• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
EM Sebastian Stanbury

Gamle fjender: Dengang Skotland ydmygede England

Foto: Getty Images

Engang var Skotland mod England det største landsholdsopgør i hele verden. Det var det, fordi det var det eneste. Siden tabte kampen status i takt med, at britisk fodbold også gjorde det. Men nu mødes englænderne og skotterne igen i en stor slutrunde.

Af Sebastian Stanbury

Artiklen blev bragt første gang i Tipsbladet 18. juni 2021

Det var skotterne, der opfandt afleveringen.

Det var historiens allerførste officielle landskamp, og den kunne selvfølgelig ikke spilles andre steder end på de britiske øer. Sporten var dårligt nok begyndt at brede sig til resten af verden, da England og Skotland skulle mødes i Glasgow den 30. november 1872, og det skotske hold, bestående af 11 spillere fra klubben Queen's Park FC, havde åbenlyse fysiske vanskeligheder forud for den kamp.

Dengang var fodbold et driblespil, hvor så godt som alle spillere på banen samledes i en stor klump og førte bolden op ad banen, og sådan en type opgør ville det skotske hold få problemer med at vinde. Ifølge Jonathan Wilsons bog ”Inverting the Pyramid – A history of football tactics” vejede skotterne nemlig i gennemsnit seks-syv kilo mindre end deres modstandere og ville derfor nemt kunne skubbes rundt med.

- Det er betegnende for kropsligheden i den tidlige tids fodbold, at de kloge hoveder på sidelinjen ville give England en sikker sejr, men det eneste, det gjorde, var at stimulere opfindsomheden. Selv om det er så som så med direkte beviser, synes det sandsynligt, som Richard McBrearty fra Scottish Football Museum hævder, at Queen's Park besluttede sig for at prøve at spille bolden rundt om de engelske spillere i stedet for at gå ind i direkte mand-til-mand dueller, hvor de med stor sandsynlighed ville blive tromlet rent fysisk (…)

- Den manøvre betalte sig. England, der med længere tradition og et langt større antal spillere at vælge ud fra var store favoritter, måtte nøjes med en målløs uafgjort kamp, skriver Wilson.

Således førte alle tiders første landskamp til en taktisk innovation, der må siges at have fået stor betydning i årene, der kom. Det samme fik rivaliseringen mellem England og Skotland. Ingen landshold har mødt hinanden oftere, end de 114 gange de britiske naboer er tørnet ind i hinanden, og gennem de seneste 149 år har kampen resulteret i tilskuerrekorder, mesterskaber, slutrundeafbud og uanede mængder af dramatik, glæde og sorg.

Men det er også en kamp, hvis betydning er dalet gennem årene i takt med, at de to landshold forsvandt fra verdenstoppen. Og den bliver spillet meget sjældnere end tidligere. England og Skotland mødtes i 28 officielle landskampe inden år 1900 – siden år 2000 er det kun blevet til fire møder.

Men fredag aften på Wembley gennemoplives den gamle rivalisering i årtusindets femte kamp – og historiens 115.

Wembleys pigtråd og brølet på Hampden Park

Faktisk blev der spillet noget, der mindede om landskampe mellem de to lande allerede i 1870. Charles W. Alcock, fodboldspiller i Wanderers FC, leder i verdens ældste – og dengang eneste – nationale fodboldforbund FA samt senere initiativtager til FA Cuppen, rekrutterede spillere til en kamp mellem de bedste englændere og skotter, og den 5. marts 1870 spillede de udvalgte 1-1 på stadionet The Oval i London.

Den kamp – og fire som den på samme stadion i de efterfølgende to år – regnes i dag ikke som officielle. Selv om Alcock havde annonceret efter spillere i aviser nord for grænsen, bestod det skotske hold kun af skotter bosiddende i London.

Det var blandt andet på baggrund af de kampe, at man besluttede at sende et engelsk hold til Skotland for at spille, og det blev til den officielt første landskamp nogensinde; det førnævnte opgør mellem det engelske landshold og de udvalgte spillere fra Queen's Park.

Den 8. marts 1873 blev den anden officielle landskamp spillet, fem dage senere blev det skotske fodboldforbund dannet ved et møde i Glasgow, og derfra rullede kampene. Fra 1872 til 1989 spillede de to lande minimum én landskamp om året, kun afbrudt af to verdenskrige.

Højdepunkter var der nok af. I Skotland glemmer de nok aldrig The Wembley Wizards, holdet der forbløffede de britiske øer i 1928. 11 specialtog fyldt med supportere drog fra Glasgow til London dagen før kampen, og historien går på, at de medbragte stiger for at være sikker på at komme ind på Wembley – og at det er derfor, at der efterfølgende kom pigtråd på stadionets mure.

Det officielle tilskuertal lød på 80.868 besøgende, og der var næppe en eneste tilrejsende skotte, der fortrød den lange tur mod syd. 5-1 vandt Skotland i det, der var en kamp om det britiske mesterskab; en turnering der blev spillet fra 1884 til 1984.

Nævnes skal også opgøret i 1937, der blev spillet i samme turnering. 17. april mødtes England og Skotland på Hampden Park, og der blev sat en utrolig tilskuerrekord. Selv om der samme dag blev spillet en fuld runde i den engelske liga, dukkede 149.407 tilskuere – anslået en tredjedel af dem var englændere – op til kampen.

Det var den mest sete fodboldkamp i verden, indtil brasilianerne fyldte Maracanã ved VM i 1950, og kampen i Glasgow er stadig den bedst besøgte europæiske kamp nogensinde. Det blev et brag på mere end én facon. Skotland vandt 3-1, og hvert mål og farlig situation blev ledsaget af det berømte og berygtede Hampden Howl; brølet fra de fanatiske hjemmesupportere.

- Hvis en kamp nogensinde er blevet vundet og tabt på grund af et brøl, er det den her. De, der aldrig hørt brølet, kan ikke forstå den effekt, det kan have på en spiller. Det rystede mig og mine kolleger på det engelske hold, har legenden Stanley Matthews, dengang bare 22 år gammel, fortalt ifølge The Blizzard.

Det mest bemærkelsesværdige er næsten, at kampen var helt ligegyldig. Allerede en måned inden havde Wales sikret sig det britiske mesterskab med en 4-1-sejr over Irland.

England jublede i slaget om Storbritannien

Men den turnering betød noget, det samme gjorde arvefjendeopgøret mellem England og Skotland. Tag bare historien om VM i 1950. Den slutrunde skulle afvikles i 1950, og få år efter Anden Verdenskrig kneb det for FIFA med at få nok lande til at prioritere en lang rejse til Sydamerika.

Så verdensfodboldforbundet udloddede generøst VM-kvalifikation til ikke bare den britiske mester, men også til nummer to.

Det skotske forbund afviste på forhånd den sekundære chance: Kun hvis man vandt det britiske mesterskab, ville man rejse til Brasilien. Det skulle blive skæbnesvangert. For i den afgørende kamp om titlen på Hampden Park vandt England 1-0, og fodboldforbundet fastholdt efterfølgende beslutningen om ikke at tage imod den VM-billet, som FIFA ellers havde udstedt.

Det betød, at Skotland udskød VM-debuten med fire år og fratog sig selv muligheden for at høste vigtig international erfaring frem mod slutrunderne i 1954 og 1958, der med henholdsvis Schweiz og Sverige som værter var lidt mere overskuelige at rejse til og et knap så stort kulturchok.

Går man resultaterne igennem, er de mest mindeværdige kampe dem, som skotterne vandt. I det store forhold nationerne imellem er Skotland lillebror, og som tiden gik, betød kampen mere for landet mod nord end for englænderne. England vandt trods alt i 1966 et verdensmesterskab, der havde lidt større vægt.

Året efter sejrede skotterne på Wembley med 3-2 – og mente selvfølgelig, at de så måtte være uofficielle verdensmestre.

10 år senere vandt Skotland endnu engang på det mytiske stadion i London, og den sejr blev fejret noget så eftertrykkeligt af euforiske fans, der invaderede banen, ødelagde målstolperne og stjal græs fra banen. Det er vanskeligt at forestille sig, at en engelsk sejr på Hampden Park ville resultere i samme scener.

Dermed ikke sagt, at englænderne er ligeglade. En vigtig del af fortællingen om den succesfulde engelske EM-slutrunde i 1996, da football was coming home, var 2-0-sejren over Skotland i puljen – Shearers hovedstødsmål, David Seamans straffesparksredning og Paul Gascoignes flotte 2-0-mål, hvor han vippede bolden over Colin Hendry og flugtede den forbi Andy Goram, inden han lod sig fejre i den famøse dentist's chair.

Og Paul Scholes blev en helt, da han i 1999 scorede begge mål, da England over to kampe vandt med samlet 2-1 over i Skotland i playoff'en om at komme til EM i Holland og Belgien. Det møde var i britisk presse blevet døbt både ”Battle of Britain” og ”The Match of the Millenium.”

18. juni er ankommet

Harry Kane og England er klare favoritter i kampen fredag 18. juni.

Skotternes innovative fodboldfilosofi og deraf følgende sejre før 1900 samt den betydning, man lagde i kampen nord for grænsen, betød, at Skotland var den dominerende part af rivaliseringen i mere end 100 år.

Efter 0-0-kampen i 1872 vandt England det næste opgør året efter, men så gik der faktisk mere end 100 år, før "Three Lions" igen havde flest indbyrdes sejre – ganske imponerende af Skotland sat over for et land med mere end 10 gange så mange indbyggere.

Men i 1983 gik den ikke længere. I den næstsidste udgave af de britiske mesterskaber vandt England den 1. juni 2-0 på Wembley og tog sin 40. sejr over arvefjenderne, mens Skotland kun havde 39. Siden har lillebroderen ikke prøvet at føre det samlede regnskab. I dag er stillingen 48-41 i engelsk favør.

Det afspejler også, at Skotland ikke er, hvad Skotland har været i international fodbold. Engang en af verdens to stærkeste fodboldnationer – og resultaterne mod England før 1900 antyder, at landet måske endda var i top ét – men i dag reduceret en lilleput, der i år er med til en slutrunde for første gang siden VM i 1998.

- For de fleste skotter har de seneste 23 år kun handlet om at heppe på hvem, der end har spillet mod England, som skotten Jim Burke tidligere på ugen udtrykte det i The Guardians podcast ”Football Daily”.

EM ser allerede vanskeligt ud for Skotland, der mandag eftermiddag mod Tjekkiet på Hampden Park havde mange store chancer, men alligevel endte med at tabe 2-0 takket være Patrik Schicks to fine mål.

Nu venter så en vigtig kamp fredag aften, men opgøret mod England på Wembley handler – som denne artikel har søgt at forklare – ikke kun om tre point og muligheden for avancement til ottendedelsfinalerne.

- Det er meget historisk. Det går lang tid tilbage, og det betyder meget. Og folk siger, at det ikke betyder så meget for englænderne, men jeg har arbejdet i England, og jeg ved, at det betyder meget for englænderne. De vil ikke tabe til Skotland, sagde Steve Clarke, skotsk landstræner og tidligere Chelsea-spiller, før slutrunden i et interview med UEFA.

- Og det er det samme den anden vej rundt. I ved, hvor passionerede vi er, og hvor meget vi nyder at slå englænderne. Det er ikke sket så ofte på det seneste, sagde Clarke – og det har han ret i, for Skotland har ikke vundet over England siden 1999.

- Jeg tror, England forsøger at nedspille det en smule. ”Det er bare lille Skotland,” men det betyder også meget for englænderne, så det bør blive en god kamp. Kom så, 18. juni!, sagde Clarke.

Nu er 18. juni her. Klokken 21.00 fredag aften er verdens ældste landskamp også verdens seneste.

Mon skotterne også denne gang kan overrumple England med innovativt pasningsspil?

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020