Carlsen: En vending på 180 grader

Lovstof opfattes ofte som noget af det mest støvede og forudsigelige, men engang imellem sker der alligevel spændende ting i en forfærdelig fart, så man bagefter sidder og overvejer, hvad det egentlig var, der ramte én. Sådan et tilfælde har jeg befundet mig i de seneste 24 timer, før denne klumme skrives onsdag aften – og derfor bliver en stor del af denne klumme en disclaimer, for der er sket det, at noget af det, jeg gjorde meget ud af for to uger siden, ikke længere er rigtigt. Jeg er blevet overhalet af virkeligheden indenom.

For to uger siden havde jeg fat i de nye regler omkring målspark og frispark i eget straffesparksfelt, hvor bolden ikke længere skal sparkes direkte ud af feltet for at være i spil, men blot skal sparkes og klart bevæge sig. I den forbindelse gjorde jeg en del ud af det, som jeg kaldte ‘ kreative målspark’ – situationer, hvor målmanden vippede bolden op til hoved eller bryst på en forsvarer, der stod tæt på, hvorefter forsvareren returnerede bolden til målmanden, der tog den med hænderne.

Jeg advarede mod den spillefacon, fordi den ikke var tilladt, da det udgjorde en omgåelse af tilbagespilsreglen til målmanden (den, der siger, at en målmand ikke må tage en bold med hænderne, som forsætligt er sparket til ham med foden af en medspiller), og at straffen ville være et indirekte frispark og en advarsel til forsvareren for usportslig opførsel.

Når det er forsvareren, der får advarslen, er det, fordi målmanden jo dybest set ikke gør noget galt ved at aflevere bolden til forsvareren – han kan jo i princippet ikke vide, hvad forsvareren vil gøre med den. Måske ville han bare styrte op ad banen med den i en omstilling.

I og med at det var forsvareren, der begik det usportslige, var det også helt ligegyldigt, om målmanden tog bolden med hænderne eller ej – det usportslige var jo sket, og det var det, der skulle straffes.

Og så begyndte tingene ellers at tage fart.

Hen over weekenden var der diverse situationer af denne type ude i den store verden – og nogle gange blev de dømt, andre gange ikke.

Specielt et klip fra en før-sæsonkamp mellem Benfica og Milan har floreret på nettet, og at dømme efter min indbakke må den kamp være blevet set af forbløffende mange. Benficas målmand gjorde nøjagtig som beskrevet ovenfor – og der blev ikke dømt frispark eller givet advarsel. Og hvad er så op og ned, for der skulle jo gerne blive dømt nogenlunde ens. Er det ham Carlsen, der bare er fuld af løgn, eller hvad? Nej – ikke hvis man går efter lovteksten omkring tilbagespillet, som jo har stået uændret siden 1992.

Hvorom alting er, må forvirringen også være kommet IFAB for øre. I hvert fald kom de ud tirsdag og meddelte, at uanset hvad der i øvrigt stod om omgåelse af tilbagespilsreglen, ville man betragte denne type kreative målspark (og frispark i eget straffesparksfelt) som lovlige. Der var der primært én grund til.

Hele hensigten med at ændre målsparksreglen var jo, at man gerne ville have sat spillet hurtigt i gang igen, og det får man alt andet lige ved, at målmanden kan sparke bolden ud fra hænderne. Derimod handlede omgåelsen af tilbagespilsreglen i åbent spil i langt de fleste tilfælde om, at forsvareren gerne ville forhale tiden – altså det diametralt modsatte. På den baggrund har man besluttet, at den beskrevne målsparksvariant er fuldt lovlig.

Så vi måtte i gang med at informere hele den danske fodboldverden om, at nu var dette altså tilladt. To uger efter at vi havde udsendt et tilsvarende brev, hvor vi gjorde opmærksom på, at det var forbudt. Sådan kan noget, der egentlig startede som et venskabeligt råd til klubberne og et forsøg på at være proaktiv, før tingene løb af sporet, ramme en selv i nakken med stor kraft. Vi må så leve med, at folk måske synes, at vi er vægelsindede eller det, der er værre – men når der kommer en fortolkning fra øverste myndighed, er vi selvfølgelig nødt til at følge den, også selv om vi ikke nødvendigvis er enige hele vejen.

Forvirrende har det været for os, og uden tvivl også for alle andre – men her var vi altså i godt selskab, for vores udenlandske kolleger var i fuldstændig samme kattepine.

Nu kan roen forhåbentlig sænke sig, og så må vi se, hvor vidt kreativiteten rækker.

Men vi er nu ikke helt færdige alligevel. For det første er det kun i forbindelse med dødbolde i eget straffesparksfelt, at denne spillefacon er OK – så hvis nogen skulle finde på at lave det samme lille cirkusnummer i åbent spil, skal vi stadig have fat i bestemmelsen om omgåelse af tilbagespilsreglen, indirekte frispark og advarsel.

Og en anden lille detalje er, at jeg da godt kunne forestille mig, at dommerne i disse tilfælde ville holde mere øje med 6 sekunders-reglen for målmandens kontrol over bolden med hænderne, end de normalt gør. For hvis denne spillemåde ved målspark / frispark ikke sker med henblik på at få sat bolden hurtigere igang igen, men det i stedet begynder at ligne et forsøg på at forhale tiden, holder IFAB’s argumentation jo ikke, og så kan målmanden risikere at blive straffet for at overtræde de 6 sekunder (som ikke er nogen stopursreglel, men snarere en ‘ fornemmelsesregel’).

Det skal blive spændende at følge det videre forløb, og jeg bliver ikke spor forbløffet, hvis der bliver skruet på nogle formuleringer og fortolkninger i forbindelse med næste års lovbog – alt afhængig af, hvilke erfaringer man får i denne første sæson.

Ellers var det efter den yderst begivenhedsrige runde 2 i Superligaen, hvor dommerne fik rodet sig ud i en god del tvivlsomme situationer, heldigvis en mere normal runde 3 med kun det normale antal kritiske situationer. Vi mødte i adskillige af kampene disse overvejelser af, hvor stor og hvor tydelig en forseelse i straffesparksfeltet egentlig skal være, for at der dømmes straffespark.

Og uanset, at det er de samme regler, der gælder inden for og uden for feltet, er det også internationalt en tendens, at forseelsen skal være ganske klar, hvis den foregår inde i feltet. Ingen ønsker fodboldkampe afgjort på noget, der er tvivlsomt.

I en ikke alt for fjern fremtid vil VAR så få samlet de værste smuttere op. Vi så også noget, der kunne begynde at ligne en trend, også ofte i straffesparksfeltet, nemlig at når der kommer en bold op mod en angriber og forsvarer, hvor angriberen har front mod bolden, vil angriberen ofte læne sig bagover og dermed selv medvirke til at skabe kontakten med forsvareren. Det er i sidste ende noget af det mest hundesvære for dommeren at vurdere, så det er forhåbentlig ikke et fænomen, der har tænkt sig at slå rod.

Den nye regel, der gør, at officials på bænken kan vises gule og røde kort, ser faktisk indtil videre ud til at fungere efter hensigten.

Det gule kort virker som en stopklods, der skal gøre træneren bevidst om, at næste gang, så… – og det var helt karakteristisk, at da Glen Riddersholm var løbet ind i sin advarsel allerede efter 6 minutter i Lyngby, foregik alt derefter i en yderst fredelig og nærmest venskabelig atmosfære.

Der vil selvfølgelig altid være nogle, der hævder, at visse trænere er specielle og udadvendte typer, og at de derfor skal have længere snor – men fodboldreglerne er nu engang ens for alle. Det er vel egentlig ikke anderledes, end at der også er spillere, der agerer på en måde eller har en position på banen, så de på bundlinjen får flere kort end gennemsnittet. Dem bliver der jo heller ikke taget specielt hensyn til.

Vi er i hvert fald kommet igang – og så håber og beder jeg til, at der efterhånden er faldet ro på lovfronten.

 Skriv til Carlsen på [email protected]