FIFA: Ulovligt at offentliggøre korruptionsrapport
Illustration
VM

FIFA: Ulovligt at offentliggøre korruptionsrapport

Ifølge FIFAs Hans-Joachim Eckert, så er det ikke lovligt at offentliggøre den korruptionsrapport, som Michael Garcia har udarbejdet, og som flere fodboldforbund appellerer til bliver lagt frem.

FIFA er kommet i strid modvind, efter de torsdag udgav et 42 siders langt resumé af den rapport, som den amerikanske advokat, Michael Garcia, havde lavet, hvor han havde undersøgt, hvorvidt der var tale om korruption, da Rusland og Qatar blev valgt som værter for VM-slurtrunderne i 2018 og 2022. 

Det skyldes, at Michael Garcia ikke mener, at resumet er sandfærdigt, og det har fået adskillige fodboldforbund rundt om i verden - heriblandt DBU - til at opfordre FIFA til at lægge den fulde rapport frem. 

- Jeg er overrasket, men ikke chokeret, siger Hans-Joachim Eckert, der er formand for FIFAs uafhængige etiske komite til BBC. 

- Jeg har været i dette job i mange år, og jeg troede ellers ikke, at noget ville overraske mig. 

Michael Garcia har også appelleret til, at FIFA fremlægger hans rapport, mens Eckert slår fast, at det ikke er muligt, da det vil være at bryde loven. 

- Jeg tror ikke, det er muligt. Vi er nødt til at respektere fortroligheden, som den kontinentale lov foreskriver på dette områder, siger han. 

- Måske er det ikke sådan i USA, men ifølge den kontinentale lov, så kan jeg ikke gøre det. Og jeg kan ikke engang gøre det i følge FIFAs etiske kodeks, lyder det fra Hans-Joachim Eckert.