GENIALT! Thorup og spillerne skabte et nyt FCK

TIPSBLADET I TRABZON

BRAVO, FC KØBENHAVN!!!!!!

Spillerne modstod trykket i Trabzonspors heksekeddel, og mens spillerne kan holde fest hele vejen hjem i privatflyet til København, sætter FC Københavns ledere nu kursen mod Istanbul, hvor der i morgen aften trækkes lod til Champions League-puljerne ved den traditionelle UEFA-ceremoni.

Og sikke et sted, københavnerne gjorde det.

Jeg har været på fodboldarenaer med titusinder af tilskuere på samtlige kontinenter, og foran mere end dobbelt så mange tilskuere, som der var på plads i Trabzon onsdag aften.

Men aldrig har jeg hørt en pibekoncert med det decibelniveau, Trabzonspors fans leverede fra start.

Ikke så underligt, at musikken var skruet enormt højt op under den timelange og medrivende opvarmning til kickoff – det var en lyd så høj, at det rungede i trommehinderne og vibrerede i brystkassen.

Trabzonspor havde svært ved at dominere
Kampen bølgede frem og tilbage i starten med et par gode tilbud til begge hold.

Trabzonspor havde bolden i lange perioder og spillede mere sammenhængende end især den dårlige 1 .halvleg i Parken.

Men københavnerne forstod at gøre chancerne så små som muligt for Trabzonspor, der ofte måtte nøjes med en halv sidste berøring eller en afslutning i ubalance, som strøg forbi målet.

Det vakte opsigt, da FC København købte Maty Ryan af Real Sociedad på en toårig kontrakt og selvom man tydeligvis har meget investeret i den pt skadede Kamil Grabara, der ligner en målmand, FCK kan sælge for 10 millioner euro i 2023 eller 2024.

Men australieren viste i enkelte nøgleaktioner, hvorfor Peter Christiansen valgte at købe ham fri, selvom Grabara nok allerede er kampklar om få uger – en friløber efter få minutter og et vildt retningsskifte på en afrettet nedfaldsbold efter hjørne med et kvarter igen viste med al tydelighed, hvorfor de er så glade for den 184 centimeter høje keeper i Australien og i hans eksklubber.

Carlos Zeca kontrollerede klogt FCK-defensiven, hvor Andreas Cornelius kun i glimt var ved at blive farlig, og selvom det brændte på til sidst, mistede københavnerne aldrig overblikket på en hed aften i Trabzon.

En sportslig sejr
Jeg kan dårligt nok overdrive, hvor vigtigt avancementet er for FC København.

Selv om FC København er del af en i fodboldsammenhæng stor virksomhed og der er en masse forretning involveret i det her, var det her allermest en sejr for den sportslige afdeling.

Spillerne, hvoraf mange er nye eller har skullet lære mange nye at kende, har slidt, slæbt og leveret lavpunkter undervejs med dårlige resultater i 2020, også efter fyringen af Ståle Solbakken, et åbent skydetelt i defensiven i 2020/21, et sløjt pokalexit til Nykøbing FC og et til tider vaklende 2022, der ganske vist gav DM med et højt pointsnit i forårsmånederne, men som så sandelig ikke var ret spektakulært, sikkert eller noget, der gav løfter om et efterår i Champions League.

Jess Thorup har haft det, der må være et af de sværeste trænerjob i Superliga-historien som afløser for Ståle Solbakken og er blevet betvivlet ofte, både for de sportslige dispositioner men måske også, fordi den empatiske og ordentlige mand måske ikke helt var det billede af en bulldog, mange så for sig i rollen.

Og sportsdirektør Peter Christiansen har været under lup fra første arbejdsdag i foråret 2021 med rekordmange penge til transfers og en til tider blandet pose bolsjer af indkøb, hvor han og FCK kommer til at lide under, at deres fejl og de folk, der henter ind til rotationen eller bænken, er meget dyrere end alle andres i Superligaen.

90 minutter i Trabzon og CL-gruppespillet betyder ikke, at FC København nu er hjemme på gården.

Men de er så sandelig nået langt og træder nu for deres part ud af de evige sammenligninger med fortiden, hvor statistikken altså siger, at FCK ikke har spillet en gruppespilskamp i Champions League uden Ståle Solbakken.

Hvor må det her føles fedt for spillerne, cheftræner Thorup, sportsdirektør Christiansen og kompagni – da presset var størst, viste de evnerne og køligheden.

Jeg håber, visse personer i ledelsen eller ejerkredsen har lagt nogle ordentlige flasker på køl til den tur hjem – det kan kun være for lidt og for billigt efter den præstation.

På høje tid
Hvor avancementet i Trabzon var en blåstempling af det sportslige arbejde i FCK efter to slidsomme år, må det ærlig talt være lidt af en lettelse for ledelsen og ejerne i FC København.

Seneste Champions League-gruppespil lå seks år tilbage mod Leicester, FC Porto og Club Brugge, og i de seks år er det sket vanvittigt meget i europæisk fodbold med langt større budgetter og langt flere klubber, der kan måle sig med FC København, der til gengæld er blevet langt distanceret af klubber som netop Club Brugge.

Når identiteten i FC København er at være en europæisk klub, kan det godt være, at vi journalister, andre klubledere, agenter, spillere og potentielle investorer forstår, at Europa League også er fin, og Conference League er en fin lille faldskærm.

For snart sagt alle fodboldinteresserede og andre, der i lidt højere grad end vi professionelle i og omkring branchen følger hjertet, er Europa jo Champions League, og der er seks år meget lang tid at være udenfor.

Måske henter FC København ikke så mange point i gruppespillet, med mindre der følger en portion lodtrækningsheld med i bowlen i morgen aften i Istanbul, men for alt andet end den, undskyld mig, forbandede UEFA-koefficientrangering er det da også totalt ligegyldigt.

Københavnerne kan nu sige til omverdenen, til bankfolkene, sponsorerne, agenterne, de mulige nye spillere, fansene, rivalerne i Superligaen, ja også til de mulige investorer fra Wall Street, hvis de en gang vil bide til bolle, at man er en Champions League-klub, og det er så uhyre vigtigt på alle leder, kanter og niveauer i FC København.

Som tidligere FCK-direktør Dan Hammer var inde på i en artikel i Tipsbladet, troede de danske fans forud for Brøndbys kampe mod Basel, at den schweiziske klub er i deroute, fordi man har været væk fra Champions League i en håndfuld år – og det selvom Basel har gjort det fortrinligt i Europa League og er en højt respekteret klub i Fodboldeuropa.

Hvis triumfen her er en blåstempling af den ofte kritiserede sportslige afdeling, er den det så sandelig også for ledelsen og ejerne, der fyrede ikonet Ståle Solbakken, satte nye folk i spidsen for den sportslige afdeling og gav dem det spillerbudget, der udefra set måske ikke helt var der eller i hvert fald ikke blev brugt helt perfekt i de sidste transfervinduer under nordmanden, som dog kan bryste sig af stadig at have flere af ‘sine’ spillere tilbage i startopstillingen.

FC København kan i den grad bruge pengene fra turen i gruppespillet til at styrke sig frem mod reformen af Champions League i 2024 til et ligaspil med otte runder, der vil kaste flere millioner af sig end i dag og få endnu flere klubber til at satse vildt, voldsomt og for flere millioner, end de har, i drømmen om den store turnering.

Disponerer FC København klogt herfra, åbner der sig nye muligheder i tyverne, samtidig med at man så hjertens gerne vil have has på de nye rivaler FC Midtjylland og de gamle fra Brøndby IF, der i københavnsk optik ikke skal tage for mange mesterskaber (men gerne må høste løs af pointene i Europa League og Conference League).

Skulle FCK’s ejere og ledelse have lyst til virkelig at give Peter Christiansen det spillerbudget, han reelt har behov for for at gøre FCK til en hyppigere Champions League-deltager, kan ‘nu’ være et godt tidspunkt at træffe det valg.