Video : Tipsbladet
VM

Van Gaal med vild VM-anklage: Messi skulle vinde

Louis van Gaal er tydeligvis ikke kommet sig over Hollands 4-3-nederlag til Argentina i VM-kvartfinalen sidste år.

Louis van Gaal har aldrig været bange for at sige sin mening, og det er heller ikke noget, han har tænkt sig at ændre på sine ældre dage. 

For den legendariske hollandske cheftræner har så sandelig stjålet overskrifterne. Det har han med sin anklage om, at VM-turneringen sidste år var aftalt, således at Lionel Messi skulle blive verdensmester. 

Her var van Gaal særligt utilfreds med kvartfinalekampen mellem det hollandske landshold og Argentina, som endte med, at Argentina vandt 4-3 efter straffesparkskonkurrence. Det har nu fået van Gaal til at komme med sin anklage til det hollandske medie NOS. 

- Jeg har faktisk ikke lyst til at sige meget om det. Når du ser, hvordan Argentina fik deres mål, hvordan vi fik vores, og hvordan nogle af Argentinas spillere gik over stregen og ikke blev straffet for det, så tror jeg, at kampen var dikteret på forhånd.

- Jeg mener alt det, jeg siger. Skulle Messi blive verdensmester? Det tror jeg, ja. 

Skal man tage de kritiske briller på, så var der ikke meget over VM-finalen, som signalerede, at der var tale om decideret aftalt spil. Selv om Argentina vandt via en sand gyser - kampen blev 3-3 efter 120 minutter, og Argentina vandt 4-2 efter straffesparkskonkurrence - så fik Frankrig to straffespark i selve kampen. 

Begge scorede Kylian Mbappé på, men Messi kunne alligevel hæve VM-trofæet til sidst.

Louis van Gaal trak sig som hollandsk landstræner efter kvartfinalenederlaget.