FCK skal lukke munden på Bo Henriksen og os andre

KOMMENTAR: Er vi der, hvor FC Midtjylland har det psykologiske overtag i gulddysten med FCK? Københavnerne har ikke haft en større eksamen siden Ståle Solbakkens vigtigste triumf.



Hvorfor knækker Manchester City igen og igen, når situationen er mest tilspidset i de afgørende Champions League-kampe?

Hvorfor sejler taktikken til en finale i 2021, når den er sat af den ellers så dygtige og begavede Pep Guardiola, og hvordan kan man gå fra sikker dominans til at lække to mål lige omkring det 90. minut til Real Madrid, i øvrigt efter at have byttet en sikker fod som Kevin De Bruyne ud?

Hvorfor har Napoli flere gange smidt et italiensk mesterskab, hvorfor knækkede Newcastle efter Alex Fergusons stikpiller i 1996, som Kevin Keegan blev så stiktosset over?

Når FC København i weekenden lukker et dumt mål ind i tillægstiden mod Brøndby efter at have brændt flere store chancer til at lukke kampen med et 2-0-mål, er det ikke nødvendigvis så meget nerver som at angrebsspillet bare overhovedet ikke er flydende og ingen af offensivspillerne på kanterne eller inde foran mål er i noget, der ligner top-målform.

Men når rivalens cheftræner hele tiden jokker rundt i det som en anden Ferguson og egne fans og medierne også i flere uger har talt om, hvorvidt der er gummiben og nerver på, risikerer man trods alle gode intentioner at lukke nissen ind i omklædningsrummet, hvis der er nogen, der i det stille går og tvivler.

FC København har vist stor mental styrke i denne sæson ved at kæmpe sig tilbage fra en middelmådig pointhøst i ligaen i efterårsmånederne, hvor man med en trup fyldt med nye spillere slog flot tilbage med den stime, der stadig holder klubben på førstepladsen.

De fik gjort sig klart, også med sportspsykologisk assistance, hvad det vil sige at spille under presset i FC København og at være et hold, der skal vinde DM i langt de fleste sæsoner.

Udefra set har jeg stadig fornemmelsen, at det mest af alt bare er et spørgsmål om, at man overhovedet ikke er velspillende, stadig er ved at få relationerne på plads mellem adskillige nye spillere og har ramt et meget, meget uheldigt timet cold streak for de angribere og kantspillere, der er handlet ind i dyre domme for at opnå store ting med FC København i fremtiden, men også til at vinde DM lige nu.

Men hvis der er en støvle, der klemmer, en irritation over, hvordan sidemanden dog spiller den bold, og andre former for tvivl, er det tidspunktet at tage den snak frem for at putte med tingene, og tid til at huske på, hvad det nu var, man aftalte og lykkedes med tidligere på sæsonen.

Facit af den seneste håndfuld kampe i Superligaen er ikke opløftende for FC København.

FCM har fået otte point mere, og onsdagens modstander Silkeborg IF kunne ikke være i bedre form.

Silkeborgs målscore i perioden er 12-5, mens FC Københavns er 4-5.

Få ting er mere irriterende, end når omverdenen igen og igen spørger, om man er nervøs, og om noget er galt. I FC Midtjylland gør man det helt bevidst, og i resten af omverdenen spørger vi, fordi spillet har været mindst lige så hakkende og ujævnt som pointhøsten i slutspillet, hvor man trods fire point mod FCM har hentet fem point mindre end midtjyderne.

Det er ikke nemt at spille om guld, når presset faktuelt bare er enormt, som det er i FC København her små tre år efter, man senest blev dansk mester.

Vinderklubben FC København, der har sat standarden i dansk klubfodbold i de to seneste årtier, har tre førsteholdsspillere færre (7) end FC Midtjylland, der har vundet mindst et DM (og så tæller jeg ikke et par af FCM’s helt unge spillere, der var inde at snuse til førsteholdet i 2020), og trænerstaben og ledelsen i FC Midtjylland er proppet med folk, der har gjort det før, og som hverken sover uroligt eller er den mindste smule nervøse i dagligdagen.

FC København har bestemt også de folk, men de har også en række spillere, der har prøvet at misse målsætningen de seneste sæsoner, så selvfølger er der ikke alt for mange af i disse dage, selvom den står 13-3 til FC København i danske mesterskaber.

FC København skal bare vinde det mesterskab. Punktum.

Europa er centralt for såvel den sportslige identitet som kulturen og økonomien, og det er bare en enestående god chance at træde direkte ind i playoffrunden, som den danske mester kommer til.

Strategisk er det her det vigtigste tidspunkt, siden FC København klemte sig forbi Rosenborg i august 2010 og ind i Champions Leagues gruppespil, mens klubbens fundament truede med at brase sammen i kølvandet på finanskrisen i 2008 og 2009.

Det pres skal man have styr på, så man kan gå ud og mose Silkeborgs velspillende teknikere fysisk og vinde den enormt vigtige sejr, der vil sparke presset tilbage i den midtjyske lejr til deres tricky torsdags-hjemmekamp mod Brøndby IF.

Her i slutfasen bliver håndteringen af presset lige så vigtigt som de taktiske greb, der skal til for at slå hold som Silkeborg og Brøndby, greb som spillere og trænere bør kunne i søvne.

Onsdag aften har FC København en oplagt mulighed for at lukke munden på Bo Henriksen og alle vi andre, der begynder at tvivle på FCK efter så relativt få mål i en så relativt lang periode, som vel egentlig er et lige så alvorligt problem som gummiben, når slutprogrammet muligvis kræver ni point for at vinde et mesterskab.


FC Københavns Danmarksmestre: 7
Denis Vavro
Nicolai Boilesen
Peter Ankersen
Rasmus Falk
Nicolai Jørgensen
Bryan Oviedo
Zeca

FC Midtjyllands Danmarksmestre: 10
Erik Sviatchenko
Evander
Anders Dreyer
Gustav Isaksen
Joel Andersson
Henrik Dalsgaard
Nikolas Dyhr
Paulinho
Pione Sisto
Júnior Brumado





LIVE

Superliga-LIVE: Mulig FCK-debutant mod Lyngby

Atletico Madrid henter PSG-spiller for 300 mio

Det tyder på en FCK-ydmygelse

Kritisk Stig Tøfting: Han kan ikke koste 60 mio.

Det må være den dummeste beslutning nogensinde!

Nørgaard om Binks: Han afdramatiserede på det hele



TIPSBLADET SPECIAL

Superliga-spil: Kan du drafte et perfekt hold?

Klar til at sælge Alexander Bah – så dyr er han

Kæmpe transfer: De er enige om Kasper Høgh

Flere store Brøndby-navne vraget til AGF-brag

Afsløring: FC København udlejer Oscar Buur

Afsløring: Rekord – her skal Høgh til lægetjek

Transfer spøger: BIF-stjerne ude af ledergruppe



TRANSFER

Overblik: Her er Superligaens sommertransfers 2026

‘Kasper Dolberg bliver Superliga-topscorer’

‘Jesper Lindstrøm har ét KÆMPE problem’

Dommerekspert undrer sig efter FCM-drama

Afslører Brøndbys transferplaner

‘Jeg går linen ud og peger på FC København’



EKSKLUSIVT

Afsløring: FCM tæt på køb af Dortmund-spiller

Afsløring: Bodø/Glimt accepterer bud på Klynge

Jagtes af FCK og AGF – kan købes for en slik

Skyder Brøndby-transfer ned

Djukic raser: ‘Af helvedes til’

Kæmpe transfer under opsejling – afviser vildt bud

Rekordtransfer sender millioner til Superliga-klub

Thomas Nørgaard bekræfter: Han sidder over mod AGF

Supercomputer: De vinder Superligaen

Afsløring: Watford køber Luca Kjerrumgaard

‘Det kommer til at blive virkelig hårdt’



TIPSBLADET SPECIAL

Sådan gør din Superliga-klub i sommerpausen

Ajax-træner med kryptisk Dolberg-melding

Vildt Lindstrøm-comeback? ‘Helt fornuftigt valg’

Supercomputer: De rykker ud af Superligaen

Real Madrid har ringet: ‘Jeg må lette på hatten’