Fanklubben: Silkeborg har solgt sin sjæl

”Bombe: Silkeborg IF er blevet solgt”.

Alene overskriften gjorde, at jeg var ved at få kaffen galt i halsen. Nej, nej, nej, nej, nej. Sig det er løgn. Ikke os. Ikke det. Og hvis det ikke er løgn, så lad det være til familien Jysk, Silkeborg Slagteren eller noget andet lokalt og sympatisk. Please ikke til nogle rige profitorienterede flerklubs-ejende amerikanere.

Ind og google: Trivela Group LLC. Fuck. Et investeringsselskab med base i Alabama. Fuck fuck. Det er jo alt det forkerte. Ind og nærlæse pressemeddelelsen: ”vore vigtigste mål er at sikre en fortsat stabil og bæredygtig drift” og ”vi deler værdier”. Altså nogenlunde det samme, som de sagde i Esbjerg, Brøndby, Horsens og hvor de ellers har solgt deres sjæl til flerklubsejere eller amerikanere for nylig.

Hvad fanden er pointen? Jeg troede, det var noget, man gjorde af nød, eller fordi man var ved at gå fallit? Jeg har da aldrig hørt om, at man sælger sin identitet uden at have nogen grund til det. Det minder om en underlig sadistisk form for prostitution.

Jeg vil tusind gange hellere en tur i første division en gang imellem end at blive endnu en lille brik i alt det, der galt med fodboldverdenen i netop disse år.

Jesper Koerstz Jensen

Silkeborg IF-fan

Og nu er det så vores tur til at høre vores klubfolk udtale de sædvanlige luftige smører om, at disse investorer er noget helt specielt og i høj grad deler Silkeborg-ånden. Og så er det, jeg prøver at mindes alle de gange, jeg har hørt tilskuere fra Alabama blive henrykket af hurtige pasninger på Jysk Park. Og hvor tit jeg har talt med andre om, at vi godt nok minder om Walsall FC og Trivela FC Togo, og hvem vores nye mæcener ellers ejer lige for tiden.

Ja, jeg er sgu lidt i granatchok. Og virkelig ked af, at jeg ikke længere kan sige til mine unger, at vi holder med en fodboldklub, der ikke er som de andre. En gammel traditionsrig Idrætsforening, der vægter vores værdier og traditioner højere end hurtige penge og en manisk trang til hele tiden ”at tage det næste skridt”.

Ved sgu ikke, om jeg kan se mig selv i det mere.

Jeg var virkelig stolt af måden vi gjorde det på. Og med ét vi blevet mindst ligeså meget en købeklub, som alle de andre – alle dem vi plejer at distancere os fra.

Jeg vil tusind gange hellere en tur i første division en gang imellem end at blive endnu en lille brik i alt det, der galt med fodboldverdenen i netop disse år.

Please, lad der ske et mirakel, så denne handel går i vasken.