Generelle Troels Bager Thøgersen

Rovdrift på spillerne: Derfor er det så farligt

Foto: Getty Images

KOMMENTAR: Jeg er helt på linje med Kevin De Bruynes kritik af Nations League, for den rammer et langt større og mere alvorligt problem, der kan true fodbolds popularitet.

Af Troels Bager Thøgersen

Har I bemærket, at ligaerne også i næste sæson kører videre med fem udskiftninger per kamp i stedet for de sædvanlige tre?

Og at selv Premier League slutter sig til og går fra tre til fem udskiftninger i spillernes helbreds navn?

Det er ikke noget, man fortæller vidt og bredt, eller højt, om, for det er et af de symboler på spillets usunde udvikling i disse år, som dem med milliarder på spil helst ikke vil have opmærksomheden ledt hen på.

Kevin De Bruyne har udtrykt kritik af kampprogrammet før.

Det er antallet af kampe, jeg her har i kikkerten, og selvom det er synd for landsholdsfodbold, at den ofte ligger i yderperioderne, når klubberne har fået deres, er Nations League-kampene i disse dage et meget godt billede på, hvor hårdt spillerne er spændt for.

- For mig er Nations League ikke vigtig. Vi er nødt til at spille de her kampe, men det føles som en turnering med venskabskampe. Glorificerede venskabskampe efter en lang og svær sæson. Jeg glæder mig ikke til det.

- På 12 måneder har vi tre ugers ferie. Folk udefra forstår ikke, hvordan en spiller har det efter en sæson. Men det behøver de heller ikke, for det kommer ikke til at ændre noget. Det betyder ikke engang noget at nævne det, for intet kommer til at ændre sig, sagde Kevin De Bruyne for en uge siden forud for Nations League-kampene.

Man kan indvende, at Kevin De Bruyne vist ikke har noget imod at modtage sit honorar for at spille for Belgien, og at han i sine unge år blev hjulpet godt på vej i karrieren af det belgiske fodboldforbund, hvor landstrænerne udtog ham til diverse ungdomslandshold.

Men hvis man nu lytter til, hvad belgieren siger, i stedet for straks at brøle op om forkælede fodboldspillere, der har glemt, hvor de kommer fra, er det ret svært, i hvert fald for mig, at være uenig med superstjernen og Ballon d'Or-kandidaten fra Manchester City.

Lad os spole to år tilbage.

Der var turneringerne netop begyndt igen efter to-tre måneders tvungen coronapause, der var alt andet end en pause og ferie for spillerne, der ligesom alle os andre ikke anede, hvad næste dag og næste uge ville bringe menneskeligt og på arbejdspladsen.

Spillerne knoklede deres turneringer færdige i slut-maj, juni og juli, Champions League-holdene fortsatte ind i august sammen med blandt andre FC København, og ud over at skære knockoutrunderne fra to til én kamp i kvartfinaler og semifinaler fik vi fans, sponsorerne, tv-stationerne og medierne alle de kampe, der var betalt for.

2020/21 blev spillet på et par måneder mindre end sædvanligt på grund af førnævnte tvungne pause og udskydelse af 2019/20, og tror I spillerne så havde ekstra fri i sommeren 2021?

Nej der var jo EM og Copa América og alverdens opvisningskampe langt hjemmefra, der skulle spilles.

Også landsholdsfodbolden har holdt for med udsatte kampe og spillerunder, der er blevet spillet senere end planlagt, også her i 2022.

Og hvad venter der så efter sommerferien, der for spillernes vedkommende er overstået om få uger?

Yes, VM i Qatar, og alt det, der følger med.

Det er eksempelvis en hurtigere kvalifikationsfase i Europa-turneringerne og gruppespil, der skal spilles færdig på to måneder frem til de første dage i november. Det giver et lige så forhastet og hektisk gruppespil, som FC Midtjylland havde i 2020 med Champions League-kampe med en uges mellemrum.

Og landsholdene?

De har én samling tilbage efter den nuværende, klumpet sammen i slutningen af september, hvor man spiller om Nations League-skæbner og lige skal se alle spillerne an til slutrunden.

Kylian Mbappé (her for Paris Saint-Germain måtte udgå med en skade mod Danmark.

Og efter VM?

Mere hektik med masser af kampe, der skal spilles i en kortere tidsperiode end normalt.

Til 2024 får spillerne en ekstra gave i form af et kraftigt udvidet Champions League-ligaspil, og muligvis flere andre turneringer i årene efter, som slider på de allerstørste stjerner.

Spillernes internationale talerør FIFPro brugte i sidste måned Mohamed Salah som eksempel på rovdriften på spillere – han havde i denne sæson rejst det, der svarer til to gange rundt om jorden.

Det er måske ikke så mærkeligt, Europas storklubber, UEFA og dele af sydamerikanske forbund CONMEBOL har diskuteret muligheder for at inkludere de sydamerikanske landshold i den europæiske kvalifikation eller lade dem spille en del af landskampene her, for det er, uanset lønsedlen, noget nær umenneskelige krav, der stilles til topspillerne om at stille til kampe over hele planeten med få dage mellem kampe på forskellige kontinenter.

Det er jo ikke et videre populært budskab at komme med – dem med tv-rettigheder til de store kampe, ja alle kampe i det hele taget, skal jo tjene rettighederne hjem og have en masse til at se kampene. Den kategori kan man jo også placere skrevne medier som vores i, for vi skriver jo meget gerne om de fodboldkampe og stjerner, der er på plakaten, i stedet for at der ingen topkampe er her i juni.

Men derfor er det jo stadig rigtigt.

Kylian Mbappé og Raphaël Varane kan jo ikke kurere deres skadesramte kroppe, bare de betaler nok fra denne måneds astronomiske lønoverførsel, og Kevin De Bruyne har ingen garantier for noget som helst fra landsholdet eller Manchester City, hvis han skulle være så uheldig at få en knæskade senere i denne uges landskampe, der på papiret holder ham ude mindst indtil april næste år.

Men som Kevin De Bruyne også påpeger, er det svært at se, hvad der skal ændre tingene.

Klubberne, der vel har de bedste spillere i verden 90 procent af tiden, skruer jo op for antallet af kampe i de kommende år og holder sig absolut ikke tilbage fra at sende spillerne til Nordamerika og Asien i næste måned, når sæsonforberedelserne skal i gang.

Set fra tribunen virker det heller ikke risikofrit bare at pøse på med flere kampe i forventningen om, at sponsorer og seere vil blive ved med at betale mere og mere for at se spillere, de fleste jo godt kan se er noget slidte her i juni, især dem der har spillet 50-60 kampe siden sidste juli og i øvrigt har gjort det samme år efter år gennem det meste af karrieren.

Jeg opfordrer ikke til noget som helst, men hvis spillerne på topplan på et tidspunkt får nok, tror jeg, at vi i omverdenen kan råbe nok så længe og højt om, de bare skal passe deres arbejde med de lønninger, de får.

Ville I acceptere den argumentation, hvis jeres arbejdsgiver kom med den, og sløjfe jeres festivalture, koncerter og ferie med kæreste, venner, familie og børn de næste to måneder?

Jeg håber, der på et tidspunkt kommer en situation i fodboldverdenen, hvor spillerne bliver taget mere end proforma med i udformningen af spillet og kalenderen – man kunne jo gøre det her til den meget omdiskuterede 2024-kalender, som UEFA, FIFA, forbundene og klubberne alle kæmper for at tilpasse lige præcise egne behov for så mange kampe og dage som overhovedet muligt med juridisk håndsret over spillerne.

Rovdriften på spillere og sådan set også på fans og deres interesse er usund og kan over tid blive et problem for fodboldspillet, så jeg håber, nogen hører De Bruyne og spillernes nødråb i stedet for bare at slå det hen som nogle forkælede millionærer, der vil arbejde mindre for deres Ferrari F40 og luksusferie på Tahiti. Det er altså ikke forkælet at sige fra, når dem, der mærker presset allermest, føler, at det er blevet for meget.