Real Madrid-back stopper på spansk landshold
Illustration
VM

Real Madrid-back stopper på spansk landshold

Alvaro Arbeloa vil ikke længere være tilgængelig for det spanske landshold, efter han blev siet fra til VM-truppen.

Alvaro Arbeloa har spillet sin sidste kamp for det spanske landshold. Real Madrids solide back har ellers været en del af La Furia Roja siden debuten i 2008, men han er ikke en del af Vicente Del Bosques VM-trup til Brasilien i sommer, og derfor bliver det ikke til flere landskampe.

- Det har intet at gøre med, at jeg ikke skal til VM. Min beslutning var allerede taget. Jeg respekterer Del Bosque. Han har troet mere på andre spillere, og det er det. Min tid med Spanien er kommet og gået, jeg håber, de bliver verdensmestre, siger Arbeloa ifølge Football Espana.

Arbeloa har været med i hele den spanske storhedstid, der har givet ham tre guldmedaljer for de seneste tre slutrunder. To europamesterskaber og et verdensmesterskab.

Nyheden om landsholdsstoppet kommer op til Real Madrids Champions League-finale, der spilles lørdag mod bysbørnene mod Atletico Madrid. Her er Arbeloa stadig i spil til en plads på Carlo Ancelottis hold.