Fokus på: Hasan Kurucay – Dedikeret tyrkisk landsholdsspiller i Danmark
Talent

Fokus på: Hasan Kurucay – Dedikeret tyrkisk landsholdsspiller i Danmark

Hver mandag sætter D’ BOLD fokus på et talent i dansk ungdomsfodbold, eller en ældre spiller, med fokus på deres ungdomsår. I denne uge har OB’s U/19-talent, Hasan Kurucay, været igennem Fokus På-maskineriet.

Af: Alfred Winther Groth, D' BOLD
 
Uundværlig opbakning
 
Ikke ulig mange andre unge drenge, begyndte Hasan Kurucay at spille fodbold i en meget ung alder. Fodbold var den sportsgren, der tiltalte ham mest, og det betød, at han allerede som treårig begyndte at spille fodbold. Men foruden, at det var den mest tiltalende sportsgren, var valget af fodbold også meget nemt, for han er ikke i tvivl om, at han er talentfuld.
 
- Jeg er født med et fodboldtalent, fortæller Hasan Kurucay til D’ BOLD.
 
Hasan Kurucay sparkede for første gang til en fodbold i den røde trøje med hvide striber hos fynske B1909. Klubben, med base i nærheden af Vollsmose, var med til at sætte skub i spillet og drømmene, men opbakningen kom ikke kun udefra. Kurucays familie har været en solid støtte hele vejen i gennem for den unge midterforsvarer.
 
- Der har altid været stor opbakning hjemme fra mine forældre og brødre, og jeg vil gøre dem stolte en dag, siger Kurucay.
 
Dygtig nok til OB
 
I indeværende sæson slår det unge stortalent med tyrkiske rødder sine folder i OB, som han har gjort det i en del sæsoner indtil videre. Og at valget i sin tid blev Odense Boldklub, er dog heller ikke tilfældigt.
 
- OB er den største klub på Fyn, og jeg har altid kunne lide OB, forklarer Hasan Kurucay og uddyber:
 
- Og fordi jeg ville have min familie i nærheden, som er det vigtigste for mig.
 
Men selvom niveauet i sin tid, da han skiftede til OB, var højere end hvad Kurucay var vant til, var springet ikke større end blot en ekstra udfordring for den selvsikre stopper.
- Der var selvfølgelige et niveaumæssigt spring, men ikke noget, jeg ikke kunne klare.
 
Den store mængde selvtillid er heller ikke uden grund, hvilket blev tydeliggjort da forsvareren to gange, senest i vinteren 2014, var til prøvetræning hos den tyrkiske storklub Besiktas. Desværre var den første gang ikke så vellykket, som Kurucay kunne have håbet på. Hvilket blandt andet skyldtes, at han trænede med U/19-holdet i stedet for førsteholdet, som aftalen ellers lød på. Men forrige vinter tog han afsted igen, og denne gang med meget mere succes.
 
- Anden gang boede jeg på førsteholdets anlæg, og trænede med deres U/21 mandskab. Og der var chancen stor for, at de ville købe mig fri fra min kontrakt fra OB, fortæller Hasan Kurucay, der i forhold til spillestil, sammenligner sig selv med brasilianske David Luiz.
 
Men som landet ligger lige nu, er Kurucay stadigvæk på kontrakt i OB, en kontrakt der udløber til sommer. Det betyder dog ikke, at forsvarsspilleren nødvendigvis er på vej væk fra den fynske storklub. Derimod er han godt inde i varmen omkring førsteholdet, og var så sent som i februar måned en del af førsteholdstruppen der drog til Tyrkiet på træningslejr. Træningslejren er en del af den proces Hasan Kurucay ser sig selv i gang med, for at blive en fast del af Superliga-truppen i OB.
 
- Jeg begyndt at træne med Superliga-truppen meget mere end før, men jeg ved ikke hvordan det står til i forhold til at etablere mig på Superliga-holdet, siger Kurucay.
Men opskriften for at nå dertil hvor Kurucay bliver en fast del af førsteholdstruppen er allerede klarlagt.
 
- Træne godt med førsteholdet og overbevise Kent Nielsen om, at jeg er god nok.
 
Det tyrkiske eller danske landshold?
 
Da Kurucay er født i Tyrkiet af tyrkiske forældre, betyder det, at han endnu ikke har noget dansk pas. Det betyder, at han endnu ikke har fået muligheden for at trække den rød/hvide landsholdstrøje over hovedet. Til gengæld er han et fast element på de tyrkiske ungdomslandshold, hvor det indtil videre er blevet til i alt syv landskampe med to for både U/17- og U/18-landsholdet og, indtil videre, tre for U/19-landsholdet. Det var egentlig planen, at Kurucay skulle have været en fast bestanddel af det tyrkiske U/19-mandskab, som i slutningen af marts måned mislykkedes med at spille sig til den sommerens EM-slutrunde i Tyskland. Det satte en mindre skade desværre en stopper for. 
 
Men muligheden for at spille for det danske landshold udelukker Kurucay på ingen måde, det kræver blot lige, at han får det danske statsborgerskab han for nyligt har søgt om. For det handler ikke om et fravalg af den rød-hvide dragt, nærmere om et tilvalg af de givne muligheder.
 
- Jeg har ikke fravalgt det danske landshold, da jeg ikke har haft muligheden for at spille for Danmark, fordi jeg ikke har haft (dansk, red.) statsborgerskab. Men jeg har søgt dansk statsborgerskab, så forhåbentligt får jeg det snart. Og det kunne sagtens være jeg kunne stille op for det danske landshold, forklarer den ambitiøse tyrkisk-fødte spiller til dbold.dk.
 
Som man måske skulle tro er den allerstørste drøm for OB-spilleren dog hverken at spille for Danmark eller Tyrkiet. Ej heller at spille for en bestemt klub. Nej, for Kurucay er det endnu engang familien, der er i centrum. For med al den opbakning han har fået hjemmefra, skal der også betales tilbage.
 
- Min allerstørste drøm det er, at kunne give mine forældre alt hvad de peger på, fordi jeg skylder dem alt. Uden dem ville jeg ikke kunne stå her i dag.
 
Men man kan måske ane, for hvilken klub, Kurucay drømmer mest om at tørne ud for.
 
- Jeg kan rigtig godt lide måden FC Barcelona spiller fodbold på, men mit hjerte har altid banket for Galatasaray, afslutter han.