Puha! De må fryde sig over et blodfattigt Danmark

Spillede Gustav Isaksen sig tættere på EM i sin halv times debut? Kan Elias Jelert klemme sig med på yderste mandat?

Har reserverne vist, de er klar til den store scene til en slutrunde, kan Kasper Schmeichel og Christian Eriksen spille Danmark videre fra en EM-pulje, der ser stadigt mere tricky ud, mest på grund af Danmark selv og ikke så meget Serbien og Slovenien?

Jeg kunne forsøge at tolke alt muligt ud af tirsdagens kamp mod Færøerne, men det vil simpelthen ikke være seriøst mod en modstander, der med al respekt ville være udfordret i at rykke op fra 1. Division.

Det ser ud til at blive de samme spillere, der bærer Danmarks landshold til EM 2024 som ved EM for tre år siden og, mere sigende, det mareridtsagtige VM i Qatar, som det er svært at se, at landsholdet er kommet sig fra ud over Rasmus Højlunds flotte gennembrud, der primært er drevet af hans flotte gennembrud i Atalanta og skiftet til Manchester United, og ikke omvendt.

Den venlige tolkning af landsholdssamlingen er, at man mod Schweiz fik øvet sig på at møde en klasse-modstander, der dufter en anelse af England-kampen til juni, bare uden al den flair og fart, der gør englænderne til medfavoritter med Frankrig til EM-titlen og igen til VM 2026.

Og så at man trods alt fik at se mod Færøerne, at der er glimt af noget energi og vildskab i Gustav Isaksen og Mohamed Daramy, der desværre måtte udgå efter en hård kollision med stolpen, og at der da er alternativer på backpladserne og den centrale midtbane.

Og selvfølgelig, at Christian Eriksen er en voldsomt dygtig boldspiller og, selvfølgelig, rigeligt dygtig til en central rolle på det danske landshold, selvom han ikke er lige så formidabel som op til tidligere slutrunder.

Men det er dælme også et spinkelt grundlag at bedømme på – mulighederne for at bruge en historisk gunstig EM-kvalifikationspulje i 2023 til meget tiltrængte eksperimenter blev ødelagt af Kasakhstan-nederlaget for et år siden, og derfor har der næppe været meget at rykke ved uanset, hvor godt eller skidt, det var gået mod Schweiz og Færøerne.

VM 2022 og EM-kvalifikationen er niveauet
Hvis jeg skal udlede noget af marts-kampene, er det at VM-slutrunden i Qatar og en EM-kvalifikationsturnering i 2023 viser det reelle niveau for Danmarks landshold, og at niveauet fra EM 2021 og en god første halvdel af 2022 næppe dukker op igen før VM 2026.

Serbiens store profiler er oftest bedre på papiret end når det virkelig gælder på banen, Slovenien er et ret begrænset hold ud over målmand Jan Oblak, jeg mener har været blandt verdens bedste mindst en håndfuld år, og den lovende forward Benjamin Sesko.

Men skulle Danmarks landshold slå de to landshold uden større problemer? Det kan jeg overhovedet ikke se.

En solid sejr over Slovenien i november med de beskedne cifre 2-1 er det største lyspunkt for landsholdet siden en sejr over Frankrig i Nations League i midten af 2022 og en god kvalifikationsturnering, som så blev fulgt op af et rædselsfuldt VM i Qatar på og uden for banen.

Hvorfor skulle Slovenien og Serbien ryste i bukserne over, hvad de ser fra Danmark? Hold Rasmus Højlund i kort snor, og det er svært at se, hvordan Danmark skal score fra andet end en dødbold eller en flot afslutning på et af de mange, lidt for langsomme og tilfældige angreb.

Kasper Hjulmands landshold skal stå på tæer for at klemme sig videre fra puljen i juni, og det gjorde kampene mod Schweiz og Færøerne intet for at modbevise.