Det er tosset at give Kamil Wilczek skylden

Det tager ikke mange sekunder på nettet eller sociale medier efter en dårlig Manchester United-præstation at finde noget dårligt om Paul Pogba.

Siden de tre første sæsoner tilbage i Manchester United som det dengang dyreste spillerkøb nogensinde har franskmanden spillet 41 ud af 95 ligakampe fra start, han har haft ofte virket fejlplaceret og ude af sync med sine holdkammerater, og alt tyder på, at han til sommer for anden gang i karrieren tager fra Manchester United på fri transfer til ledelsens og ejernes store fortrydelse.

Hvorfor tager han sig ikke noget mere sammen og spiller for klubben, æren og historien? Det er vel det mindste, man kan forlange med en ugeløn op mod tre millioner kroner.

Og det er da endnu værre med Ousmane Dembélé, der fik den enestående chance som Neymars afløser, som stadig her 4½ år senere er verdens ottendedyreste spiller nogensinde, men som med sine mange skader får landsholdskammeraten Pogba til at ligne en stabil mønsterspiller?

En spiller, som i dag direkte hindrer FC Barcelonas genopbygning som storklub, fordi han ikke vil skrive under på Barcelonas forlængelse, der skal spare penge i FFP-budgettet her og nu, eller bare vil gå ud i natten og slå en streg over det sidste halve års løn?

Og Kamil Wilczek! En angriber, der lige netop er fyldt 34 år, som efter danske forhold får en kongeløn i FC København, og som ikke gør mine til at tage nogen steder, selvom han tydeligvis ikke er en spiller, FCK regner med i de sidste 18 måneder af kontrakten?

Gå gennem især topholdenes trupper i Superligaen, og man vil finde spillere, både fans, trænere og direktører egentlig helst så ryggen af, så man kunne bruge lønkronerne på andre og ofte yngre folk. Det er langt fra kun Kamil Wilczek, der er i den situation.

Jeg skal bestemt ikke sidde her og frikende alle fodboldspillere for deres manglende præstationer og usmarte handlinger – at det så er Manchester United, der har sendt Paul Pogba i samråd med spilleren, er lidt nemt at glemme nu, hvor Pogbas ferielignende billeder fra den autoritære Golf-stat ikke just vækker glæde blandt fansene.

Der er bestemt et personligt ansvar for karrieren og præstationerne, det ikke i alle tilfælde virker til, at fodboldspillere er bevidste om – de er til syvende og sidst dem, der er i den allerbedste position til at forandre en dårlig situation til noget godt.

Men at hver kritisk analyse og kommentar af en dyr spiller på bænken eller med dårlige præstationer ikke bliver matchet med mindst tre om de ejere og ledere, der stod for at hente spilleren til, det forstår jeg intet af.

Eller jo: Det er nemmere og hurtigere at sige, at det er den verdensberømte midtbanespiller og verdensmester Paul Pogba, den er helt gal med, end at erkende, at rekrutteringen i verdens vel nok rigeste klub har sejlet totalt siden Alex Fergusons stop, og at selvsamme legendes skygge og aktive rolle i klubben den dag i dag nok ikke er gavnlig på sigt eller har været det for de skiftende managere.

Hvem gider høre om, at det er et strukturelt og systematisk problem i klubben, der har begået den ene strategiske fejl efter den anden og vel dårligt forstår, hvad det ord egentlig betyder anno 2022 (Hint: Det er ikke en strategi at sige, man har nogle helt unikke dyder og en historie præget af hårdt arbejde og sammenhold, det er højst en indholdsløs kliché om noget, der efterhånden ligger mange år tilbage)?

Det er meget nemmere at sortere i gode og dårlige spillere og give dem hæderen eller skylden...

🗣 Anyone else go about their day saying 𝗦𝗶𝘂𝘂𝘂𝘂𝘂𝘂 100+ times? 😂👇#MUFC | @Cristiano pic.twitter.com/J9UEUqKpiV

— Manchester United (@ManUtd) January 12, 2022

...end rent faktisk at finde ud af, hvad man vil over tid, hvordan man opnår det, og hvad de enkelte skridt på vejen kræver.

I FC Barcelona slipper den nuværende ledelse og præsident minsandten afsted med at bebrejde Dembélé for, at det slet ikke fungerer på banen, og underforstået at han moralsk skylder at gå ned i løn eller helt forsvinde.

Præcis det samme skete for Phillippe Coutinho, hvis manglende succes nærmest blev til et spørgsmål om moralsk svigt og manglende karakter hos en brasiliansk landsholdsspiller, der ligesom Dembélé i Dortmund altså fungerende fremragende i Liverpool, hvor der var en plan med ham.

For da ikke at nævne Poul Pogba i Juventus, hvor han efter mine begreber var en af verdens bedste midtbanespillere i flere sæsoner.

I min branche bærer vi givetvis også en del af ansvaret, fordi vi igen og igen lader klubber placere skylden hos de højtbetalte spillere, træneren ikke sætter på holdkortet, i stedet for at holde klubbernes ejere og chefer ansvarlig for indkøbene.

Det skal vi også have i baghovedet, når FC Barcelona placerer en historie i catalanske medier om, hvor led Ousmane Dembélé er, når han ikke bare føjer Joan Laportas vilje, og når der er et tæt kapløb mellem Paul Pogba og premierminister Boris Johnson om at være den mest udskældte mand i Storbritannien.