Bosnisk landstræner forlænger med to år
Illustration
VM

Bosnisk landstræner forlænger med to år

Bosnien-Hercegovinas landstræner Safet Susic har forlænget kontrakten, så han også i de kommende to år står i spidsen for mandskabet.

Til sommerens VM-slutrunde i Brasilien fik Bosnien-Hercegovina sin debut som deltagende nation, og bag holdet stod landstræner Safet Susic. Det kommer han også til at gøre i to år fremover, idet det bosniske fodboldforbund og Susic har forlænget den fælles kontrakt.

- Jeg har tidligere sagt at forlade holdet ville være smertefuldt for mig, og det øjeblik er endnu ikke kommet. Jeg er meget glad for at fortsætte, siger Susic ifølge FIFA.com.

Susic' landshold nåede ikke videre fra gruppen ved VM, hvor holdet var parret med Iran, Nigeria og Argentina, og de tre kampe gav én sejr, der kom mod Iran. Susic har været landstræner siden 2009.