Dagens VM-profil: Den lille tysker kan blive kæmpestor
Illustration
VM

Dagens VM-profil: Den lille tysker kan blive kæmpestor

Hver dag under VM præsenterer tipsbladet.dk én af de spillere, som kan bruge slutrunden til for alvor at skyde sig ind på stjernehimlen. I dag Philipp Lahm fra Tyskland.

Det var Philip Lahm, der startede det hele.

Det er måske en stramning, men hvem ved, hvordan den moderne tyske landsholdshistorie ville have set ud, hvis ikke Philip Lahm havde scoret til 1-0 mod Costa Rica efter bare seks minutter af åbningskampen ved VM i 2006, hvor tyskerne endte med at vinde 4-2. Med Lahms mål fik Tyskland den perfekte start på turneringen, hvor man inden kick off ikke vidste, hvad man kunne forvente af værterne, men efter turneringen kunne se tilbage på et sommereventyr, der kickstartede tysk landsholdsfodbold med bronzemedaljer og folkefest på hjemmebane.

Siden er det stort set kun gået fremad for Tyskland, og søndag aften kan Philipp Lahm slutte ringen ved som anfører at løfte VM-trofæet, såfremt det lykkes Tyskland at besejre Argentina. I så fald vil det være et fantastisk klimaks for Philipp Lahm, der har været så udskældt og så meget igennem i løbet af sine ti år på det tyske landshold.

Skuffelsen var enorm i Tyskland dengang i 2004. Som viceverdensmestre var der en vis forventning til Rudi Völlers Tyskland før EM i Portugal, men med en uafgjort kamp mod Holland, en trist nullert mod Letland og et chokerende 1-2-nederlag til Tjekkiet, var Tyskland ude allerede efter gruppespillet, hvor det altså kun blev til to scoringer i de tre kampe. Philipp Lahm var med på holdet dengang som ung og uprøvet 20-årig, der endda blev brugt som akavet venstre back i turneringen. Her ti år senere er alting ændret.

Philipp Lahm er født i forstaden Gern til den sydtyske metropol München, og det siges, at det første ord, han udtalte som helt lille var ordet 'bold'. Som fem-årig blev han meldt ind i den lokale klub FT Gern, og selvom han var en af de mindste på holdet, stod det hurtigt klart, at talentet var lige så stort som kroppen var lille. Han var 12 år, da han meldte sig ind i Bayern München, hvor han siden har vokset sig til at være en klubbens største spillere i historien.

På klubplan har han vundet alt: Seks tyske mesterskaber, seks tyske pokaltitler, den tyske supercup og ligapokal samt Champions League, UEFA Super Cup og klub-VM. Den suveræne titelsamling stråler i forhold til landsholdskarrieren, hvor det indtil nu kun er blevet til lige-ved-og-næsten i form af to VM-bronzemedaljer samt en finaleplads og en semifinaleplads ved EM. Søndagens finale med Argentina er hans første finale med et tysk landshold, siden han var med til at blive nummer to ved U/19-EM i 2002.

En ting er titlerne; noget andet er hans egen rolle på landsholdet, hvor han har været udskældt og omdiskuteret gennem en stor del af hans landsholdstid. For det første var der den skuffende debut på en forkert plads som venstre back under 2004. Siden kom debatten om valget af ham som anfører, da Michael Ballack gik i stykker kort før VM i 2010. Nogle tyske medier mente, at Lahm simpelt hen var for lav – han er 170 centimeter høj, en centimeter højere end Messi – til at være anfører. Andre mere seriøse iagttager pegede på, at han ikke passede på anfører-profilen som en stor, selvbevidst her-kommer-jeg-type, der ellers har kendetegnet de foregående tyske VM-anførere som Franz Beckenbauer, Lothar Matthäus og Oliver Kahn som nogle af de mest markante.

Men både landstræner Löw og Lahm holdt fast, og i dag er Philipp Lahm en naturlig leder i både Bayern München og på det tyske landshold, hvor balladen så i stedet har handlet om hans position som midtbanespiller det seneste år.

Mod Brasilien spillede han back, og han vil sikkert gøre det samme mod Argentina i finalen, hans 17. VM-kamp i karrieren, der nu når sit foreløbige højdepunkt. Han kan blive den fjerde tysker til at hæve VM-trofæet som anfører, og den første til at gøre det som kaptajn for et landshold, der repræsenterer det forenede Tyskland.

Et landsholdstrofæ er det eneste, han mangler i samlingen, og mens han er født i 1983 og vokset op i en periode, hvor Tyskland var i to VM-finaler og to EM-finaler på ti år med to sejre til følge, er pokalskabet tomt på denne side af årtusindeskiftet. Det er måske hans sidste chance for at vinde et VM-trofæ, der vil gøre lille Lahm kæmpestor i fodboldhistorien.

I et af de utallige optaktsinterviews, Philipp Lahm har givet til tyske medier op til denne slutrunde, har han selv sat ord på, hvad det vil betyde for ham at vinde VM.

”Med en VM-titel vil mit livsværk være fuldendt”.