Brian Riemer sætter ord på Eriksens kollaps

Odense (Tipsbladet): Det blev en dag, der med ét handlede om alt andet end spillet på banen.

Christian Eriksen faldt om.

Det blev til mange og lange minutter i uvisheden for alle, der var på Nature Energy Park denne søndag aften.

Tipsbladet og den fremmødte presse talte med Brian Riemer om hele hændelsen efterfølgende, og det var en tydeligt påvirket landstræner, der stillede op.

– Det er selvfølgelig en dybt skræmmende og rystende oplevelse. En oplevelse, man ikke håber, at nogen mennesker skal have, og her tænker jeg specielt på Christian. Det er ham, alle vores tanker går til. Det der betyder allermest var i første omgang at få en melding fra vores læge om, at Christian havde det godt. Efter den melding kom, så kommer reaktionen slevlfølgelig.

Hvad er det for et omklædningsrum, du har forladt nu her?

– Det er på mange måder et todelt omklædningsrum. Der er gruppe, der har prøvet det en gang før. For dem har det været et flashback til måske deres værste mareridt i deres liv. Og der har været nogle kraftige reaktioner. Så er der et halvt omklædningsrum, som ikke var der sidst. Der har også været nogle kraftige reaktioner. Ligesom andre steder i livet, når sådan noget sker, så er det meget forskelligt, hvordan folks reaktionmønster er, og det var der også i det her tilfælde. Det har handlet om at sikre, at der var en kærlig og professionel skulder, som alle kunne læne sig opad og sikre, at nu hvor vi ved, at Christian har det godt, får vi også alle de andre igennem.

Nu splittes I idag, hvordan sikrer I jer hjælp til dem?

– Der har været en ekstremt professionel håndtering af den her sag. Jeg synes både fra spillerne, måden, de reagerede på banen fra DBU og UEFA og staben. Der er sat en protokol i værks, hvor der er sikret en kærlig skulder, hvor vi fra DBU og tranerstabens side tager fat i spiller, og en professionel skulder, hvor der er professionel hjælp til rådighed for alle spillere og stabsmedlemmer, der er påvirket af det her. Det er klart, at det er meget svært at sige, hvordan man vil være påvirket. Nogle kan få en senere reaktion. Heldigvis var der nogle spillere, som tog ordet, som har været med tidligere, der kunne give deres oplevelser med på vejen for at hjælpe dem, der ikke har oplevet det før.

Udefra så det voldsomt ud for Joakim Mæhle, der gik op imod banens midte og satte sig med ryggen til. Han var tættest på i 21′?

– Der har været meget forskellige reaktioner på den her dybt skræmmende og triste oplevelse. Nogle er i tårer og har svært ved at finde sig selv, mens andre er helt paf. Begge grupper tager vi os af og sikre, uanset om man er meget udadvendt eller indadvendt i sin reaktion, så er det selvfølgelig vores opgave at sikre, at der er både professionel og kærlig omsorg at hente for spillerne fra vores side.

Hvordan oplever du beslutningen om at afslutte kampen?

– Jeg synes, det foregik efter bogen. Spillerne slog en ring, og jeg tog styring. Jeg var hurtig i dialog med Ukraines træner, ledelse og med dommeren om, og gjorde dem opmærksom på, at vi ikke ville genoptage kampen uanset hvad.

Lige med det samme?

– Ja. Jeg vidste, at det var en oplevelse, som sad så dybt i så mange, at med det in mente, var det ikke muligt for os. Og det handler ikke om, om det var en en testkamp, kvalkamp eller VM-kamp, så var det ikke muligt for os at fortsætte den fodboldkamp. Det var en beslutning, der blev truffet tidligt med kæmpestor respekt fra både dommer og fra Ukraines træners side.

Var du i Parken for fem år siden?

– Nej, det var jeg faktisk ikke. Jeg var i England og så den på fjernsyn. Jeg var heldig at være i Brentford, da Christian kom tilbage, og jeg var en del af hele hans tilbagekomst til spillet. Jeg har været meget tæt på Christian i hele den her fase fra sidst. Den lidt mere positive del. Derfor var det også noget, der ramte meget hårdt på mig i forhold til, at jeg havde været så tæt på ham dengang.

– Jeg synes også, at det er vigtigt at sige, at vi er ret opmærksomme på, at der sad 12.000 på stadion i dag. Jeg ved fra mig selv fra sidst, da jeg så den på TV, at det var noget, der ramte mig hårdt. Derfor var det også vigtigt at give noget til fansene. Da jeg samlede vores hold og Ukraines hold var det mit ord til dem, at jeg roste dem for at stå skulder ved skulder, og jeg opfordrede til, at vi gav vores respekt videre til fansene for den omsorg, de havde vist os.

Hvordan oplever du sammenholdet med fansene og de ukrainske spillere?

– Jeg oplever det som ekstremt respektfuldt og noget, jeg ikke vil tage for givet. Vi kan ikke takke dem nok for måden, de håndterede det på. Nu tænker jeg ikke så meget på, om vi fortsatte kampen eller ej, men mere i forhold til deres omsorg. Deres omsorg for den øjeblikke situation, for den rundkreds, som blev slået og deres omsorg for stadion. Det, at de fulgte os og fra start sagde: ‘Alt hvad I har brug for fra os, står vi til rådighed for’. Det siger noget om deres klasse.

Hvor hurtigt går det op for dig?

– Det er en sjov situation, hvis man kan bruge det ord i det her tilfælde, fordi Christian lige har været i en diskussion med Ukraines nummer otte om hans krampe. Den har jeg set og fulgt. Først tror jeg, at der er nogen, som har lavet en svinestreg på ham. Alvoren går op for mig i løbet af et splitsekund, I det øjeblik går man i katastrofe-mode og i håndtering af situationen, så vi kan sikre os at komme bedst muligt ud af det. Først og fremmest med fokus på Christian.

Hvad løb der igennem dig i den situation?

– Det er en ekstremt rystende situation vil jeg godt sige, når man ved, at det er noget så alvorligt. Vi har allesammen været i fodbold i mange år og oplevet grimme skader og forfærdeligheder af den karakter, men det er noget helt andet, når der står liv på spil. Jeg er dog i den heldige situation, at jeg har arbejdet sammen med en træner, som havde en pacemaker. Det gjorde, at jeg på en eller anden måde godt vidste, hvad der var foregået. At han heldigvis var i gode hænder. Det gjorde også, at jeg fra start af var rolig og velvidende, at han heldigvis havde en indopereret pacemaker, der kunne hjælpe ham.

Hvordan har du det nu?

– Tom. Jeg glæder mig til at se ham. Jeg kører over til ham, når jeg får mulighed for det. Jeg har brug for at se og snakke med ham, kan jeg mærke. Det er en mand, der har betydet meget for mig både i Brentford (og på landsholdet). Nogle spillere kommer man tættere ind på end andre. Han var en af dem, jeg kom tæt på i forhold til, at han kom med den oplevelse, han gjorde. Sidenhen da på landsholdet også. Det er en person, jeg har et rigtig godt forhold til og kender rigtig godt, og derfor var det også noget, der satte sig og sidder meget dybt i mig, siger Brian Riemer.