Würtz: Vi må ikke tvivle på os selv
Foto: Allan Høgholm / Getty Images
Superliga

Würtz: Vi må ikke tvivle på os selv

AaB har tabt sine sidste tre kampe, men Rasmus Würtz er fortrøstningsfuld. Anføreren mener, at det er vigtigt, at man bevarer overblikket.

- Vi prøver at være skarpe på at vurdere os i forhold til præstationerne, og der synes vi, at der er en positiv udvikling. Det er også sådan, at præstationen ikke altid går hånd i hånd med resultatet. Det gør de dog som regel på sigt, og derfor er jeg også meget fortrøstningsfuld, så længe at vi alle bevarer overblikket.

Nej, Allan Gaarde er ikke i tvivl. AaB skal nok komme sig, selvom man har tabt sine seneste tre kampe. Og sportsdirektøren står ikke alene. AaB-anfører Rasmus Würtz mener også, at nordjydernes nuværende spil er bedre, end de seneste resultater fortæller, og at man har håb at hente i de seneste kampe.

- Der er forskel på at tabe fodboldkampe, og jeg synes ikke, at vi har spillet dårligt i de sidste kampe. Det er noget af det, som vi er nødt til at tage med os, når resultaterne ikke er der. Vi er nødt til at være analyserende og nøgterne. Den måde, som vi har grebet kampene an på, har været god, og vi har produceret det antal chancer, som man kan forvente, siger anføreren til tipsbladet.dk.

I fem af de seneste seks kampe er man gået fra banen som tabere, men det er ikke noget, der må få holdet til at tvivle på sig selv, mener han.

- Det er bare utrolig vigtigt, at vi ikke begynder at tvivle på det, som vi laver, for jeg synes, at der er mange rigtige ting, og på et eller andet tidspunkt begynder vi også at sparke chancerne ind, og så vinder vi også igen, fortsætter han.

AaB meldte inden sæsonen ud, som Allan Gaarde også har bekræftet over for os, at ambitionen for sæsonen er forårets mesterskabsslutspil, og Würtz er sikker på, at man nok skal komme tilbage til sejrene inden længe, hvis man ellers holder moralen højt og fortsætter i det spor, der er lagt ud for holdet.

- Det er det, som vi tror på, og det, som vi ikke må tvivle på. Jeg synes, at vi spiller bedre nu, end vi gjorde i starten af sæsonen. Jeg har også før prøvet at være inde i nogle perioder som den her, og hvis man bliver ved med at holde øjnene på bolden og arbejde med det, som man mener, er rigtigt, vender det også.

AaB tager imod FC Nordsjælland i Aalborg fredag aften, og selvom krisestemningen altså ikke har bredt sig hos nordjyderne, der vil holde fast i konceptet, afviser den 33-årige anfører ikke, at presset vokser.

- Det er klart, at presset bliver større, når der går længere og længere tid, uden man vinder. Og vi er klar over, at vi skal til at vinde. Så er det en vigtig kamp, som vi har på fredag, hvis vi skal med i den gode halvdel, som er målet.