Det går rigtigt godt i Sparta Prag i øjeblikket.
Efter to mesterskaber i træk har danskerklubben nu også fået sparket døren ind til Champions League, efter at Malmö blev besejret overbevisende i playoffrunden.
Og ifølge Sparta Prags danske målmand Peter Vindahl er der selvsagt ingen tvivl om, at Champions League-deltagelsen i denne sæson er en drøm, der går i opfyldelse.
– Helt klart. At stå og høre Champions League-hymnen inden kampstart, det vil altid sidde i én. Nu prøvede vi også sidste år at ryge ud til FCK på straffespark, hvor vi var relativt tæt på at komme i Champions League, siger Peter Vindahl til Tipsbladet og fortsætter:
– Der var lige en runde mere efter, men jeg vil sige, at i hele sidste sæson sad den lidt i én, når man så hvor godt de gjorde det i Champions League. Så det var fedt lige selv at komme over den målstreg og selv spille Champions League, det er klart.
Det bliver sjovt at måle sig med de allerbedste. Og det bliver også spændende at se, om vi har lært lidt i forhold til sidste sæson, hvor vi klarede os rigtigt godt mod mange hold, men hvor vi mod Liverpool faldt lidt sammen.
Peter VindahlMålmand, Sparta Prag
Den tidligere FC Nordsjælland-keeper vil ikke lægge skjul på, at det var lidt smerteligt at følge FC Københavns succesoplevelser i Champions League i sidste sæson, hvor 'Løverne' gik videre fra gruppespillet efter at have elimineret Sparta Prag i et straffesparksdrama i kvalifikationen.
– Ja, for at være helt ærlig, så havde jeg ikke et kæmpe stort behov for at se dem spille, fordi det første, som jeg lige umiddelbart tænkte på, når jeg så dem spille, det var, at det kunne have været os. Så det er bare fedt, at vi gjorde det i den her sæson. Og så er det da fedt nok, at der venter otte kampe i stedet for seks, som minimum, siger Peter Vindahl.
I sidste uge fik den 26-årige dansker så sin debut i Champions League, da Sparta Prag satte Red Bull Salzburg på plads med en 3-0-sejr.
– Lige den kamp var isoleret set ikke skide spændende fra mit synspunkt. Jeg tror, at de havde ét skud på mål, og det var ikke noget at råbe hurra for. Fra holdets side var det en utrolig solid præstation, og det er selvfølgelig altid stort at spille Champions League, men selve kampen var ikke lige en aften, hvor jeg kom på overarbejde, lyder det fra Peter Vindahl.
Voldsomme kampe i vente
I det nye ligaspil i Champions League går 22 ud af 36 hold videre til knockoutfasen, og i udgangspunktet har Peter Vindahl en ambition om, at Sparta Prag skal avancere.
– Jeg synes da klart, at vores målsætning skal være at gå videre. Vi er jo ikke med bare for at være med. Vi skal også levere et resultat og det startede jo godt. Ud fra det, jeg lige har læst mig frem til, så forudser de, at man med ni point er mere eller mindre helt sikker på at gå videre.
– Men igen, det er jo nyt, og der er ikke nogen, der ved, hvordan det kommer til at være. Det kedelige svar er, at vi må tage én kamp ad gangen, men der er selvfølgelig nogle kampe, hvor man regner med mere eller sætter næsen op efter lidt mere, lyder det fra Sparta Prag-målmanden.
At stå og høre Champions League-hymnen inden kampstart, det vil altid sidde i én. Nu prøvede vi også sidste år at ryge ud til FCK på straffespark, hvor vi var relativt tæt på at komme i Champions League.
Peter VindahlMålmand, Sparta Prag
En af de kampe, hvor Sparta Prag ikke umiddelbart sætter næsen op efter en sejr, venter om en måneds tid, hvor Peter Vindahl og co. skal møde Manchester City på udebane. Udsigten til at møde Erling Haaland og de andre superstjerner vækker dog ikke nervøsitet hos Peter Vindahl.
– Næh, ikke lige umiddelbart. Vi er selvfølgelig i en situation, hvor der ikke er nogen, der regner med, at vi får noget som helst med derfra. Det er ikke sådan, at vi bare skal ind og tænke, at vi bare skal nyde kampen, for vi skal selvfølgelig spille vores chance og forsøge at få et resultat. Generelt, når vi spiller de her kampe, så er mine tanker ikke så meget anderledes end de er normalt. Det er mere op til kampen, hvor man måske lige tænker på det en ekstra gang, siger Peter Vindahl.
Generelt har Sparta Prag et heftigt program i Champions League, hvor danskerklubben også skal møde Atlético Madrid og de italienske og tyske mestre i Inter og Bayer Leverkusen.
– Hvis man skal se udelukkende på det i forhold til chancerne for at gå videre, så er det jo ikke en drømmelodtrækning, vi har fået. Men det bliver jo sjovt at måle sig med de allerbedste. Og det bliver også spændende at se, om vi har lært lidt i forhold til sidste sæson, hvor vi klarede os rigtigt godt mod mange hold, men hvor vi mod Liverpool faldt lidt sammen (Sparta Prag tabte sammenlagt 11-2, red.), siger Peter Vindahl og fortsætter:
– Det bliver spændende at se, om vi har lært af det, for jeg synes, at vi sidste år fandt ud, at når vi spiller mod dem, der er rigtigt gode uden at være helt i toppen, som Galatasaray, Betis og Rangers, så kan vi sagtens være med, og vi kan også dominere i perioder af kampene. Så det bliver spændende at se, hvordan vi gør det i år.
Lars Friis imponerer
Sparta Prag skiftede i sommer cheftræner, hvor én dansker blev afløst af en anden. Brian Priske rykkede til Feyenoord og blev erstattet af sin tidligere assistent Lars Friis.
Ifølge Peter Vindahl har overgangen ikke budt på dramatiske ændringer i Sparta Prag.
– Nogle gange, når man skifter træner, kan det godt være sådan, at man ikke helt ved, hvordan det kommer til at blive, mens Lars har jo været i Sparta i hele den periode, jeg har været der. Så på den måde har det ikke været den store omvæltning.
– Det gik jo meget godt i sidste sæson, så jeg tror da heller ikke, at Lars har set nogen grund til at lave det hele om. Han har jo også selv været med til at bygge det op og til at skabe det. Selvfølgelig vil der altid være småting i hverdagen, men i store træk er det meget det samme.
Peter Vindahl peger på, at den tidligere Viborg- og AaB-træner har vist sig rigtigt godt frem efter forfremmelsen.
– Det, der umiddelbart springer i øjnene, det er passionen og engagementet, synes jeg. Det er det første, der falder mig ind.
– Selvfølgelig vil der altid være taktiske ting og den slags, men jeg tror, at han er lidt mere verbal end Brian var, hvis man skal sammenligne de to. Og så prøver han jo virkelig at få hele holdet med og sørger for, at vi alle sammen er i det, lyder det afslutningsvist fra Peter Vindahl.
Peter Vindahl indledte sin seniorkarriere i FC Nordsjælland og har også repræsenteret AZ Alkmaar og FC Nürnberg.
LIVE
VM-LIVE: Præsident slagter landstræner
TOPNYHED
Storroser profil efter målfest: ‘Betyder alverden’
INTERVIEW
Morten Bruun: Sker nok aldrig igen i min levetid!
TOPNYHED
Brøndby gik målamok i Nørgaards første kamp
TRANSFER
Spændende melding
INTERVIEW
Transferbombe: ‘De vil være meget skuffede’
TOPNYHED
Ekspert: Mest attraktivt at vende hjem til FCM
MEDIE
Hård dom over Kvistgaarden
EKSKLUSIVT Afsløring: Scoop – FCM får ‘NK’ i et røverkøb
NYHEDER
Lössl: ‘Hold kæft, hvor var han god!’
TOPNYHED
Storroser 18-årig FCK-spiller
OPTAKT
Sydafrika – Canada
OPTAKT
Tyskland – Paraguay
EKSKLUSIVT FCK’s nye boss: Han er meget tæt med superstjerner
TOPNYHED
Træner i Danmark: Storklub har store danske planer
TOPNYHED
Mister pokalfordel til FCK: Her er forklaringen
MEDIE
Meldt tæt på Brøndby – nærmer sig Bundesliga-klub
MEDIE
De jagter Pantelis Hadzidiakos – her er prisen
EKSKLUSIVT På vej til Brøndby: ‘Han er stor og kraftfuld’
TOPNYHED
Her er 16.-delsfinalerne til VM
TOPNYHED
Superliga-bombe trækker overskrifter i udlandet
Rystet over Neestrup-historie: ‘Det er helt vildt’
MEDIE
Lægetjek bestået – Ben Godfrey skifter klub
MEDIE
Transferbombe på vej
MEDIE
Rygtet til FCK – kontrakten revet i stykker
TOPNYHED
Zlatan Ibrahimovic revser Norge
TRANSFER
“Mathias Jensen ankommer i morgen, hvis…”
TOPNYHED
Spår vild Rasmus Højlund-sæson
TRANSFER
Meldes tæt på storklub
OPTAKT
Brasilien – Japan
EKSKLUSIVT På vej til Superligaen: Barcelona er vilde med ham
TIPSBLADET SPECIAL
Brøndby vil købe: Han er en sand driblemaskine
AVIS
De forbereder et bud på Roony Bardghji
MEDIE
De vil have Gaaei – her er prisen
NYHEDER