Den danske EM-helt har fået nyt - og sandt - eftermæle

Da jeg i februar 2014 var ved at samle de sidste brikker til bogen ”Mirakelmageren” om Richard Møller Nielsen, mødte jeg UEFA’s præsident Michel Platini. Det var i en hotellobby i Odense, hvor Platini havde mødt pressen i forbindelse med et møde med DBU-toppen, og selvom præsidenten var halvsløj og på vej i seng, gav han sig alligevel tid til en kort snak. Det handlede jo om fodbold, og det handlede om Richard Møller Nielsen.

”Han er en stor mand i europæisk fodboldhistorie,” sagde Michel Platini blandt andet til mig på sit gebrokne fransk-engelsk.

Rosende ord fra én stor fodboldpersonlighed om anden stor fodboldpersonlighed, men selvom der er en lighed mellem de to mænd, er der også et ocean af forskelle mellem dem. For det første er de fra hver sin generation: Danskeren er født før 2. verdenskrig i 1937, Platini er fra efterkrigstiden i 1955. Richard Møller Nielsen er født som bondesøn på det fynske land i en familie, hvor der ikke var penge til alverden, og hvor der skulle arbejdes hårdt for at husholdningen kunne løbe rundt. Fodbold var ikke noget, man dyrkede, talte om eller interesserede sig for. Michel Platini er derimod søn af Aldo Platini, der var direktør for fodboldklub Nancy. Han fik altså både bold og penge ind med modermælen. Som fodboldspillere var Møller Nielsen og Platini også af to forskellige verdener; danskeren var en hård og lidt overset forsvarsklippert i OB, der lige netop glippede en plads på OL-holdet i 1960, mens franskmanden var en af verdens bedste offensivspillere, der med sin elegance vandt masser af titler og blev kåret til verdens bedste fodboldspiller tre år i træk i 1980’erne. Som trænere var de også forskellige, men det var netop i deres fælles tid som fodboldledere, at deres veje krydsedes på skæbnesvanger vis. Den 17. juni 1992 blev således en helt speciel dag for dem begge, der skulle være med til at besejle deres skæbne.

Det var den sidste gruppekamp ved EM i 1992, den blev spillet i Malmö, og ingen havde regnet med dansk sejr. Richard Møller Nielsens Danmark havde endnu ikke scoret i EM-sammenhæng (hvor man jo kom med på afbud), mens Michel Platinis Frankrig var nummer 1 på Europa-ranglisten, favoritter til EM-titlen og ubesejret i 17 kampe i træk. Men som alle ved, vandt Danmark 2-1, og da Richard Møller Nielsen i træningsdragt efter kampen sagde tak for spillet til jakkesætsklædte Michel Platini, var det samtidig en markering af to vidt forskellige veje, de to herrers karrierer skulle gå.

Platini indså, at han ikke skulle være fodboldtræner mere og stoppede få dage efter, mens Richard Møller Nielsen blev europamester og kåret til Verdens Bedste Træner samme år. Og endnu en forskel: Siden dengang i 1992 har Michel Platini fået masser af anerkendelse i Frankrig, hvor han blandt andet er udnævnt til ridder – den fulde titel er vist ”Officier de la Legion d’honneuer” – og han er nået til toppen af fodboldens verdenselite. Richard Møller Nielsen modtog derimod aldrig et ridderkors i Danmark og har ingen royale ordener. Han blev heller ikke kåret til Årets Træner 1992, og han blev først optaget i Dansk Fodbolds Hall of Fame efter sin død. Man kan sjældent høre folk tale om Richard Møller uden at de nævner manglen på anerkendelsen. Men det er der blevet gjort noget ved.

Hvorfor er anekdoten med Michel Platini og sammenligningen mellem den fynske bondesøn og den franske verdensmanden interessant så mange år efter? Disse linjer skrives dagen inden premieren på filmen ”Sommeren 92” af instruktøren Kasper Barfoed, og da jeg selv er lige så interesseret i fortællingens hovedperson som Barfoed, er her nogle ord om manden Richard Møller Nielsen.

Den manglende anerkendelse vil altid være et tema, når man skal fortælle om hans liv og tid som landstræner. Forskellen i min verden er imidlertid, at han altid har fået anerkendelse i udlandet – men ikke nær så meget i Danmark. Som Platini sagde til i 2014 er Møller Nielsen et stort navn i europæisk fodboldhistorie. Som nævnt blev han årets træner i verden i 1992, og i 1996 stod han i spidsen for FIFA’s verdenshold i en showkamp. Han har undervist på det berømte trænerakedemi i Skotland, og han har fået masser af ros for sine landstrænergerninger i Israel og Finland. Men i Danmark var han længe om at få samme hæder og status. Der er sagt og skrevet så meget om, hvorfor det gik sådan. Det vil jeg ikke dvæle mere ved.

Jeg vil hellere glæde mig over, at Richard Møller Nielsens eftermæle er blevet ændret de senere år. Han har fået oprejsning, anerkendelse og ære. Filmen om hans store rolle i EM-triumfen anno 1992 er måske de sidste penselstrøg på det nye billede af Richard Møller Nielsen, som eftertiden vil kunne betragte. De kommende generationer vil ligesom jeg selv ikke rigtigt kunne huske træneren Richard Møller Nielsen fra deres egen levetid, så de vil ikke være farvede af pusseløjerlige citater og konflikter med presse og spillere. De vil derimod blive præget af de nye artikler, portrætter, den bog og den film, der er lavet om manden.

Jeg har selv været så heldig sammen med at møde Richard Møller Nielsen i 2011, hvor han tog imod i sit hus i Kerteminde til en to timer lang snak. Hans imødekommenhed og venlighed vil jeg aldrig glemme. Da vi lavede bogen om Richard Møller Nielsen, kom vi frem til et mere nuanceret og retvisende billede af træneren, der var en vellidt og respekteret person på langt de fleste fodboldhold, han stod i spidsen for. Han var forberedt på enhver opgave til fingerspidserne, han var dedikeret som få og han var i stand til at få sine fodboldhold til at vinde fodboldkampe for sig. Som salig Per Høyer Hansen skrev under EM i 1992: ”Det her hold vil dø for Ricardo”. Det var der mange spillere, der ville.

Lykkeligvis yder den nye film ”Sommeren ’92” Richard Møller Nielsen retfærdighed. Ulrich Thomsen portrætterer den fynske træner fremragende i både holdning, mimik, dialekt og sind, og både replikker, handling og alt det imellem fungerer godt. Jeg vil ikke anmelde filmen i detaljer, men blot anbefale alle danskere at tage ind at se den. Den bringer måske ikke så meget nyt til torvs, men den fungerer godt. Den har mange af de samme pointer, som vi havde med i det billede af Richard Møller Nielsen, som vi forsøge at tegne med vores bog, der udkom i 2014. Og så er filmen skøn nostalgi og en rørende fortælling for både fodboldfans og de kærester, der ikke er så optagede af det smukke spil.

Kasper Barfoed har kort sagt lavet en rigtig god film om en fantastisk begivenhed. Og filmens helt Richard Møller Nielsen har fået mere af den anerkendelse, han ærligt og redeligt har fortjent. Han er nemlig en vaskeægte helt.

Og han er et stort navn i både dansk og europæisk fodboldhistorie.