion:

Viborg-anfører Jeppe Grønning kender ikke til andet end at spille fodbold i Viborg.

Alligevel ser den 32-årige midtbaneprofil ikke meget til kridtstregerne i øjeblikket. De seneste to kampe har han nemlig måtte se til fra bænken, og inden da blev det kun til 22 minutters fodbold mod Randers. 

En usædvanlig situation at stå i, men ikke desto mindre garanterer cheftræner Jakob Poulsen, at Jeppe Grønning ikke skal frygte for at miste sit anførerbind. 

- Jeppe (Grønning, red) er ufattelig vigtig for os, og det har han været i rigtig, rigtig mange år. Han er vores anfører, og det bliver han ved med at være. Jeg skal udtage et hold hver weekend, og de sidste tre gange har det været uden Jeppe. Næste gang kan det være med Jeppe, det ved jeg ikke. Han indgår på lige vilkår med alle andre.

For selvom Jakob Poulsen ville elske at gøre alle sine spillere glade, er det desværre en umulighed og en del af jobbet, at skulle sortere nogle spillere fra. 

- Jeg vil helst have at alle er glade og tilfredse. Sådan tror jeg, at vi alle sammen er indrettet. Det er en del af jobbet. Jeg sagde “ja tak” til at være træner, og så er det også en del, at man skal sætte nogle af, og de sidste par kampe har det været Jeppe, afslutter Jakob Poulsen over for Tipsbladet og den øvrige presse i Lyngby. 

Jakob Poulsen har da også god tid til at tænke over, om holdets anfører skal tilbage i startopstillingen. Viborgs næste opgave er nemlig først efter den kommende landsholdspause, hvor nedrykningsspillet starter. Viborg har tabt sine seneste to kampe uden Jeppe Grønning til henholdsvis Lyngby og Brøndby. 

Disclaimer Tipsbladet og Viborg FF