De europæiske tømmermænd ramte FCM hårdt

Selvom det er over 24 timer siden FC Midtjylland for første nederlag i denne sæsons Superliga, så kan man stadig nå at komme med sit syn på sagen. Især når det gælder negative sager, så kan det engang i mellem godt være en fordel at sove lidt på det.

Det er dog samme facit, jeg kommer frem til, når jeg ser tilbage på FCM’s kamp mod FC Nordsjælland søndag eftermiddag. Batterierne var flade. Med 15 kampe allerede nu i denne sæson gik den ikke længere i den hjemlige liga. Det er der sådan set ikke noget at sige til, og det kommer heller ikke som den store overraskelse, at nederlaget kom nu – for det kunne ligeså godt være kommet mod Brøndby for en uge siden – og Brøndby har sit at kæmpe med.

Når man skærer euforien væk fra de europæiske kampe, hvor først Southampton og sidenhen Legia har oplevet FCM’s jerndefensiv, så kommer man ind til et hold i store scoringsproblemer. Det er kun de to bundpropper Viborg og Hobro samt FC Nordsjælland, der har scoret færre mål end Midtjyllands sølle 10. Det er på dette område, at FCM må sande, at de er løbet ind i de samme problemer, som AaB, FCK og EfB tidligere har haft, når de skulle spille i Europa samtidig. Energien er væk, og det har den været i et stykke tid i ligaen.

Og når man spiller på den måde, som FC Midtjylland gør, så kræver det en masse energi. Især på kanterne. Her var spillet tidligere bygget meget op om, at Pione Sisto (langt fra sit topniveau) og Sylvester Igboun (solgt til russisk fodbold) skulle flytte bolden hurtigt frem og komme til indlæg, hvor Morten Duncan Rasmussen (eller en anden) skulle sende bolden i mål. Helt enkelt.

Den energi er forsvundet. Jeg er ikke i tvivl om, at der er en idé med Daniel Royer-projektet. Men jeg er begyndt at glæde mig til, at Awer Mabil er klar til at tørne ud for FC Midtjylland – og at Rilwan Hassans lægben vokser sammen igen. Noget mangler i hvert fald der, og det kunne godt være hvile, der kunne være en faktor. Det kunne finde de 10 procent frem, som mangler for at nå til det indlæg, som kunne lede til et mål. 

Tim Sparv spiller også hele tiden. Selvom han gør det stabilt, så er der også noget tempo, der mangler fra ham. Der kunne FCM godt have brugt transfervinduet på at finde en ny 6’er til truppen. Det valgte man så ikke. Der manglede den skarphed i hovedet, som man vil have, hvis man kun spillede én gang om ugen.

Derfor hjælper det ikke meget, at Kianchenko-makkerparret kan pakke modstandernes angribere helt sammen, så de er klar til at blive sendt afsted med posten. Her er tømmermændene fra Europa simpelthen for kraftige for FCM til at man kan omsætte overvægt i spil og forsøg til scoringer. De kan godt være, at FCM kommer til 10 skud, men det har næppe været nogen, der fik FCN-bosserne specielt meget op fra stolen under kampen.

Nu vil det vise sig i de kommende uger om, dette bare var en enlig svale. Indtil søndag var det jo nok, at man bare skulle score én gang. Samtidig kan man se et FCK-hold, der måske har fundet målformen – og slet ikke skal koncentrere sig om europæisk fodbold for første gang i 10 år. Det kan godt blive i løbet af de næste to måneder, at mesterskabet bliver afgjort.