Dommerekspert: Jeg har aldrig set noget lignende

Jeg skal da ellers lige love for, at Superligaen er blevet skudt i gang. Der har været nogle aldeles forrygende opgør – senest i weekenden AGF mod FC Midtjylland. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har oplevet noget lignende. Tre straffespark, to udvisninger, en håndfuld VAR-episoder og en fuldstændig vanvittig afslutning. Så kan vi tale ’fortjent’ fra nu af og til næste juleaften, men det er i sidste ende målene og effektiviteten, der tæller.

Fra et dommermæssigt synspunkt var det rigtig godt, at det ikke var kendelser, der kom til at afgøre det. Ingen har anfægtet nogen af de definerende kendelser. Jeg vil tro, at folk er draget hjem fra Aarhus med følelsen af at have været godt underholdt, og det er vel i sidste ende det, som det hele handler om. Så selv om nogle måske vil forvente en minutiøs dissektion af alle kampens aspekter, må jeg skuffe – der er intet at komme efter.

Til gengæld kan jeg gribe til et par af de spørgsmål, som er så elskværdige til stadighed at dukke op. Ét af dem fra en læser, som undrer sig over et straffesparksmål, som Lewandowski satte ind for Barcelona mod Cadiz (det er et par uger siden, men det er prisen for at skrive på bagkant). Han stoppede op et par gange i sit tilløb, før han sendte bolden i nettet. Må man det – og er der ikke noget med ’stopmoment’ ?

Det har været en helt udbredt opfattelse i den brede befolkning, lige fra jeg begyndte at dømme i Yngre Stenalder, at et tilløb til straffespark skulle foretages i én ubrudt bevægelse. Men nu tager jeg den med fornøjelse endnu en gang. Det er ikke og har aldrig været en regel. Det er tilladt at finte i tilløbet til et straffespark, lige så vel som målmanden har lov til at lave julelege inde på linjen ved at bevæge sig fra side til side.

Det, som ikke er tilladt for skytten, er at stoppe op og finte i det øjeblik, hvor støttebenet er sat i jorden, og der skal sparkes. Der var nogle temmelig groteske eksempler fra specielt Sydamerika og Asien, som fik IFAB til at præcisere, hvordan tingene hang sammen. Hvis man ved en finte lige før selve sparkeøjeblikket kunne få målmanden til at bevæge sig for tidligt, ville man jo som minimum være garanteret et omspark, uanset resultatet. Men jeg har fornemmelsen af, at uanset hvor mange gange jeg prøver at forklare det (og det er blevet til en god del gennem årene) bliver det med ’stopmomentet’ hængende i folks bevidsthed. Men det har altså intet på sig – og har aldrig haft.

Så har vi også episoden fra Bundesliga-kampen mellem Werder Bremen og Darmstadt i weekenden, hvor Darmstadt troede, at de havde scoret et afgørende mål langt inde i overtiden. Men ak, det blev underkendt, fordi den scorende angriber havde haft en absolut uforsætlig hånd på bolden i momentet indtil scoringen.

Det fik Darmstadts træner til at være ekstremt utilfreds (for nu at sige det mildt), og det giver mig lejlighed til lige at gribe lovbogen endnu engang. Mange har argumenteret med, at hvad skal den stakkels spiller ellers gøre af sin arm, som er helt ind til kroppen. Det er helt korrekt, og man kan mene om det, hvad man vil. En enkelt blog-skribent svinger sig oven i købet op til at sige, at dommeren skal dømme efter fornuft og retfærdighed. Glem det – fornuften er altid med, men retfærdighed er ikke dommerens domæne.

Dommeren har en fodboldlov, som han skal dømme efter, og nogle ting er undergivet hans skøn – men der er også andre ting, som han ikke bare kan lukke øjnene for. Det samme med advarsler: nogle skal gives, andre kan gives. Retfærdighed er i denne henseende en by i Rusland.

Dette er klokkeklart beskrevet. Hvis en angriber scorer, umiddelbart efter at han har haft hånden på bolden, forsætligt eller uforsætligt, skal målet annulleres. Hvis han derimod efter en uforsætlig berøring havde sendt bolden videre til en medspiller, som havde scoret, havde alt været godt. Så kan man altid diskutere, hvad der ligger i ’umiddelbart’. Og det er her, hvor dommerens skøn kommer ind. I det aktuelle tilfælde går der vel maksimalt tre sekunder, før bolden ligger i nettet. Og det synes jeg er inden for skiven.

Man kan mene om reglerne, hvad man vil – og det er fair nok. Men nu er de der altså, og det er dem, som dommeren skal forholde sig til. Er man utilfreds med reglerne, er der et par gode adresser i Schweiz, som man kan henvende sig til gennem sit nationale forbund.

Og det giver mig lejlighed til at trække endnu en gammel krikke af stalden: gid dog trænerne kendte reglerne eller gad checke dem, før de braldrer ud i pressen. Og dette er ikke specielt møntet på danske trænere, men er en helt generel betragtning.

Darmstadts træner er efterfølgende citeret for at sige, at han ville gerne møde ham, der har lavet reglen. Bare ikke lige nu. Han ville ellers få noget af en opgave, for reglerne bliver jo fastsat af IFAB hvert år. For lige at repetere: IFAB består af otte personer, fire fra de britiske øer (for det var trods alt dér, hvor fodboldspillet startede) og fire medlemmer fra FIFA. Enhver regelændring kræver seks stemmer for – så ingen kan få noget igennem, uden at den anden part er med. Det anser nogle for at være ekstremt konservativt – andre ser det som en styrke, at vi langt hen ad vejen har det samme regelsæt som i 1863.

Hvilket får mig til at minde om, at IFAB har deres årlige møde i den kommende weekend. Dagsordenen ser ikke specielt hidsig ud, men man ved aldrig. Nogle gange varer det lidt, før oplysningerne slipper ud (og i så fald via en pressemeddelelse, som ikke nødvendigvis rammer lige i centrum af skiven, i alt fald set fra et lovteoretisk synspunkt).

Under alle omstændigheder lover jeg, at jeg vender tilbage her, når vi engang har noget officielt. Men husk nu, at ændringer først er fra 1. juli, så lad være med at gå ud og lave revolutioner i næste turneringsrunde. Vi skal nok melde officielt ud, når der er noget at melde ud om.

Kalenderen siger forår. Her på matriklen havde vi solsortesang for første gang for et par dage siden. Det går mod lysere tider – og forhåbentlig masser af god fodbold. Man må i hvert fald sige, at Superligaen tegner til at blive den mest spændende, som vi har oplevet i adskillige år.

Skriv til Jan Carlsen på [email protected]