Wieghorst ser frem til lokalopgør
Foto: Jan Christensen / Getty Images
Superliga

Wieghorst ser frem til lokalopgør

AaB-træneren hungrer efter en sejr.

AaB har efter fire runder endnu ikke smagt sejrens sødme i denne sæson.

Derfor er der lagt op til et intenst lokalopgør, når de mandag aften tager i mod Hobro, som har fået en god start på sæsonen og med en sejr kan spille sig op på en delt anden plads i tabellen.

Cheftræner Morten Wieghorst vil gerne have en sejr, men understreger, at det bliver en svær kamp:

- Vores chancer arbejder vi hårdt på at omsætte mere effektivt, men vi er også bevidste om, at der venter os en svær kamp mod et rutineret Hobro-mandskab, der har fået en flot indledning på sæsonen såvel resultat- som præstationsmæssigt. Eksempelvis var Hobro i sin seneste udekamp mod FC København decideret uheldige med ikke at hente alle tre point, fortæller Wieghorst til klubbens hjemmeside og fortsætter: 

- Vi tror dog på, at vi med udgangspunkt i at have fundamentet på plads også har redskaberne, der kan afgøre tingene til vores fordel i morgen aften, og vi glæder os meget til opgøret. Vi ser frem til en kamp med meget på spil, for udover de tre point er der jo også tale om et spændende lokalopgør, hvilket selvfølgelig er en ekstra dimension for både spillere og fans.

- Det siger sig selv, at vi vil gøre alt for hurtigst muligt at hente sæsonens første sejr, og kunsten bliver at følge op på sidste uges præstation, hvor vi med god disciplin skabte en defensiv base, der var grundlaget for, at vi også fremad banen fik kreeret de muligheder, der skulle til for at vinde kampen, lyder det fra Morten Wieghorst.

AaB-træneren har inden kampen både Rasmus Thellufsen, Patrick Kristensen og Robert Kakeeto tilbage i sin trup.

Kampen mod Hobro har kampstart kl. 19.00