Er Messi og Ronaldos transfers gode for fodbold?

Der er smæk på i Superligaen med en række rekorder, der falder denne sommer.

Det er både et tegn på, at der bliver uddannet dygtige, unge fodboldspillere i Superligaen, og at der efter to corona-transfervinduer med stilstand er virkelig mange klubber i Europa, der gerne vil have nye spillere.

Og en god del af handlekraften og lysten stammer helt oppe fra stratosfæren, hvor 10-15 superklubber har sat fut i transfermarkedet, især helt i øverste luftlag, hvor Paris Saint-Germain, Manchester City og et par klubber til har haft en travl sommer.

I skrivende stund ved vi ikke, om Kylian Mbappé ender i Madrid, om Richarlison skal erstatte ham, eller om pariserne stiller sig på tæer efter Robert Lewandowski eller måske endda Erling Haaland.

Cristiano Ronaldo var involveret i en meget højt profileret forhandling et skifte til Manchester City, før han fredag blev præsenteret hos naboen Manchester United, og nu får vi se, om Juventus, Real Madrid, PSG, Manchester City og andre rykker på sig i de sidste døgn af et hæsblæsende og hektisk transfervindue.

Selvfølgelig følger mange spændt med i, hvordan kabalen bliver lagt, og om der overhovedet ender med at være en kabale, eller om nogen bruger transfermarkedet  til at bedrive politik.

Jeg er også spændt. Har City virkelig tænkt sig at spille med Gabriel Jesús? Eller skal Oleksandr Zintjenko eller reservemålmanden omskoles til falsk 9’er?

Og hvordan har Real Madrid tænkt sig rent faktisk at betale for Kylian Mbappé? Og hvem henter PSG i stedet?

Det er vildt interessant.

Men er det også godt, at de store klubber banker en masse penge afsted på superstjerners lønninger, på transfers og på agenter?

Måske er fodbold meget mere værd
Mange vil automatisk sige nej, men før man begynder at lovprise det lokale 3. divisionshold og tiden, hvor der kun måtte være et par udlændinge i hver klub, vil jeg forklare, hvorfor det også kan være godt og naturligt.

Jeg mener i udgangspunktet ikke, at gigantiske transfers og vilde lønninger per definition er noget dårligt og ondt.

Hvis man accepterer den præmis, at topfodbold og transfermarkedet er et frit, globaliseret og særdeles kapitalistisk sted anno 2021, er der ikke for mange penge i topfodbold, tværtimod.

Kapitalfonde og milliardærer sværmer omkring europæisk fodbold i disse år, fordi man mener, at klubberne og rettighederne er prissat for lavt, og for eksempel er langt mere attraktive at købe end især amerikanske sportshold.

De forventer at tjene kassen på at eje klubber, medierettigheder og andre fodboldaktiviteter, herunder transfermarkedet – det er derfor, amerikanske finansmænd køber sig ind klubber fra Rom til Liverpool og Toulouse til Esbjerg.

Og måske har de ret.

Der er flere mennesker, der kan sætte navn på Brøndbys spillerafgange i sommer og Mohamed Daramys afløser i FC København, end på 80 procent af ministrene i den danske regering, endsige hvordan det går i Danmarks 10 største og vigtigste virksomheder.

I en af de danske topklubber lavede man for år tilbage en undersøgelse, der viste, at man bliver omtalt oftere i medierne end Carlsberg, Lego og alle de andre, og forestil jer så, hvor vild interessen for superstjernerne og topklubberne er i alle afkroge af verden.

Ud over at spise, sove, få børn og have et arbejde er der nærmest intet på den her planet, der interesserer så mange mennesker, og hvis man accepterer, at der kan tjenes penge og føres politik på den interesse, og at verdensøkonomien ikke braser totalt sammen i de kommende år (det kan man ikke udelukke), er det latterlige småbeløb, Messi, Cristiano Ronaldo og Kylian Mbappé kan ryge afsted for.

Som transfermarkedet er skruet sammen, ser mange, også i danske klubber og længere nede og ude i fødekæden, spillersalg som den allerbedste og ofte eneste måde, eksempelvis dansk fodbold kan få del i de store milliardindtægter i de største fodboldlande og turneringer.

Superliga-klubberne tjener denne sommer mere på spillersalg til udlandet, end de gør fra fire holds Europa-gruppespil, som er den anden større vej til at tjene på de stores popularitet (Det er Champions League, der driver tv- og sponsorindtægterne op, ikke Europa League og slet ikke Conference League).

Så måske er det faktisk godt, at de store klubber kaster om sig med penge? Og at nogle af disse penge i sidste ende siver ned gennem Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien, og ender i en dansk klubkasse?

Problemerne
Hvis man ikke accepterer, at moderne fodbold skal være styret af penge og politiske interesser, er de store transfers og megastjernernes klubjagt til gengæld temmelig bekymrende.

Da jeg i torsdags var til Champions League-lodtrækning, var der mange bekendte ansigter.

Nasser Al-Khelaïfi, PSG’s præsident, indtog salen med sit vindende smil og var konstant omringet af folk, der ville tale med qatareren, der er en af fodboldverdenens mest magtfulde personer som repræsentant for Qatar.

Der var folk fra Real Madrid, FC Barcelona, FC Bayern og de andre store på nær englænderne, der ikke skulle nyde noget af at rejse til Istanbul og ryge i tvungen selvisolation ved returen til Storbritannien.

10 ud af 12 udbrydere fra Super League i april var til stede, og alle i salen vidste, hvor enorm forskel der er fra de 12-15 stærkeste hold til miniputter som Malmö og FC Sheriff fra Moldova.

At superstjernerne bliver suget til Paris Saint-Germain og Premier League, og at man mistænker Real Madrid for egentlig ikke at have råd til Kylian Mbappé, siger meget godt, hvor store forskellene er blevet, og det er Messis skifte og de mulige superstjerne-handler i de næste døgn det hidtil mest tydelige symbol på.

Tidligere succesklubber i Europa som Malmö, Club Brugge, Røde Stjerne og Brøndby har nærmest ingen chance mod de store og har ikke haft det i mange år.

Mens transfermarkedet giver nogle tiltrængte millioner til Superligaen og gør det igen i de kommende somre, er det også en vild talentflugt, der nærmest gør det umuligt at samle et hold, der kan mere end komme i et gruppespil i Europa og få nogle point, uden man har en jordisk chance for at gøre sig gældende i Champions League.

Der blev smidt en masse corona i maskineriet, så Lille, Atlético Madrid og Inter skabte overraskelser og blev mestre, men det gentager sig jo ikke i denne sæson.

I fremtiden får de største klubber kun endnu bedre styr på spillermarkedet og nærmer sig at blive uovervindelige, mens alle andre halser efter og håber på at sælge deres bedste unge spillere videre og i fødekæden.

Det er sjovt at følge med i lige nu. men når Champions League bliver lukket land (husk den ekstreme udvidelse fra 2024, som du kan læse om her) og alle de bedste yngre spillere er at finde i udlandet, kan det godt blive temmelig kedeligt at se på.

Med de briller på er teorien om pengene, der siver ned gennem lagene, ikke mere end en høflig floskel, der dækker over et transfermarked, som i virkeligheden er totalt i de største klubbers favør og bliver det stadigt mere, jo flere superstjerner, de største klubber hiver til.

Og agenterne? Jeg ved godt, storklubberne er ved at drukne i deres eget hav af tårer over, hvor meget man skal betale i kommission, konsulenthonorarer, scout-bonus og hvad man ellers pakker betalingerne ind i.

Mino Raiola er en af de agenter, storklubberne offentligt er irriterede over men i kulissen gerne lave handler med.

Men hvem har gavn af, at salærerne til agenterne er høje? De selvsamme storklubber, der får fugtige øjne, at de beklager sig over, hvor dyre spillere er i transfer nu til dags, samtidig med at samme system nærmest garanterer dem mod, at nye opkomlinge blander sig i kampen om at have de bedste fodboldhold i verden.

Vent til 2024, når der skal være 10 runder i grundspillet i den ny Champions League, og FIFA-præsident Gianni Infantino har fået indført et klub-VM på steroider og gud ved hvad andet.

Kommer der så til at være en grænse på 25 førsteholdsspillere for de klubber, der spiller Champions League og klub-VM? Det tvivler jeg på, og i skuffen har storklubberne planer klar for at have langt større trupper.

Om Messis og Ronaldos transfers er godt for fodbold, om Mbappés og Haalands mulige skifter er det, jamen det afhænger i sidste ende af, om man accepterer og synes om det nuværende system, eller om forestille sig en anden fodboldverden, hvor der var lavere lofter over transfers og lønninger, eller større omfordeling af indtægterne.

Jeg tvivler kraftigt på, at udviklingen kan stoppes. Transferbeløbene og lønningerne bliver større, lande som Kina og Saudi-Arabien, der får Qatar til at fremstå demokratisk, bliver VM-værter, og på den ene eller anden måde end fans og forbrugere med at betale gildet sammen med statskasserne i diverse udemokratiske lande, med kapitalfonde i kulissen til at skrue op for priserne på det hele.

Så nyd showet og håb, at de gode tider varer ved – ellers er der selvfølgelig altid det lokale fodboldstadion.