• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:

De tider er forbi, hvor fodbold bare er fodbold

Foto: Getty Images

KOMMENTAR: Debatten om VM 2022 har været hård, men forhåbentlig har DBU lært, at fodbold ikke bare handler om fodbold, mener formanden for den danske afdeling af Transparency International.

Noget af det sværeste er, at få tandpastaen tilbage i tuben. Jeg kan dog ikke fortænke DBU’s ledere, hvis de på vej hjem i flyveren i et stille øjeblik overvejer, om man alligevel skal gøre forsøget.

På mange måder har dette VM udfordret DBU i forhold til en ny tid og nye krav. På pressemødet dagen efter at Danmark røg ud af turneringen opfordrede sportsdirektør Peter Møller alle til at huske, at DBU er et fodboldforbund, når de er til en slutrunde.

Jeg vil gerne advare mod at tage ’skyklaphatten’ på når der er slutrunde. DBU skulle meget gerne være de samme, hvad enten der er slutrunde i regi af FIFA, UEFA, herre eller kvindelandshold, eller det er en grå december morgen i hovedkvarteret i Brøndby, lige hjemvendt fra ørkenen. Jeg vælger at have de optimistiske briller på. Dansk fodbold må efter denne slutrunde erkende, at de tider er forbi, hvor fodbold bare er fodbold.

Min indsats omkring dette VM startede da Tipsbladet for to år siden ringede og bad om mine kommentarer til en historie om, hvordan korruption var den afgørende faktor ved tildelingen af VM til Rusland og Qatar. Jeg fik spørgsmålet. Hvad bør DBU gøre? Jeg skulle ikke tænke ret længe før jeg instinktivt svarede: ’boykot’. Det var samtidig med at nogle gæve fodboldfans, havde stillet borgerforslag om det samme. Jeg var blandt de første til at skrive under.

Indrømmet, jeg havde ikke givet det mange tanker før Tipsbladet ringede. Min position er blevet tryktestet og udfordret rigtig mange gange siden. Hver gang er jeg efter moden overvejelse nået frem til, at det var det rigtige svar jeg gav den formiddag.

Jeg mener det er forkert, hvis man altid råber boykot altid eller som det første våben. På mange måder ligger DBU’s mantra om, at man skal true med at møde op, ikke om at blive væk, til mit normale temperament. Men jeg havde svært ved at forestille mig nogen anden begivenhed, hvor problemerne var så åbenlyse som her. Nogen skal sætte den første fod ned. Og i min optik ville det være det rigtige at repræsentanterne for det land, der gennem mange år er blevet opfattet som et af de mindst korrupte lande i verden tog det skridt.

Jeg vil samtidig vove den påstand, at denne debat ikke ville have været så effektfuld og havde varet helt til sidste dommerfløjt var det forslag aldrig blevet stillet.

Debatten har til tider været ret polariseret. Begge sider – inklusive DBU – har ikke noget at lade den anden høre. Nu tabte Danmark på banen, så handler det om at vinde freden på sidelinjen. Jeg har selv brugt større ord end jeg plejer. Men på fodboldbanen og tilskuerrækken skal man bare råbe lidt højere for ikke bare at blive hørt, men også forstået.

Vi kan ikke ånde lettet op nu VM er overstået for Danmarks vedkommende. Problemerne er der stadig i FIFA. Og overalt i verden hvor der skal afholdes slutrunder, er der altid en onkel der ejer et hotel eller en fætter der har et entreprenørfirma. VM og EM bliver også fremover afholdt i lande, hvor der er udfordringer med menneskerettigheder.

Fodboldens organisationer er ikke kun sportsforeninger. De er også erhvervsvirksomheder. De er magtfulde. Magtfulde organisationer og deres ledere i den del af verden vi bor – de er udsat for magtkritik og vurderes på magtens præmisser og ikke kun sportens. Heldigvis har vi en sportspresse i Danmark, der ikke kun kritiserer startopstillingen på banen, men også alt det udenom. Vi skal som forbrugere (læs: fans) stille de samme krav til fodbolden som vi gør til etikken hos alle øvrige leverandører og virksomheder vi handler med. Også selvom der er store følelser i spil når det handler om fodbold. Netop derfor.

Der er ikke noget helt rent sted at stå på spillepladen. Jeg anerkender fuldt ud, at der ikke er nogen nemme valg for DBU. Jeg håber, når lederne er kommet hjem og har fået sovet, at de tager følgende to erkendelser med.

Den ene er, at hvis man forfalder til symbolpolitik, så skal der være styr på symbolerne – hele vejen. Ellers rammer de dobbelt så hårdt. Sagen om anførerbindet var et selvmål af rang. I den anden ende var valget af hotel. For man havde ikke analyseret risici hele vejen. Ja, der var styr på de ansattes kontrakter. Men man havde ikke været alle 360 grader rundt i sin duediligence. Det kunne man ikke svare på. 

Den anden er at fodbold skal forholde sig til, at der fra pressen og offentligheden stilles de samme etiske og moralske krav som til alle andre virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. DBU er havnet midt i de værdi- og identitetspolitiske minefelter.

Det betyder ikke, at det er alle danske fans der eksempelvis går op i regnbuearmbånd og LGBTQ+ rettigheder. Langt fra endda. Det er et problem fodbolden har også på danske stadions. DBU har taget en vigtig position her. Godt. Men så skal man også gå hele vejen, også selvom menneskerettigheder ikke normalt er top of mind hos alle i den rød hvide trøje. Måske er det der, man har forregnet sig. At man troede opbakningen var uanfægtet, fordi det var en debat, der primært havde genklang i snævre elitære kredse og så i pressen. Selvom jeg har opfordret til boykot har jeg oprigtigt glædet mig over, hvor mange oplyste valg der er truffet, når man har tændt for sit TV rundt om i stuerne.  

Der har været flere interviews med DBU ledere, hvor der har været en let forurettet tone. Tænk på hvor meget vi gør i forhold til de andre og har henvist til interessen fra udenlandske medier. Rigtigt. Det gør DBU. Det har de gjort fordi det forventer opinionen i Danmark. Det skal DBU ikke begræde. Det skal de gribe. Det sportens magthavere skal vænne sig til, at det er den målestok man bliver bedømt anno 2022 i vores del af verden.

Det er de progressive kræfter og kritiske fans, der er med til at give næring til at fodbolden også kan være nationalt samlingspunkt fremover. Til inspiration bør man læse ’Blondinens betragtninger’, der netop handler om at gribe og forstå kraften der kommer fra de nye generationer. Tandpastaen skal ikke tilbage i tuben.

DBU kan ikke her og nu lave om på det, der er grundlæggende galt i de internationale organisationer FIFA og UEFA, der er korrumperet af de alt for mange penge. Med formanden Jesper Møllers udfald under slutrunden skal man nok heller ikke regne med, at der er ret meget indflydelse sat ind på kontoen.

Her står DBU så i et klart valg. Skal man prøve at genopbygge det lidt man havde af kredit? Eller bruge hovedkræfterne på sin egen butik og sætte handling bag alle de flotte ord om good governance og værdier og tør stille det kontroversielle spørgsmål om hvilken magt penge skal have – også i dansk fodbold, som udfordres af større og større kapitalkrav, udenlandske ejere og problemer med gennemsigtigheden for at tage nogle konkrete eksempler. Hvis man lykkedes med at gribe det, kan dette VM ende med at blive starten på noget større. Jeg håber det.