C/N: Attilio Lombardo | Tipsbladet.dk

Attilio Lombardo

I 90’erne var der ingen finanskrise; araberne og oligarkerne var endnu ikke gået på indkøb i subtopklubber fra vesteuropæiske hovedstæder; Jeltsin og Clinton hyggede med vodka, praktikanter og saxofoner; det var i orden at synes, at Oasis var stor kunst; og Facebook og Crash Course-videoer på Youtube distraherede dig ikke fra at spille fodbold med vennerne i de meget varmere somre eller slås med sne i de meget smukkere vintre.

I 90’erne var de eneste højrefløje, man rigtig behøvede at frygte, dem der løb rundt i den dengang bedste og smukkeste liga. Cafù, Dejan Savicevic, Angelo di Livio og Francesco Moriero var nogle af navnene, men mest efterspurgt blandt Conte/Nestor-skalaens trofaste følge af fodboldhipsters var datidens måske hverken smukkeste eller mest teknisk velfunderede højrekant, men dog den mest elskelige – strudsen, Attilio Lombardo.

Det skete i de dage, hvor The Sound of Silence af Simon & Garfunkel havde et veritabelt slagsmål med The Mersey Beats’ We Can Work It Out på toppen af hitlisterne, at strudsen blev udklækket på Helligtrekonger i 1966. Som mange andre familier i provinsen omkring Caserta i Italiens camorra-hærgede svar på det vilde vesten, forlod Lombardos familie kort efter hjemstavnen. Med kufferterne pakkede med citroner og Garofalo Pasta – thi campanere spiser ej andet – og med for tykke jakker og halstørklæder gik turen nordpå for at søge lykken på Lombardiets tågede Po-slette.

Gennem tågen skinnede den unge Attilios isse og åbenlyse talent for konstant at løbe langs med en sidelinje igennem for blandt andre Tarcisio Burgnich – den umage målscorer i århundredets kamp mod Vesttyskland i semifinalen i 1970, hvor Boninsegna, Burgnich, Rivera og Riva, RIVA, RIVAAAAAA svarede igen på Müllers scoringer for tyskerne.

Lombardo slog igennem for tidernes største Cremonese-mandskab (dem de grå- og rødstribede trøjer) under Burgnich og den lokale helt Emiliano Mondonico. I og omkring Cremona priste man sig lykkelige over at have fundet sådan et lokalt stortalent, efter man havde sendt Gianluca Vialli til Sampdoria i 1985. Vialli-Lombardo-effekten lod sig straks mærke i Cremonese, hvor man formåede at være et forholdsvist stabilt Serie A-hold helt frem til 1996. I 1993 blev det tilmed til sejr i den engelsk-italienske Royal League-pendant Anglo-Italian Cup, hvor Cremonese i finalen blev til det kun andet italienske hold til at vinde på Wembley med en historisk 3-1 sejr over Derby County.

Det kan stadig anbefales at drage til Cremona-egnen, hvor man udover at spise en fremragende risotto kan bevidne det lombardiske lokalbrag mellem Cremonese og Mantova i Serie C.

Alt godt får en ende, og således også for Cremonese, idet de i 1989 var nødt til at sende Lombardo samme vej som Vialli. Han endte således på det historiske Sampdoria-hold, der i 1991 sendte det første mesterskab til den forkerte side af Genova. Som det genovesiske ordheld siger: ”stol aldrig på en person, der drikker Beck’s – han kan være Sampdoria-fan”. Få dårlige ting var der dog at sige om netop det Sampdoria-mandskab; Gianluca Pagliuca, Pietro Vierchowod, Marco Lanna, Vialli, Roberto Mancini (nå ja, måske er der noget dårligt at sige lige om ham), Marco Branca, Toninho Cerezo og vores egen super-Attilio er selvfølgelig navne, der får alle fans af Panini-klistermærker til at få det samme længselsfulde blik i øjnene som folk fra Cremona får, når man nævner navnet Emiliano Mondonico, og Brøndbyfans når man taler om Peter Madsen.

I 1992 tabte Sampdoria finalen i Champions League til Barcelona, og det var begyndelsen til enden for Sampdoria, hvor über-Conte Sinisa Mihajlovic nu huserer.

Straks rykkede Vialli videre til ulækre Juventus, og efter omtrent tusind kilometer på Sampdorias højrefløj tog Lombardo i 1995 samme vej. Typisk sigende for Lombardo-effekten lykkedes det ham i løbet af sine to år i Juventus at brække benet og vinde såvel Champions League som et italiensk mesterskab. Enhver har dog sine præferencer, og således Marcello Lippi sine. Angelo di Livio blev foretrukket frem for Lombardo. Vores struds bredte sine vinger, og fløj, selv om strudse ikke kan flyve, i 1997 til London, som Vialli havde gjort det året før.

Lombardo skulle ikke nyde noget af Chelsea og tog i stedet til det en anelse mere upåagtede Crystal Palace. Det siger noget om 90’erne, at en hvilken som helst importeret Serie A-spiller umiddelbart blev stjernespiller på et hvilket som helst Premier League-hold, de blev hentet til. Tomas Brolin i Leeds for eksempel. Lombardo var stjernespilleren på et Palace-hold i krise, så da manageren blev fyret i januar 1998, fandtes det mest oplagte alternativ blandt klubbens egne spillere.

Lombardo tog over med just nämnde Brolin, der på det tidspunkt var i fuld sving med sin deroute som popsanger, man about town og pokerspiller, som tolk. Dette setup nyttede ikke noget, da Lombardo på grund af skader ikke kunne udtage sig selv. Selv om Palace rykkede ned, og vor helt kun nåede at få 43 kampe for holdet, er han blevet udtaget til tidernes bedste Crystal Palace-mandskab.

Lombardo vendte i 1999 tilbage til Italien og et Lazio-mandskab, der var bygget til at vinde lo scudetto for de milliarder af lire, som dåsetomatmagnaten Sergio Cragnotti havde fundet et eller andet sted. Det har ikke været for tomaterne, for Cirio-koncernen gik konkurs i 2002, men hvor der er en vilje, er der en vej, som det også gør sig gældende i Italien, og Cragnottis fængselsophold blev ikke så langt. Alligevel var der på det Laziomandskab profiler som Boksic, Nesta og manden bag denne skalas navn – Gud. Efter et par år i forstæderne til Rom tog Lombardo tilbage til Sampdoria for at afslutte sin karriere i Serie B.

Lombardo fløj op og ned ad Serie A’s højrefløje, og udgør på den måde et paradoks, ligesom strudsen, som jo ikke kan flyve. Han har spillet for en samling af de mest usympatiske hold i Italien – Sampdoria, Juventus og Lazio – alligevel er vi vilde med ham. Det skyldes vel frisuren eller manglen på samme, måske skyldes det spillestilen. Måske skyldes det, at Lombardo står som et minde om en mere uskyldig tid for os nostalgiske fodboldhipsters. Dengang i 90’erne hvor Serie A stadig var bedst.

8,0 på Nestor-skalaen.

P.S. Dette skulle være en hvor-er-han-nu-artikel, men der er sgu ikke så meget spændende at skrive. Efter afslutningen på karrieren som spiller har Lombardo været ungdomstræner i Sampdoria og cheftræner for forskellige italienske sekundahold. I 2010 tog han med sin gamle wingman Roberto Mancini til Manchester al-City, og i 2013 fulgtes de ad til Galatasaray. I dag er han Roberto di Matteos assistent i Gelsenkirchen. Akkeja, også på denne måde er han et eksempel på, hvordan topfodbolden i dag tiltrækkes af steder, der ikke er Italien. Manchester, Ruhr-distriktet og sådan nogle steder.