Forbavset over hvor primitivt FCM spillede

Klokken havde ikke passeret 8, da jeg stod på Dyssegård St, lidt nord for København, søndag den 10. november. Iført to-lags Capelli med kløver på brystet og Vester på ryggen, min datters Viborg-hue og det obligatoriske grønne halstørklæde gjorde jeg klar til en længere pilgrimsfærd gennem Kongeriget for at overvære den største af alle kampe. Viborg FF-Football Club Midtjylland.

Endda præcis på 2-årsdagen for 3-1 sejren over netop Herning i ottendedelsfinalen i pokalen i 2022, og jeg havde slet ingen idé om, hvilken henrivende dag jeg havde i vente.

Efter en strabadserende rejse og lidt velvalgt opvarmning kunne jeg sammen med 15 gode venner indfinde mig på langsiden. Stemningen var som altid fantastisk god på det flotte stadion, og det er altid en fornøjelse at byde vestjyden velkommen og se, hvad de har medbragt af selvmodsigende bannere.

Denne gang var det et noget kryptisk “budskabs-banner”, hvor de beskyldte Viborg for at give fribilletter til sponsorer og frivillige. Vi må derfor antage, at de frivillige ildsjæle i pølseboderne på MCH Arena skal betale entre for at få lov til at give en hånd med. Alt er jo mulig profit i Herning, synes imperativet at være.

Det er ikke noget federe end at slå sine rivaler, som man ikke bryder sig om. Men lad mig gøre det klart; jeg hader ikke FCM. For jeg definerer mit forhold til Viborg FF ud fra kærligheden til kløveren og ikke antipatien til andre.

Peter Birch

Viborg FF-fan

Anderledes festligt, kreativt og med rørende præcis symbolik havde Viborgs fænomenale fans forberedt en fantastisk Star Wars-allegori, startende med mørkets fyrster og en dødsstjerne, der blev efterfulgt af en gigantisk Yoda med et grønt lyssværd. The Dark side I sense… Destroy them you must. Hvis du, kære læser, ikke har set tifoen, så snyd ikke dig selv og find den straks.

Og symbolikken kunne ikke havde været bedre, for Darth Steinlein og de andre sith lords må ha’ revet sig godt og grundigt i rumbrillerne undervejs. De vestjyske stormtroopers skød nemlig med løs laserkrudt hele kampen igennem. Ja, hvis Jeppe Skywalker, Chewbacca Näsberg og resten af de kløverklædte stjerneriddere havde været lidt skarpere, kunne det grønne lyssværd være stukket ind og lukket kampen langt tidligere.

Faktisk var jeg forbavset over, hvor primitivt og næsten selv-destruerende vestjyderne spillede.

Los, los, los. Lange bolde, indlæg og håb på noget kaotisk. Det var nærmest som at se en ringe Pokemon-udvikling af Horsens. Var det virkelig de danske mestre, der var på besøg? Hold da kop. Anderledes positivt var det med de grønne briller på, da Viborg leverede en af de mest helstøbte præstationer i denne sæson. Det var professionelt, disciplineret og afklaret – hele vejen rundt.

Näsberg klæder defensiven flot, Bundgaard og Mbom på backs er ubestrideligt den optimale kombination, Kaptajn Grønning er den bedst tænkelige leder på en fodboldbane, og så vil jeg gerne æde min Tipsbladet-kasket på, at både Thomas Jørgensen og Isak Steiner Jensen spiller på A-landsholdet inden for fire år. Hvis vi kan bygge videre på den præstation, så kan vi måske indhente vores pointmæssige efterslæb og snige os med i top 6.

Var sejren så ufortjent? Havde de danske mestre ikke mange skader og fraværende profiler? Og var Christian Sørensen ikke syg? Måske han havde været på toilet-floor hele natten? Jo, sikkert. Men det mener jeg ikke kan være en undskyldning for en klub som Herning, som har givet flere penge for deres to startende angribere, end Viborg har for hele sin trup, og som stædigt kategoriserer sig selv som Danmarks bedste hold.

Viborg var også uden Serginho, Zaletel og Lonwijk, og førstnævnte kan man helt sobert argumentere for var Superligaens bedste spiller, inden han blev skadet, og Zaletel var årets spiller sidste år. Nogle gange mangler du spillere, sådan er fodbold.

Facit er endnu et nederlag til et famlende Football Club Midtjylland-hold. Det virker til, at dødsstjernen knirker vest på. De medrejsende tilhængere skældte også de stakkels Herning/Ikast-spillere eftertrykkeligt ud efter kampen med råb, skrig og ukvemsord. Sammen dyrker de drømmen derude på heden.

Fra mit beskedne hjørne ligner det, at Herning har svært ved at finde deres spil og identitet. Min tese er, desto flere penge de bruger, desto mere hakkende bliver udtrykket og famlende bliver spillet. Jeg aner et kursskifte væk fra hjemmedyrkede talenter og hen mod dyrt indkøbte profiler i jagten og higen efter evig succes. Symptomatisk for den situation stillede ‘hele regionens hold’ kun med to danskere i startelleveren i søndags.

Søndagens kamp var derfor en kamp mellem to fodbold-ideologier. Mellem to forskellige forståelser af, hvordan man er fodboldklub, og hvad der er afgørende for dit tilhørsforhold til din klub. Heldigvis sejrede foreningen over forretningen.

Peter Birch

Viborg FF-fan

Det er ikke noget federe end at slå sine rivaler, som man ikke bryder sig om. Men lad mig gøre det klart; jeg hader ikke FCM. For jeg definerer mit forhold til Viborg FF ud fra kærligheden til kløveren og ikke antipatien til andre.

Dog er Football Club Midtjylland en – hvis ikke daglig, så hyppig – påmindelse om alt det, som jeg ikke bryder mig om ved fodbold. En fusionsklub mellem to tidligere rivaler(!) der begge var trætte af at tabe. En klub drevet som et iskoldt konsulenthus med profit og succes som drivende kraft. FCM tilbyder derfor et spejlbillede og en kontrast til alt det, som jeg elsker ved Viborg. Tradition overfor fusion. Forening overfor forretning. Heri ligger også rivaliseringen.

Viborg FFs fundament bygger på historie og tradition og står på skuldrende af tusindviser af viborgensere, der har været i og omkring klubben gennem de seneste mere end 100 år. En historie formet af store sejre og retfærdigvis også smertefulde nederlag. Viborg FF bygger på en forening med en velfungerende amatørafdeling og er en del af byens bevidsthed og selvforståelse og har altid været det.

Som Viborg-tilhænger får man tit skudt i skoene, at man jo aldrig rigtig har vundet noget og “traditioner for hvad”. Jeg mener, det er en gigantisk fejlslutning at måle tilhørsforhold og traditioner i titler og pokaler, for er det ikke netop det, der er sekundært i dit tilhørsforhold til din klub? Man støtter vel uanset hvad, og uanset hvor mange pokaler man har stående?

Hvis jeg gerne vil holde med nogen, der vinder hver weekend, så tændte jeg da bare for Real Madrid eller Bayern München. International fodbold siger mig i øvrigt intet. Jeg føler mig aldeles fremmedgjort, når jeg tilfældigvis får slået over på en Premier League kamp.

Søndagens kamp var derfor en kamp mellem to fodbold-ideologier. Mellem to forskellige forståelser af, hvordan man er fodboldklub, og hvad der er afgørende for dit tilhørsforhold til din klub. Heldigvis sejrede foreningen over forretningen.

10. November er nu dagen, hvor vi to gange har slået Football Club Midtjylland. For at hylde Jeppe Grønning, måske efterhånden tidernes største Viborg-spiller, synes jeg det vil være retfærdigt at gøre datoen til Skt. Jeppes dag.

Selvfølgelig håber jeg, at Viborg vinder pokaler og titler, men det er ikke afgørende for, hvorvidt jeg elsker og støtter klubben. Det er jo en sand fornøjelse at være på stadion med næsten 9.000 mennesker, når vi slår rivalerne, men skulle det en dag være en råkold aftenkamp i Roskilde, så skal jeg nok stå der også.

Den ukuelige og urokkelige opbakning der er til Viborg FF blandt fansene er netop noget af det der gør klubben så ubeskrivelig smuk. Tilhørsforholdet er livslangt og noget man tager med sig fra start til slut. Viborg er min klub til allersidste fløjt.