Sindssyg Superligakamp: Blodtrykket er faldet igen

Blodtrykket er faldet igen. Men jeg skal da love for, at man som AGF'er kom hele følelsesregistret igennem søndag aften i hjemmekampen mod FC Midtjylland.

En på mange måder vanvittig fodboldkamp med masser af drama, VAR-situationer, tre straffespark, to røde kort og et aarhusiansk nederlag til sidst.

Det må selvfølgelig ikke ske, at AGF en taber den fodboldkamp! FC Midtjylland spillede i undertal i næsten hele 2. halvleg, og endte endda med kun 9 mand på banen i mere end 20 minutter ved stillingen 2-2.

Men…Her et par dage efter og med et nogenlunde normalt blodtryk igen, så forsøger jeg at se på det positive for AGF.

Ser man på kampen, og særligt 1. halvleg, så var der mange positive elementer at tage med for "De Hviie". I de første 30 minutter spillede AGF noget af det bedste fodbold under Uwe Röslers ledelse. Ved pausen burde AGF endda have ført med to eller tre mål, set på spil og chancer, men i stedet stod der 1-1.

2. halvleg blev en mere rodet kamp på grund af al dramaet. Men AGF havde chancerne og burde også have vundet kampen. Men stor kredit til FC Midtjylland for, at jagte sejren og bevare troen på trods af to mand i undertal.

Mikael Anderson sprudlede i AGF-offensiven og spadserede ofte forbi FCM-backen Lee, og flere gange jeg fik flaschbacks til dengang, hvor Memphis Depay brugte André Rømer som snurretop.

Desværre mangler Mikael Anderson skarphed for tiden, og på trods af en flot kamp står Anderson som en af de store syndere for mig pga. de mange afbrændere. Det samme kan siges om Patrick Mortensen – "mr. 100 procent" stod for to vigtige scoringer på straffespark, men hold da op hvor havde Mortensen også et par afbrændere af de helt store. Respekt til Lössl!

Skal AGF have point mod et hold som FC Midtjylland, der bejler til titlen, skal man simpelthen kende sin besøgelsestid foran målet, og det gjorde AGF ikke i søndags. Derudover skal AGF i sådan en kamp have mere succes med sine indskiftere eller "gamechangere", som Uwe Rösler kalder dem. Med 11 mod 9 og flere friske ben på banen blev det mere forkrampet end sprudlende for AGF, og spillere som Mikkel Duelund og Nicolai Poulsen virkede mere rustne end frygtet efter lange skadespauser.

Efter kampen var flere fans, jeg selv inklusiv, naturligvis skuffede over nederlaget. Særligt med tanke på "11 mod 9 – situationen". Men igen kommer der et "men". Det var og er selvfølgelig skuffende, men at male alt sort er i mine øjne forkert.

AGF ligger komfortabelt i top seks, og sæsonen tegner til at blive en mellemsæson, hvilket er halvskuffende, men acceptabelt, når man bl.a. tænker på, hvor hårdt man har været ramt af skader i sæsonen. Desuden har man solgt et par af sine største profiler (Bisseck og "TK"), uden at få en ordentlig erstatning ind (måske kan "AJ" løfte arven).

Det altoverskyggende sæsonmål er dog pokalen, hvor der venter to ekstremt vigtige semifinalekampe mod FC Nordsjælland. De kampe kommer til at definere AGF's sæson.

Der flyver postive vinde over Aarhus trods alt. Nyt akademi på vej, nyt stadion på vej, pokalsemifinaler, rekord-regnskaber og langt fra nedrykning. Loyaliteten, den varer evigt.

Søndagens resultat var skuffende og ærgerligt. Men tager AGF takterne fra 1. halvleg med, så kan næste kamp mod OB allerede blive et positivt vendepunkt.

Vi er fra smilets by – vi rejser os på ny.

Skriv til Rasmus Thomsen på [email protected]