CL-finale: Dortmunds succes-ekko fra 90erne

Bragt i Tipsbladet 19. april

I denne sæson har Dortmund den Champions League-succes, som tyskerne ikke har smagt siden midten af halvfemserne. 
I 1997 vandt Dortmund turneringen med et hold, som i modsætning til i dag bestod af dyrt indkøbte stjerner, men tiden som Europas stærkeste klubhold blev kort.

————–

Dengang i halvfemserne var alle tyske spillere med respekt for sig selv et smut forbi Serie A. Den italienske liga var verdens stærkeste, og det var derfor naturligt, at de mange tyske verdensklassespillere i årene omkring det vesttyske verdensmesterskab i 1990 rejste sydpå og prøvede lykken i en af italienernes stærke klubber. I 1992 optrådte således otte af 20 spillere i den tyske EM-trup til daglig i Italien – og yderligere tre rejste til Italien i månederne efter turneringen.

Den massive udvandring er et af nøglepunkterne i historien om Dortmunds Champions League-sejr i 1997 – eller rettere sagt, nøglepunktet er, at udvandringen vendte, og spillerne rejste tilbage til Tyskland.

I 1991 overtog den 42-årige Ottmar Hitzfeld trænerjobbet i Ruhr-klubben. Dortmund var netop sluttet på tiendepladsen i Bundesligaen, men Hitzfeld fik rettet op på tingene og førte Dortmund til en andenplads i 1992. Året efter blev holdet nummer fire, men til gengæld nåede Dortmund finalen i UEFA Cuppen. Juventus var over de to finalekampe tyskerne langt overlegne og vandt samlet 6-1, men trods ydmygelsen fik Dortmund alligevel rigtigt meget ud af finalepladsen.

Forinden havde de tyske klubber nemlig forhandlet en ny og forbedret tv-aftale på plads. En stor del af pengene fra aftalen, et beløb svarende til 100 millioner kroner, blev lagt i en pulje, som skulle fordeles efter de tyske holds præstationer i Europa i sæsonen 1992-93. Sagen var bare den, at det var småt med succes for de europæiske deltagere. Ingen hold nåede med Champions League-gruppespillet, og i UEFA Cuppen og pokalvindernes turnering nåede kun Dortmund forbi ottendedelsfinalerne. Det betød, at Ruhr-klubben løb med hele puljen, og kombineret med, at en række investorer skød penge i klubben, var der pludselig et massivt økonomisk råderum i Dortmund.

Pengene blev brugt til at købe nye spillere, i særdeleshed tyskere som blev hentet hjem fra Italien. Allerede i 1992 var Stefan Reuter blevet købt i Juventus, og i 1993 fulgte Matthias Sammer og Karl-Heinz Riedle efter fra henholdsvis Inter og Lazio. I de efterfølgende år fortsatte Dortmund med at købe ind i særligt Juventus, som sendte Jürgen Kohler og Andreas Möller samt portugiseren Paulo Sousa og brasilianske Júlio César til Westfalen.

Dyrt Schmeichel-fravær
Succesen udeblev ikke efter de massive investeringer. Klubben vandt de hjemlige mesterskaber i 1995 og 1996, og i 1996-97 fulgte så en imponerende rejse gennem Champions League. 

Dortmund var i pulje med Atlético Madrid, Steaua Bukarest samt polske Widzew Lodz, som var kommet med i turneringen takket være et sidsteminutsmål på Brøndby Stadion. Tre sejre i de tre første puljekampe gjorde, at videre kvalifikation relativt hurtigt blev p 
p sikret, og så gjorde det mindre, at de spanske mestre fra Atlético Madrid tog førstepladsen.

Dengang var der ingen ottendedelsfinaler, så vejen til finalen var en runde kortere end i dag. Først ventede Auxerre i kvartfinalen, efter at franskmændene i 1996 havde vundet klubbens eneste mesterskab nogensinde. Den legendariske træner Guy Roux og hans hold måtte dog se håbet om endnu en overraskende triumf forsvinde, da Dortmund vandt første kamp 3-1. Returkampen i Frankrig vandt Dortmund også, denne gang med 1-0.

I semifinalen skulle Dortmund op mod Manchester United, som efter tre mesterskaber på fire sæsoner hjemme i England nu også begyndte at varme op til at tage den Champions League-hæder, som klubbens størrelse og historie lagde op til. I første semifinale var Dortmund uden karantæneramte Matthias Sammer samt de skadede Júlio César, Jürgen Kohler, Karl-Heinz Riedle og Stephane Chapuisat, men det var Manchester Uniteds savn af en Peter Schmeichel med rygproblemer, som fik størst betydning. Reserven Raimond van der Gouw så skidt ud ved René Tretschoks scoring efter 76 minutter, og Dortmund vandt 1-0. Til returkampen var Schmeichel klar igen, men da Lars Ricken efter otte minutter scorede til 1-0, var det overordentligt svært for englænderne at vende semifinalen. Exit Manchester United, mens Dortmund var klar til finalen.

Revanche mod Juventus`
I finalen i München ventede Juventus, overmagten fra fire år tidligere og derudover tidligere arbejdsgiver for fire spillere fra Dortmunds finalestartopstilling.

Selv om Dortmund havde plyndret løs, kunne de forsvarende mestre alligevel stille med et forrygende hold. Bomstærke Ciro Ferrara og Paolo Montero styrede forsvaret foran målmand Angelo Peruzzi, mens franskmændene Didier Deschamps og Zinedine Zidane sørgede for, at der både var defensiv og offensiv verdensklasse på midtbane. Helt fremme lå Christian Vieri og Alen Boksic, og så havde træner Marcello Lippi endda havdt tilladt sig at sætte Alessandro Del Piero på bænken.

Sidenhen er det i Torino ivrigt blevet diskuteret, om det var en fejl. De italienske favoritter havde meget spil, men kunne ikke få hul i bylden i en første halvleg, og i stedet slog Karl-Heinz Riedle til to gange på fem minutter omkring den halve time og bragte sit hold foran 2-0.

Del Piero kom ind i pausen, og det gav pote. Efter 64 minutters spil bragte 10’eren fornyet spænding ind i finalen med et af de flotteste mål, der nogensinde er scoret i en europæisk finale. Del Piero mødte et indlæg fra venstresiden, og med hælen dirigerede han bolden bag om støttebenet og i nettet. Et flot mål, som i eftertiden ikke har fået den plads i historien, som dets klasse ellers fortjener.

For syv minutter senere scorede 20-årige Lars Ricken et mål, som også havde stor skønhedsværdi, og som desuden gjorde Del Pieros mål ligegyldigt. Ricken var lige kommet på banen, da han blev sendt afsted på en friløber af Andreas Möller. Så var det, at han viste, han havde brugt de første 70 minutter på bænken fornuftigt.

“Jeg havde lagt mærke til, at Peruzzi konstant gik for langt ud af sit mål. Lige før pausen var det så ekstremt, at jeg sagde til en af de andre på bænken: “Hvis jeg bliver skiftet ind – den første bold, jeg får, hugger jeg blindt mod mål.” Det var det, jeg gjorde,” sagde Lars Ricken for et par år siden i et interview med Bild. 

Rickens første berøring i finalen sendte bolden i mål fra 25 meter. 3-1 til Dortmund, og på et hold af dyrt indkøbte stjerner, havde det hjemmedyrkede talent sikret klubbens største sejr nogensinde.

Ligheder med 1997 
Tiden på toppen af Europa blev kort. Samme år forlod Ottmar Hitzfeld trænersædet for først at blive sportschef i klubben og siden træner i Bayern München. Samtidig var det tid til et generationsskifte. Fem af spillerne på finaleholdet var over 30, og mætheden bredte sig på holdet. Ikke lang tid efter finalen fik lederfiguren Matthias Sammer en grim knæskade, som i praksis endte hans karriere. I 1998 nåede Dortmund ligesom i år semifinalen mod Real Madrid, men røg ud. Real Madrid vandt 2-0 i Spanien, mens returkampen i Dortmund sluttede 0-0. Storholdet fra Ruhrs regeringsperiode var slut.

Det er 15 år siden, og først i denne sæson er det lykkedes for Dortmund igen at nå til knockoutfasen i Champions League. Den mellemliggende periode har været præget af store økonomiske vanskeligheder, blandt andet som følge af satsninger i forsøget på at erstatte mandskabet fra midthalvfemserne. Det er nu lykkedes, men i dag er Dortmund nået til tops med et hold, som i højere grad består af unge talenter end dyrt indkøbte stjerner – mere Lars Ricken end Matthias Sammer. Når Dortmund denne gang møder Real Madrid i semifinalen, er tyskerne ikke favoritter, men i Ruhr-distriktet kan man se lighedstegn med triumfen i 1997: To mesterskaber i træk, og så en halvsløj hjemlig sæson, hvor Bayern München løber med Bundesligaen, mens Dortmund til gengæld tordner frem i Champions League. Ekkoet fra halvfemserne spreder håb før semifinalerne mod Real Madrid.