Carlsen: En tur i historiebøgerne

Disse er på alle måder urolige tider.

Som et lille og perifert eksempel skal jeg næste uge en tur til Island for at få afviklet den kamp, hvor jeg også var for fire uger siden – men hvor kampen blev aflyst på selve kampdagen på grund af corona-udbrud hos udeholdet.

Det betyder også, at der er lidt limbo på den skrivende side. Så jeg kommer i denne og næste uge til at holde vejret og gribe ned i den store genbrugstaske og file på en helt generel klumme om fodboldlovens historie.

Det er så knap tre år siden, den sidst har været på banen, og med den menneskelige hukommelse in mente håber jeg, at det går. Jeg lover at være tilbage med aktuelle ting, så snart jeg rammer overfladen igen.

Fodboldloven er jo, som den altid har været – selvfølgelig med de årlige korrektioner.

Lovmæssigt er vi i brydningstider. En fodbolddommer, som efter nogle års fravær fra branchen åbnede den nye lovbog, ville formentlig blive rædselsslagen. Derfor er der også et behov for årlige opdateringer af hele dommerstanden helt ned til serie 6.

Kort sagt handler lovteksten om at gøre ting nogenlunde forståelige og få den til at passe ind ind i FIFA og IFABs koncept med mantraet ‘ what does football expect?’

En god del af de spørgsmål, som jeg får, handler om, hvornår dette eller hint blev indført – man ser i ånden væddemål opstå i gode venners lag over glimrende frokoster o. l. – så på den baggrund giver det god mening at se lidt på historiens lange linjer og udviklingen i regelsættet.

Så passer det oven i købet fint med, at jeg har et par uger, hvor jeg er voldsomt beskæftiget udenlands, så denne og den kommende uge bliver et strejftog ned ad historiens lange og ikke altid lige fladtrådte stier.

Noget, som jeg sidste gang gjorde for knap tre år siden, så der er forhåbentlig stødt nye læsere til, og ellers er der måske andre, der har det som mig selv, at hukommelsen ikke altid længere er så velsmurt, som den engang var, så en gentagelse ikke gør noget.

Man kan sagtens have sine problemer med at udlægge og forklare fodboldreglerne, som de er skruet sammen her og nu. Men udviklingen i reglerne er faktisk et rigtig sjovt studium i sig selv og viser også, at der er en pænt stor kerne, som har overlevet alle forandringer. Derfor spilles fodbold stadig grundlæggende efter de samme regler, som det blev for 150 år siden.

Det er det faktum, som nogle vil kalde for håbløst konservativt – men i min bog er det nu meget hyggeligt, at man stadig kan genkende fodbold som fodbold, uden at der er kommet diverse kommercielle ‘ forbedringsforslag’ indover.

Guderne skal vide, at mange har prøvet – et af de forslag, som jeg husker bedst, var det, der ville gøre målene større, så der kunne blive scoret nogle flere af dem. Her skulle man virkelig have tegnet aktier hos en målfabrikant, for at tænke sig alle fodboldmål over hele verden blive udskiftet til en større model Modargumentet kom prompte: ville det ikke være mindre besværligt blot at lovgive, så ingen målmand måtte være over 1,50 meter høj?

Det ville også give flere mål – og så forsvandt forslaget om større mål heldigvis tilbage i den fortjente glemsel.

Der dukker vitterlig nogle sjove detaljer op, når man begynder at grave i arkiverne – det er også på denne måde, at man måske, hvis man er heldig, kan få en fornemmelse af ‘ lovens ånd’: dette flygtige begreb, som for mange er den absolut sidste tilflugt, hvis de faglige argumenter ikke rigtig holder vand.

Næppe mange skænker det f. eks. en tanke, at når vi i dag taler om ‘ scoring’, var det fordi man i hver ende havde en måldommer, forsynet med en kniv eller økse, som, hver gang bolden passerede mållinjen mellem stængerne, lavede et hak i målstolpen.

En af betydningerne af ‘ to score’ på engelsk er ‘ at ridse’ -og det var det, som måldommerne gjorde.

Når tiden var gået, talte man hakker i målstængerne, og det hold, som havde opnået flest hak, havde vundet.

Hvis man springer de rå og brutale middelalderudgaver over (selv om de bestemt også har deres underholdningsværdi, og der er mange gode historier knyttet til dem) og går frem til midten af 1800-tallet, hvor spillet er en sport for de finere kredse på de engelske kostskoler, er der nogle helt bestemte ting, der karakteriserer spillet og reglerne.

Fodboldloven på tryk er ikke nogen selvfølge.

Oprindelig er reglerne nemlig uskrevne, for der er noget, ‘ man’ gør og ikke gør som gentleman, og denne moralkodeks er fælles for deltagerne, så der er overhovedet ikke behov for skrevne regler.

Indtil den sproglige modernisering af reglerne i 1997 havde lovbogen faktisk stadig begrebet ‘ ungentlemanly conduct’ – i den danske version ‘ utilbørlig optræden’. Det er nu erstattet af det mere mundrette ‘ unsporting behaviour’ (og af ‘ usportslig opførsel’).

Men da spillet dyrkes på flere kostskoler med forskellige regelsæt (blandt andet med en lille afgørende detalje som den, om man må bruge hænderne eller ej – det er rugby, som er den dominerende sport, og her er hænderne jo centrale), er der behov for en fælles standard.

I 1863 kommer det første fælles regelsæt (F. A’s regler), og heri er det faktisk tilladt at tage bolden med hænderne, lægge den på jorden og sparke til den. Det er dette år, man plejer at regne for lovens fødselsår.

De kommende år byder på mange justeringer og tilpasninger.

Det første sæt regler havde været udtænkt og udformet i London, men mange distrikter i England havde stadig deres egne lokale regler. I 1878 kommer så et fælles sæt for alle klubber og distrikter tilsluttet den engelske Football Association – og her er brug af hænderne forbudt.

Det plejer man at regne som fodboldspillets reelle fødeår – for her går vi endegyldigt fra rugby til fodbold, og fødderne bliver det dominerende redskab.

Dommeren er ofte omdrejningspunktet i en kampomtale – men han er såmænd heller ikke nogen selvfølge, for oprindelig havde man slet ikke nogen dommer. Når spillet spilles af gentlemen, der naturligvis ikke kunne drømme om med vilje at overtræde reglerne, hvad skal man så med en dommer?

I et tankesæt anno dazumal må enhver overtrædelse pr. definition bero på ukendskab til reglerne. Så systemet fungerer på den måde, at hvert hold vælger en dommer blandt tilskuerne, som fra sidelinjen tager sig af hver sin banehalvdel.

Om der skulle dømmes for en hændelse eller ej, blev afgjort af anførerne, men skulle de undtagelsesvis ikke kunne blive enige, kunne de få hjælp af dommerne, hvis de bad om det. Senere indføres en overdommer, stadig uden for banen – de to dommere på linjerne hæver en stok, når der efter deres mening skal fløjtes, og overdommeren kan så vælge at gøre det.

I disse moderne tider kunne det egentlig være muntert at forestille sig to dommere udvalgt af holdene blandt deres fanskare.

Gad vide, hvad de kunne blive enige om? I 1891 indføres dommer og to linjedommere på banen – men dommeren kan stadig kun straffe, når spillerne appellerer til ham (det er derfor, han hedder en ‘ referee’ – det er ham, man refererer/ stiler sin appel til).

Og ikke nok med, at man skal appellere – man skal gøre det med den korrekte sprogbrug og med lovens ord.

Altså ikke noget med bare at slå ud med armene og brøle ‘ Frispark !’. Næh – ‘ Hr. dommer – jeg mener, at jeg bør tildeles et direkte frispark, fordi modparten angreb mig med skulderen, uagtet at han ikke havde bolden inden for spilleafstand og ej heller forsøgte at spille bolden!.

Noget kunne tyde på, at tempoet for det første har været roligere dengang – og at spillerne simpelthen var nødt til at kende reglerne for at kunne spille med. Langt fra noget, som man har indtrykket af er en forkromet selvfølge anno 2020.

Så når mange nu om stunder slår til lyd for, at det skal være muligt at standse spillet og få en afgørelse fra en uvildig instans uden for banen, gerne med en TV-monitor foran sig, griber man såmænd bare tilbage til 1891.

Det er der med garanti ikke mange, der har tænkt på – at VAR har et solidt grundlag i historien, selv om de tekniske virkemidler er blevet mere raffinerede siden da.

Først i 1896 kommer den lovændring, der gør det muligt for dommeren at straffe en forseelse ud fra sin egen vurdering – uden forudgående appel. Uden tvivl den vigtigste lovændring nogensinde, for nu har vi den moderne dommer på banen.

Han, som afgør situationerne ud fra sit eget skøn uden appeller fra spillerne – og det markerer nok også det punkt, hvor gentleman-begrebet har spillet så meget fallit, at man er nødt til at have en synlig neutral opmand til at løse stridighederne.

Fortsættelse følger i næste uge. Nogle vil uden tvivl allerede have bemærket, at jeg hygger mig ganske meget ved at grave i annalerne, så fortsæt meget gerne med spørgsmål, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med det, der skete i sidste weekend, selv om det bestemt stadig er klummens og mit primære formål her at være nogenlunde aktuelle.

Skriv til Carlsen på [email protected].