Video : Tipsbladet
Superliga

BIF, AaB & FCM: Et vildt våbenkapløb i Superligaen

LEDER: Brøndby IF, FC Midtjylland og AaB går med alvorlige overvejelser om, hvem der skal eje de respektive Superliga-klubber. Jagten på en ny ejer kan både give et kæmpe boost og ende i nogle af de problemer, klubber har oplevet efter overtagelser af udenlandske investorer.

DENNE LEDER BLEV FØRST BRAGT I TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 23. SEPTEMBER

Det er noget af et våbenkapløb, der er i gang i Superligaen, og der er ingen garanti for, at det er klubberne selv, der bestemmer deres skæbne.

I begyndelsen af ugen kom det frem, at Brøndby så småt nærmer sig et salg, hvor amerikanske David Blitzer vil tage over som hovedaktionær for Jan Bech Andersen, der dog stadig vil have en mindre aktiepost.

Det kom dagen efter Ekstra Bladets udmærkede historie om, at Matthew Benham er klar til at drosle ned i FC Midtjylland, hvor Anders Holch Povlsen i vores bog ligner den klare favorit til at overtage styringen.

FC København er ved at rykke i en position, hvor man nemmere kan sælge fodboldklubben eller en del af den til en ny medinvestor, især efter man i denne uge fortalte, at Lalandia-delen af Parken Sport & Entertainment også er til salg, og man skal ikke få et chok, hvis også Randers, Lyngby og Silkeborg dukker op på markedet igen. 

Det er nærmest halvdelen af Superligaen, der er på markedet for opkøb, og timingen er ikke så mærkelig endda.

Ude i Europa er der langt om længe kommet klarhed over de nye Financial Fair Play-regler, der fremover skal regulere europæisk fodbold.

Der er også udsigt til store stigninger i præmiepengene i de europæiske turneringer fra om små to år, og selvom verdensøkonomien er både usikker og i alvorlig risiko for at glide over i noget a la en ny finanskrise, ser fodbold indtil videre ud til at gå fri af de helt store problemer.

Den afklaring er medvirkende til, at der kan opstå flere handler i det kommende år eller to.

Men der er også specifikke årsager til, at FC Midtjylland og Brøndby IF meget vel kan være på andre hænder om 6-12 måneder.

I Brøndby er Jan Bech Andersen parat til at lade andre bære klubben videre og endnu højere op, end man kom med det overraskende DM i 2021.

Læs: Brøndby-ejeren er klar til, at andre skal betale regningerne og stå på mål for klubben, både når det går godt og det går skidt.

I FC Midtjylland ser det unægtelig ud til, at hjerteklubben Brentford er løbet med Matthew Benhams opmærksomhed, og andet ville da næsten også være mystisk, når man ejer et Premier League-hold med masser af medvind.

Midtjyderne vil helt sikkert gerne beholde Benham og den viden, der ligger i Benhams analysefirma Smartodds og samarbejdet med Brentford.

Men med et nyt, lækkert træningsanlæg på vej skal man have en ejer, der er helt og aldeles dedikeret til FC Midtjylland, og det kunne man få i Anders Holch Povlsen og hans ligeledes stærke organisation.

Og for at fuldende en uge med maksimalt fuld fart på nyhedsstrømmen i Superligaen, sagde AaB onsdag farvel til sportsdirektør Inge André Olsen en uge efter, Lars Friis røg som cheftræner, hvorefter man senere onsdag formiddag meddelte, at man igen er begyndt at undersøge muligheden for at sælge klubben helt eller delvist til en eller flere udenlandske investorer.

Hvor det for Brøndby og FC Midtjylland handler om at have penge nok til at spille med om mesterskabet og at holde trit med FC København, handler AaB's overvejelse af en udenlandsk investor reelt om at hænge på det lag af klubber, der ligger efter FCK, FCM og Brøndby.

Det får vi naturligvis ikke AaB til at sige – drømmen skal være medaljer og Europa, men lige nu skal man bare undgå nedrykning og finde en måde at betale regningerne.

Overvejelserne i Brøndby og AaB vækker store følelser. Hvor FC Midtjylland i over ti år har været på udenlandske hænder, i øvrigt som en af de tidlige klubber uden for britisk fodbold, har Brøndby og AaB aldrig været det, og sporene skræmmer forståeligt nok.

Bare i Danmark har SønderjyskE, Esbjerg fB, Fremad Amager, Næstved og Vendsyssel FF dykket mærkbart efter udenlandske overtagelser.

Og selv om der også er gode historier, og større klubber som Brøndby IF og AaB kan tiltrække investorer i en anden vægtklasse end klubber nær bunden af Superligaen og i 1. Division, skræmmer sporene.

Bliver man underordnet en klub i en større liga i Europa?

Er der penge til driften? Interesserer den nye ejer sig for klubben efter det første år eller to, hvis succesen ikke kommer med det samme?

Vi må bare konstatere, at tålmodigheden i mange tilfælde har vist sig at være kort hos udenlandske investorer, hvis vi ikke taler en klub med medlemskort til Champions League.

Det har været to vilde uger i Superligaen med to trænerfyringer og åbningen for nye ejere i tre klubber, og fortsættelsen bliver endnu mere interessant.