Det er skingrende vanvittigt og dybt uansvarligt

Fra slutningen af 2018 og tre år frem var Manchester United et levende voksmuseum med alt for mange penge til spillerkøb og en til tider morbid fascination af fortiden, især den i de 27 år, hvor Alex Ferguson var manager i klubben.

Det er fint at ære fortiden og lære af den.

At forsøge at lave en kopi år senere, hvor verden har forandret sig til nærmest ukendelighed, er skingrende vanvittigt og dybt, dybt uansvarligt.

Det betaler Manchester United prisen for lige nu, senest med en slap kamp mod Liverpool i tirsdags, hvor 0-4 var et nådigt resultat.

Det var en fejl at gøre Ralf Rangnick til midlertidig cheftræner i november, hvor han sammen med direktør John Murtough skulle have haft tid til at skræddersy fremtidens Manchester United, men selve ansættelsen af en total outsider og nu ansættelsen af en systemtræner fra Ajax med et par års trænererfaring sammen med Josep Guardiola som boss giver fuldstændig mening.

David Moyes og siden Ole Gunnar Solskjær forsøgte på forskellig vis at gøre tingene på Ferguson-måden, mens både United og de to verdensklassetrænere brændte sig gevaldigt, da Louis van Gaal og José Mourinho forsøgte at skabe en klub, der brugte energien på at skue frem i stedet for tilbage.

Det var rigtigt tænkt men katastrofalt udført, og nu minder situationen om den, Brendan Rodgers og siden Jürgen Klopp arvede i Liverpool, og som Arsenal lige nu kæmper med i æraen efter Arsène Wenger.

Truppen har visse lyspunkter men er usammenhængende, og trods al bragesnakken om den særlige ånd og kultur har man lige nu intet som helst, der ikke er at finde i en gennemsnitlig Superliga-klub eller produktionsvirksomhed.

Sorry Manchester United, men myten om, at I er noget helt særligt, lever i samtlige fodboldklubber ned til Serie 4-5-stykker. You’re not special, til gengæld har modstanderne rigtig meget lyst til at smadre jer, ligesom AGF oplevede i Jylland i de svære år.

Og uanset, at Erik ten Hag er en hamrende dygtig fodboldtræner, er ejerne stadig fraværende ovre i Florida, hvor det er mere spas at tage til football i Tampa med ikonet Tom Brady end at rejse til Manchester for første gang i årevis og få et helt stadion og demonstrationer på nakken.

Det her er ikke Erik ten Hags skude at redde ene mand, ligesom Jürgen Klopp aldrig havde klaret den uden de rette folk bag sig i Liverpool og en sammenhængende strategi for, hvordan fortiden bliver en styrke i stedet for en hæmsko i nutiden.

Ralf Rangnick og Jürgen Klopp for år tilbage i tysk fodbold.

Konkret må man håbe for den hollandske cheftræner, at han, direktør John Murtough og Ralf Rangnick i en endnu lidt ulden og uspecificeret konsulentrolle finder et sundt samarbejde og får sat den helt rette retning for samarbejdet og kulturen.

Bevares, Alex Ferguson skal selvfølgelig komme på stadion og med til et møde eller to, men det må simpelthen være op til nutidens folk at finde og implementere en brugbar strategi, der igen giver Manchester United fast plads i verdenseliten, og som ikke forsvinder, den dag Erik ten Hag og Ralf Rangnick er ude af døren igen.

På kort sigt skal der ryddes ud i truppen og rettes op på tidligere fejltagelser.

Paul Pogba ser ud til at tage væk på fri transfer, man skal tage en beslutning om Marcus Rashford, der er kørt sur i drilske skader og konkurrencen, og der skal også træffes afgørelser omkring den fremtidige midtbanebesætning.

Og så arver Erik ten Hag et par gordiske knuder i form af en ekstremt ramt Harry Maguire og Cristiano Ronaldo, der scorer mål, men sidst jeg tjekkede tabellen ikke har bragt Manchester United tættere på mesterskabet eller Champions League-titlen siden sidste sæsons andenplads i Premier League.

Det er en enorm opgave, der venter Erik ten Hag, og som er endt bittert for den håndfuld trænere, der forgæves har forsøgt at følge efter Ferguson siden 2013.

Nu skal Erik ten Hag håbe på, at man endelig har fået sat det rette team uden for banen, og så må han også i stilhed håbe, at en ny og mere engageret kreds af ejere snart træder til og får sat klubben og dens stadion, meget symbolsk, i stand, i stedet for begge dele langsomt får lov at sygne hen.