• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Jesper Toft Madsen

Det skarpe ord: Følelsen af når Saudi-Arabien beder om nøglerne til din klub

Foto: Getty Images

Den komplekse saga om overtagelsen af Newcastle United har efterladt klubben handlingslammet og fans med et utaknemmeligt dilemma. Den mangeårige Newcastle-fan Jesper Toft Madsen forsøger at nuancere en sort-hvid debat.

Af Jesper Toft Madsen

På en campingplads i det sydlige England sad jeg med min familie og fulgte EMslutrunden på et 14”fjernsyn. Jeg var netop fyldt ni, den engelske fodboldfeber var smitsom, og særligt én spiller tændte min fascination for fodbold den sommer i 1996: Alan Shearer.

Med sine fem mål og højre arm strakt over hovedet førte han værterne frem til semifinalen, inden tyskerne vandt til sidst. Shearer fascinerede mig, fordi han kunne score på alle måder: Højre fod, venstre fod, med hovedet, på straffe – og altid med fuld kraft.

Jeg boede i min nyerhvervede Blackburntrøje hele sommeren, inden Kevin Keegan hentede EMtopscoreren hjem til Newcastle som verdens dyreste spiller. Jeg flyttede med mit idol, og resten er en lang og ofte smertefuld elevatorhistorie.

De fleste klubfans kan nok huske, hvordan eller hvornår de blev det. Men det kan være sværere at forklare ’hvorfor’. Siden midten af april i år har jeg følt mig mere nostalgisk end nogensinde og reflekteret over netop det spørgsmål: Hvorfor har jeg fulgt Newcastle Uniteds op og nedture i snart 25 år?

Årsagen til min identitetskrise er det forestående ejerskifte. Mike Ashley, Newcastles nuværende ejer, har indgået en aftale om at sælge klubben til et konsortium anført af den britiske forretningskvinde Amanda Staveley og hendes investeringsselskab PCP Capital Partners for i omegnen af 300 millioner pund.

I ryggen har hun ejendomsmatadorerne Simon og Jamie Reuben samt SaudiArabiens statslige investeringsfond, Public Investment Fund (PIF), der er god for svimlende 320 millarder dollars og står for 80% af finansieringen.

Handlen ligger i skrivende stund til godkendelse hos Premier League, og overtagelsen er således gået ind i den afgørende fase. Premier Leagues ”Owners’ and Directors’ Test” tager typisk trefire uger, men i dette tilfælde har den stået på i næsten tre måneder.

Selv om coronakrisen og ”Project Restart” har forsinket processen, udgør SaudiArabiens kontroversielle rolle i købet den største forhindring, og den langstrakte proces vidner om, at handlen er særdeles kompliceret at forholde sig til – ikke blot for Premier Leagues jurister, men også for fans.

I tre fodboldfri måneder har jeg haft alt for god tid til at sætte mig ind i, hvem de potentielt nye ejere er. Og saudiaraberne er nogle grimme karle. På formandsposten for PIF sidder den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, bedre kendt som MBS.

Siden han kom til magten i 2017, har han været på charmeoffensiv blandt verdens ledere for at tiltrække udenlandske investeringer og promovere sine reformer, som blandt andet har givet kvinder retten til at køre bil. et mere moderne land led et alvorligt knæk i oktober 2018, da den saudiske journalist Jamal Khashoggi blev brutalt myrdet på landets ambassade i Istanbul af saudiske agenter.

Sagen har atter fået menneskerettighedsorganisationer til at kritisere kongedømmet, og Khashoggis enke, Hatice Cengiz, har sendt flere åbne breve til Premier Leagueledelsen for at blokere handlen.

Det er forfærdende at læse om SaudiArabiens afslappede forhold til menneskerettigheder, fængsling af modstandere, de offentlige halshugninger, krigen i Yemen og mordet på Khashoggi. Jeg væmmes ved tanken om, at et totalitært regime med blod på hænderne nu beder om nøglerne til min fodboldklub for at kunne vaske sit omdømme rent i sportslig succes.

Men her opstår dilemmaet. Som et moderløst barn sukker jeg efter omsorg og sportslige ambitioner efter 13 års svigt under Ashley. I en undersøgelse blandt over 3.000 medlemmer af NUFC Supporters Trust svarede 97%, at de var positive over for det potentielle ejerskifte.

For at forstå fansenes standpunkt er det værd at fremhæve nogle af lavpunkterne i Ashleys tid: Den dårlige behandling af klubmænd som Kevin Keegan, Alan Shearer, Chris Hughton og Jonas Gutierrez, der sågar vandt en retssag mod klubben om diskriminering efter sin kræftdiagnose.

Ansættelsen af Joe Kinnear (to gange), Alan Pardews otteårskon trakt, navneændringen af St. James’ Park til Sports Direct Arena, nedprioriteringen af pokalturneringer, de manglende investeringer i træningsanlæg, akademi og stadion. To nedrykninger.

Ironisk nok står de to sæsoner i Championship også blandt højdepunkterne, som retfærdigvis også tæller sæsonen 2011/12, hvor spillere som Yohan Cabaye, Hatem Ben Arfa og Demba Ba førte klubben til en femteplads og et comeback på den europæiske scene.

De få opture fjerner ikke oplevelsen af 13 års nedtur, der nok har givet sorte tal på bundlinjen, men til gengæld har ført klubben ud i et resultatmæssigt dødvande, som blot handler om at sikre overlevelse i den bedste række, så Ashley kan indkassere sine tvpenge. Før han overtog klubben, var Toon Army’en flittig deltager i Europa – i 90’erne som Keegans ”Entertainers” og senere under et andet klubikon i Sir Bobby Robson.

Den perspektivløse middelmådighed, som gennemsyrer klubben i disse år, har ført til apati blandt tilhængerne. Talrige gange har de protesteret mod Ashley, senest i denne sæson, hvor en boykot har presset den ellers så nærige ejer til at udlodde 10.000 gratis sæsonkort.

Frustrationen er vokset yderligere i de seneste uger, idet store dele af staben fortsat er på statsstøttet orlov, og som den eneste Premier Leagueklub har Newcastle endnu ikke meldt noget ud om refundering af kampbilletter til de allerede økonomisk trængte fans.

Det lader til, at klubben har indført et kommunikationsstop med både omverden og medarbejdere, som også er fanget i limbo – bedst illustreret af manager Steve Bruce, hvis langsigtede fremtid i klubben virker usikker.

Alt dette efterlader et indtryk af en handlingslammet klub, der flyder rundt i uvished, mens alle venter på, at nye ejere får nøglerne og tager affære.

Med den bagage kan jeg godt forstå, at de lokale geordies er lettede over udsigten til at slippe af med Ashley. Det er jeg også. Fans fortjener ikke at blive hængt ud for at glæde sig over overtagelsen. Det kan ikke være op til fodboldtilhængere at agere moralens vogtere, når eksempelvis den britiske regering sælger våben for milliarder til SaudiArabien, og statsledere og kongefamilier velvilligt trykker hænder med MBS.

Fans har ingen indflydelse på, hvem der ejer deres klub. På Tyneside vil de bare have deres klub og dens konkurrencedygtighed tilbage og med lidt held se investeringer i et belastet lokalområde. Newcastle er en ”oneclub city” med stadionet, fanbasen og historien til at blande sig i toppen af engelsk fodbold, og det er oplevelsen af spildt potentiale, der i et svagt øjeblik også gør mig modtagelig over for de nye ejere.

Jeg har aldrig støttet Newcastle United på grund af dens ejere, og jeg er vant til at gøre det i trods. Klubben er 40 år ældre end SaudiArabien som nation, og den vil leve videre, når MBS og Amanda Staveley har mistet interessen.

For knap tre år siden overværede jeg klubbens 125års jubilæumskamp mod Leicester på St. James’ Park. Vi tabte for vist nok niende kamp i træk på et selvmål i tillægstiden, og det var på mange måder et retvisende billede af mit kvarte århundrede som fan.

Jeg holder med The Magpies, fordi jeg som niårig fik et idol, der vækkede min interesse for engelsk fodbold og det væld af vanedannende følelser, som følger med – fra ubegribelig ekstase og stolthed til afgrundsdyb skuffelse og afmagt.

Jeg vil give meget for at se klubben indfri sit potentiale, men jeg er bekymret for, om prisen for succes bliver for høj. Hvordan vil mine følelser for klubben udvikle sig, hvis handlen går igennem, og klubben gradvist mister sin autenticitet? Vil jeg juble på samme måde, når Philippe Coutinho med Saudi Aramco på brystet scorer sit første mål foran saudiarabere i VIP-boksen og et voksende antal turister og medløbere på lægterne? Bliver der plads til de to Longstaffbrødre og flere lokale helte?

Vil jeg som fan af en forhadt købeklub længes efter de gamle dage som de sympatiske tabere?

Én ting ligger fast: Jeg kommer ikke til at stoppe med at følge mit hold, fordi jeg ikke kan stå inde for, hvor pengene kommer fra. Og ingen fodboldkyndig bør forlange det.
Selv om fodbold er en berusende virkelig hedsflugt, må vi ikke vende det blinde øje til realiteterne.

Som fans bør vi sætte os grundigt ind i, hvem der ejer, sponsorerer eller samarbejder med vores klub. Danne en holdning, diskutere det, opponere imod det – og endelig ikke løbe sportswashing’ens ærinde ved ukritisk at forsvare klubejeres handlinger som en hjernevasket onlinekriger. Der behøver ikke at være en modsætning mellem at støtte holdet og tage afstand fra ejeren.

Når det er slået fast, mener jeg ikke, at det burde være muligt for fodboldtilhængere at skulle forholde sig til, at totalitære stater overtager deres hjerteblod. At en sag om ulovlig streaming og tvrettigheder udgør en større trussel mod ejerskiftet end de interesserede køberes grusomme overtrædelser af menneskerettigheder demonstrerer med al tydelighed, at penge taler i moderne fodbold.

Jeg er romantisk tilhænger af fanejerskab og medindflydelse, og mens jeg drømmer om tyske tilstande, vil jeg for fans af andre klubbers skyld håbe, at der snart bliver indført et etisk kodeks for, hvem der kan eje en fodboldklub.

Når Newcastlespillerne løber på banen mod Sheffield United i weekenden, kan det blive et saudisk derby. Jeg håber det ikke.

---------------------------------------------
Jesper Toft Madsen er 33 år, født og opvokset i Esbjerg og har været tilhænger af Newcastle United siden 1996. Han har en bachelor i virksomhedskommunikation og engelsk fra Aarhus Universitet og en kandidat i analytisk journalistik fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole. Til dagligt arbejder han som kommunikationsrådgiver i A.P. Møller – Mærsk.

Superliga

Mere Superliga

Fokus