Han er DBUs uopnåelige drøm

Hvad skal der ske med landstræner-posten, nu hvor Kasper Hjulmand har sagt op oven på et EM i Tyskland, der vel dårligt matchede begejstringen over de seneste ugers efterårsagtige sommervejr her til lands?

Kasper Hjulmand har fået masser og ofte berettiget kritik i to år, hvor spillet og resultaterne på landsholdet ikke har været, som man selv på holdet og især i omverdenen havde håbet.

Især Qatar-slutrunden i november 2022 og flere af kampene i 2023 var decideret ringe, men DBU og landstræneren holdt fast.

Og det bliver hurtigt glemt, at Hjulmand langt størstedelen af tiden har været den attraktive part på fodboldmarkedet sammenlignet med DBU og vel nok stadig er det på det internationale træner- og fodboldmarked.

Også af den grund har DBU haft en liste med emner i skuffen, og den bliver altså aktuel nu ved stoppet, der sker, selv om Hjulmand og DBU havde papir på hinanden to år til.

Og især en kandidat lyser op, hvis nu DBU kunne vælge frit inden for et nogenlunde realistisk spænd, hvor Guardiola, Ancelotti og Klopp er uden for rækkevidde.

Han er DBU’s drømmekandidat nummer ét
Den kandidat hedder, selvfølgelig fristes man til at sige, Thomas Frank.

Thomas Frank kender DBU-systemet og har selv været med til at udforme det og de sportslige og menneskelige tanker, der ligger bag, og han kender også og har et godt forhold til snart sagt alle personer i de forskellige dele af organisationen.

I Brentford har han vist sig at være en cheftræner i international topklasse, der kombinerer den danske forståelse for mennesker, kulturer og gruppe-dynamikker i elitesport med en vinderkultur og træner-faglige evner på højeste niveau, hvor han har overstrålet mange andre navne i Premier League, også uden for banen med et stort menneskeligt overskud.

Topklubber i Premier League og resten af Europa har haft danskeren på tegnebrættet ved flere lejligheder, og selvfølgelig har DBU-toppen også fulgt den tidligere U/17-, Lyngby- og Brøndby-træners resultater med stor interesse.

Det er faktisk ikke så skørt endda at drømme hede drømme om den succesrige Premier League-cheftræner.

Ved at blive så længe i Brentford i stedet for at kaste sig over en større løncheck, som der har været mulighed for andetsteds, har træneren vist, at de der sædvanlige floskler om projekter og langsigtet arbejde i en god kultur rent faktisk betyder noget.

Noget i samme boldgade, hvor der er andet og mere end de 90 minutter på banen om tre dage, der tæller, kan man ideelt set også få som dansk landstræner, og det skulle være mærkeligt, hvis Thomas Frank som tidligere U/17-landstræner ikke kun tænke sig at blive landstræner. En dag.

Ude i fremtiden
Den dag kommer så med garanti ikke nu, hvor Thomas Frank har været seriøs kandidat til nogle af de største klubber i Premier League og sagtens kunne blive det igen, næste gang de utålmodige klubejere skal have søsat det helt rigtige projekt.

Det skurrer måske i danske fodboldører, men uden for Danmark er et job i Premier League bare fagligt, sportsligt, ja på alle tænkelige parametre, langt større end et dansk landstrænerjob, hvilket også afspejles i lønnen, for ikke at tale om arbejdsbetingelser og det sportslige niveau, man kan ramme.

Rent sportsligt er landsholdsfodbold målt i rå kvalitet langt efter den europæiske klubelite og da især Premier League, som vi da også så det et lunkent EM, hvor niveauet ikke var ret højt sammenlignet med, hvad vi er vant til fra sammenspillede klubber i Europas førende ligaer.

Ude i fremtiden, sandsynligvis adskillige år, kan Thomas Frank meget vel lokkes, men ikke nu.

Succesen kan være en hindring
Danske trænere er populære i disse år, ikke mindst takket være Thomas Frank og Kasper Hjulmands succes.

Det kommer Kasper Hjulmand til at nyde godt af nu, uanset at han har været gennem 18 overvejende trælse måneder med landsholdet.

Klubber på trænerjagt er fløjtende ligeglade med, hvad vi synes om Danmarks landsholds præstationer, hvis de ellers er overbeviste om, Hjulmand kan vinde fremadrettet ved at have spillerne 11 måneder om året i stedet for nogle få uger, hvor de er udlånt på skeptiske klubbers nåde.

Men ironisk nok gør danske trænere og lederes succes det også sværere for DBU at finde en afløser.

Bo Svensson og Brian Priske har lige fået store stillinger i Union Berlin og Feyenoord, Jess Thorup og Bo Henriksen kom til Bundesligaen i sidste sæson, og Jon Dahl Tomasson ville næppe tilbage efter en afsked med DBU som Hareides assistent, selv hvis han ikke var blevet svensk landstræner for seks måneder siden.

Det kunne sagtens være et job for assitenttrænerne Morten Wieghorst (der er blev konstitueret landstræner og kan få posten permanent) og Christian Poulsen med U/21-landstræner Steffen Højer eller andre trænere i systemet.

Men med to måneder til Nations League er der tid til at indhente kandidater og til at tage sig tid til også at tjekke, hvad der er af andre europæiske kandidater.

Og hvis DBU-toppen virkelig er tålmodig, har is i maven og kan overtale assistenttrænerne, kan de køre efterårets Nations League med Serbien, Schweiz og Spanien og give mere tid til at finde den rette kandidat til 2025 frem mod et VM, Danmark pinedød skal kvalificere sig til med ekstra pladser til den 48 hold store turnering.

Kandidatfeltet bør også inkludere udenlandske trænere, for strategisk arbejde og sammenhæng mellem A-landsholdet, ungdommen og bredden er ikke kun noget, man ser på i Danmark – bare spørg i England efter otte år med Gareth Southgate, der også sagde op tidligere på ugen.

Hellere tænke bredt og tjekke feltet grundigt – at man har engelsk, hollandsk, tysk eller spansk som modersmål behøver ikke betyde, helhedstanken, der bør følge med i et dansk landstrænerjob, kombineret med et elitepræstationsmiljø er umulig at finde i en udlænding, måske endda en ung af slagsen.