• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Ole Hoffskov

Gravesen ser tilbage på karrieren: Jeg skulle være blevet i Real Madrid

Gravesen ser tilbage på karrieren: Jeg skulle være blevet i Real Madrid
Foto: Getty Images

I et stort interview med tipsbladet.dk ser Thomas Gravesen tilbage på en imponerende karriere, der toppede i Real Madrid og på det danske landshold.

Af Ole Hoffskov

Thomas Gravesen har prøvet noget, som kun tre danske fodboldspillere kan prale af. Han har spillet for mægtige Real Madrid. Foruden Gravesen er det kun Henning Jensen og Michael Laudrup, der kan bryste sig af at have repræsenteret den spanske kongeklub.

Dermed vil Thomas Gravesens karriere for altid stå som noget unikt i dansk fodbold, og foruden Real Madrid kan han skrive klubberne Vejle Boldklub, Hamburger SV, Everton og Celtic på CV'et - samt 66 landskampe for Danmark.

Læs også: Thomas Gravesen bryder tavsheden: Jeg har fundet min vej i livet

Tipsbladet.dk har mødt Thomas Gravesen til en lang snak om en karriere, der sluttede for 10 år siden med et kort lejeophold i Everton. Det var også i Everton, at det hele for alvor begyndte at tage fart for midtbanespilleren.

- Everton tog mig ind og gav mig nogle fantastiske år af mit liv og min karriere. Jeg blev behandlet på en måde, som jeg er evigt taknemmelig for. Jeg var der ikke så lang tid, at jeg vil kalde det for min hjerteklub – det er Vejle Boldklub, der er det – men det var en fantastisk tid. Det var der, jeg udviklede mig mest.

- I Hamborg blev jeg stor og stærk – i Everton blev jeg rigtig god til at spille fodbold. Jeg var en af Premier Leagues bedste midtbanespillere og blev så solgt til Real Madrid, siger Thomas Gravesen.

I Everton huskes danskeren især for midtbanekonstellationen med Lee Carsley - Thomas Gravesens enæggede tvilling. De lignede hinanden af udseende, og de spillede på samme måde. På mange måder lignede det, at Everton havde valgt at hyre en flok udsmidere fra den lokale natklub til at husere på den centrale midtbane.

- Jeg har heldigvis haft mange skaldepander ved min side. Der var også Stig Tøfting dengang og Zidane i Real Madrid. Jeg ved ikke, hvad modstanderne tog os for, men jeg kan sige dig, vi var gode fodboldspillere. Jeg tror, vi blev nævnt i modstanderens optakter; ”hvordan skal vi lige komme rundt om dem der”, siger Gravesen om Lee Carsley og tilføjer:

- Lee kom lidt senere end jeg, og jeg havde fornøjelsen af at komme tæt på et menneske, der ville gå den ekstra mil for dig og være din ven på alle mulige måder. Lee Carsley er en type, om hvem jeg tænker, at jeg har fået en kammerat for livet. Han så aldrig sig selv først. Han så sine kammerater, sine medmennesker og sit hold. Han var en leder og et fantastisk menneske.

Han beskriver Lee Carsley som en mand, der tilhørte toppen af hierarkiet i Everton - ligesom Gravesen selv gjorde. 

- Når det brænder på, står der altid én forrest. Ham, der står der, er den øverste i hierarkiet. Det er ham, der stiller sig op som et mandfolk efter at have fået tæsk. Og det er ham, der har sine kammeraters ryg. Jeg så LeBron James forleden nat – han spillede helt fantastisk, men så havde han en klodsmajor af en holdkammerat (JR Smith, red.), der ødelagde det. Ikke en eneste gang hørte man James sige noget negativt eller hænge ham ud. Det er format, og det er en leder. Sådan en mand er øverst i hierarkiet, og ham læner man sig op ad. 

Var det sådan en spiller, du forsøgte at være?

- Ja. Jeg ville altid stå foran mine holdkammerater. Hvis de var efter mine holdkammerater, var de efter mig også. Det er altid nemmere at knuse én spiller end et helt hold. Derfor skal man bakke op om hinanden. Det er aldrig rart, når der sker noget, og der så kommer tre-fire modstandere ilende til og puster sig lidt op. Man skal ikke slå eller noget. Så kan man altid betale tacklingen tilbage lidt senere, når dommeren ikke kigger, lyder det fra den 42-årige fodboldpensionist.

Thomas Gravesen var i Everton i fem år, og han spillede 159 kampe for klubben. At det blev så succesfuldt et ophold, tilskriver danskeren blandt andet manager David Moyes, der afløste Walter Smith, da "Graver" havde været i klubben i to år.

- David Moyes var for mig en ung og ufattelig ambitiøs træner, men han havde en hjælper, og ham må man ikke glemme. Han hedder Alan Irvine. De to spillede hinanden op, og de var gode sammen. Moyes var den unge og ærgerrige, hvor Irvine var den cool og afslappede. De var begge fantastiske og utroligt engagerede i Everton. Det smittede af på os. Og så kom han til klubben på et tidspunkt, hvor klubben havde brug for et nyt pust efter Walter Smith, siger han og fortsætter:

- Moyes vandt spillernes tillid, men han var også heldig med de spillere, der var der. Vi var kammerater, og vi var klar til næste skridt i karrieren. Og så fik vi lige Wayne Rooney ind – det var heller ikke den værste. Og så formåede Moyes at bygge det stille og roligt op, og han professionaliserede klubben på utrolig mange måder. 

Real Madrid
I januar 2005 skete det så, at Thomas Gravesen for alvor skrev sig ind i historebøgerne. Her skiftede danskeren fra Everton til Real Madrid for en pris, der angiveligt lå i omegnen af 25 millioner kroner. Danskeren skrev under på en tre-årig aftale med kongeklubben.

- På det tidspunkt, det kom, var det jo lidt atypisk, for det var midt på sæsonen. Jeg hørte fra dem første gang i december. Jeg havde samtaler med min agent (John Sivebæk, red.), og jeg snakkede meget med min mor og far. Jeg talte også med David Moyes og forklarede ham, hvad der var sket. Jeg spillede altid med åbne kort over for ham, og derfor gjorde han det også den anden vej. Og han ville ikke af med mig. Han var godt klar over, det var en stor mulighed for mig, men hvis ikke klubben kunne se, at det var et fornuftigt salg, ville det ikke blive til noget, siger Gravesen.

- Jeg er taknemmelig for, at han gjorde det på sin måde, og at han kom frem til, at jeg fik lov til at tage af sted. Man kan aldrig sige, hvordan det var endt, hvis han havde sagt nej, og hvis jeg var begyndt at gå bagom ryggen på ham. Det er ikke den type, jeg er. Behandler du mig ordentligt, behandler jeg dig ordentligt. Sådan var Moyes også, og derfor havde vi et godt makkerskab.

Som det har været fremme, havde Thomas Gravesen Stig Tøfting ved sin side, da han var i den spanske hovedstad for at lukke en aftale med Real Madrid.

- Jeg er meget glad for, jeg havde Stig med. Det havde jeg bedt om. Man er altid lidt stærkere, når man er to, og jeg er meget taknemmelig for, at han tog med, siger Gravesen.

Hvad er det med dig og Stig Tøfting?

- Stig og jeg er helt specielle, fordi vi nærmest er ens – i hvert fald langt hen ad vejen. Han har nogle holdninger, jeg er uenig i, og jeg har nogle holdninger, han er uenig i, men langt hen ad vejen har vi hjulpet hinanden og været hinandens bedste kammerater.

At Real Madrid er en helt særlig størrelse, skulle Thomas Gravesen ikke bruge mange minutter på at fornemme på egen krop.

- Det var en kæmpe omvæltning at gå fra de sikre omgivelser i Everton til den her kæmpeklub i et land, hvor jeg ikke kunne sproget. Og så på et hold, hvor jeg ikke var stjernen – slet ikke.

- Men de havde brug for mig, og jeg havde en rolle. Og selv om det var en anden rolle end den, jeg kom fra. Den indtog jeg, og det gjorde jeg for holdets skyld. Min rolle var at være 6'er, for der havde de set, at jeg skulle spille. Men det var ikke der, jeg var bedst. De syntes, jeg passede ind i systemet, og jeg gjorde, hvad jeg kunne.

- Du vil altid have kampe i et nyt land og i en ny kultur, hvor du ikke spiller godt, men så er dine holdkammerater der til at hjælpe dig. Jeg havde en hård periode i starten, fordi jeg ikke kunne kommunikere, og meget af mit spil var jo verbalt. Derfor ansatte Jesper Grønkjær, som spillede for Atletico Madrid, og jeg en lærer, så vi kunne lære spansk, siger han.

Stod alle stjernerne i Real Madrid side om side som et hold, som du oplevede i Vejle, HSV og Everton?

- Det er sjovt, du spørger, for det gjorde man faktisk. Der er meget få mennesker, der kan klare det selv, og sådan var det også i Real Madrid. Roberto Carlos, Ronaldo, Robinho, Julio Baptista – de brasilianske spillere – var fantastiske til at binde holdet sammen. Jonathan Woodgate, Michael Owen, David Beckham og jeg var tit hjemme ved Ronaldo og spise aftensmad, for han havde et set up af hjælpere derhjemme, der gjorde, at vi fik det rigtige at spise. Vi blev også alle inviteret til David Beckhams 30 års fødselsdag. Man støttede hinanden, tingene var bare lidt større, siger Gravesen.

Hvad er det, der gør Real Madrid så stor?

- Jeg tror, det er den måde, klubben fremstiller sig selv ude i verden. At den bare er den største og den bedste. Det er Europas konger, og det har de lige vist igen med tre sejre i træk i Champions League. Det er et stort pres som spiller, at hele verden er interesseret i klubben. Det vil sige, at der var pressemøder hver eneste dag, fordi der var landsholdsspillere fra alverdens lande, og så bliver man en del af det her kæmpe, kæmpe, kæmpe hjul.

- Hver eneste træning blev filmet og lagt ud i de store aviser. Så kunne man læse, at man havde lavet to fejl til træning. ”to fejl til træning”, tænkte jeg, ”man kan sgu da ikke lave fejl til træning. Til træning øver man sig på ikke at lave fejl i kampene”. Næste dag kunne der så stå, at man gjorde det godt til træning, og så fik man måske et 6-tal. Man fik karakterer til træning. Det var en enorm oplevelse at få lov til at prøve at være en del af så stor en klub, siger danskeren.

Thomas Gravesens indtog i Real Madrid vakte naturligvis også interesse i Danmark, hvor der var massiv dækning af kongeklubben.

- Flere danske journalister fløj frem og tilbage til kampene. De kunne helt sikkert også se, jeg havde problemer i starten, men jeg spillede også gode kampe, og jeg blev valgt til de store kampe, siger han.

Thomas Gravesen fik i den spanske presse et ry for at være lidt af en hardhitter. Selv mener han, at det var en fejl, men det påvirkede ham aldrig.

- Det var det image og det ry, de syntes, jeg skulle have, men sådan var jeg jo ikke. Jo, jeg gik da til den, men jeg var hverken Lee Carsley eller Roy Keane. Men det syntes de. Det havde jeg ingen problemer med, folk må have deres meninger. For mig handlede det om at være ærlig over for mig selv. Så måtte de gerne kalde mig ”Shrek” i aviserne og alt muligt, fortæller danskeren.

Det var særligt en episode med holdkammeraten Robinho, der pustede til Gravesens image som "ham den gale" på Real Madrid-mandskabet. Har man set klippet, kan man huske Robinho gå fra banen hovedrystende af sin danske medspiller. 

- Det var en almindelig dag til træning, hvor jeg gik lidt til ham, og det kunne han ikke lide. Så slog han mig, og så kunne jeg ikke få fat i ham. Jeg fangede ham aldrig. Heldigvis. Så snakkede vi færdig bagefter, og næste dag trænede vi som altid. Det var ikke noget med, at jeg ikke kunne med ham eller nogen anden. Jeg har ikke været i en eneste klub, hvor der ikke har været nogle sammenstød, husker Gravesen bataljen med brasilianeren.

Thomas Gravesens karriere i Real Madrid sluttede brat i sommeren 2006. Klubbens nye manager, Fabio Capello, kunne ikke bruge den skaldede dansker.

- Vi skulle til USA på tur, og der fik jeg så at vide, at jeg ikke skulle med, at jeg skulle sælges. Det var kort og kontant. Jeg fik at vide, at de ikke ville bruge mig mere, og at jeg var fri til at forhandle med andre. Længere var den ikke. Det var hårdt og kontant. ”Vi kan ikke bruge dig mere. Tak for indsatsen”, siger Gravesen.

Nu er der så gået mere end 10 år - er du stolt, når du ser tilbage på tiden i Real Madrid?

- Selvfølgelig er jeg det. Det er en kæmpe ting at have prøvet. Men jeg vil sige, at jeg er stolt af alle klubber, jeg har spillet i, siger han.

Var du god til at huske at nyde din tid i så stor en klub?

- Ja, det var jeg. Jeg var generelt god til at nyde min karriere. Jeg elskede det – der var ikke noget, der var bedre. Jeg kunne næsten ikke sove, fordi jeg glædede mig til træning næste dag. Jeg var altid for tidligt på anlægget, og så kom de andre, der havde tre-fire børn, dryssende og var trætte, fordi børnene havde skreget hele natten. Jeg havde bare sovet og glædet mig til træning. Sådan var det i Vejle, i Hamborg, i Real Madrid. Alle steder. 

Hvis du kunne, ville du så have gjort noget anderledes i Real Madrid?

- Spillet bedre. Og måske skulle jeg være blevet lidt længere. Have været lidt mere trodsig og kæmpet mig tilbage, fastslår 42-årige Gravesen.

Mødte sin modsætning i Celtic 
Da Thomas Gravesen havde pakket flyttekasserne og forladt Spaniens hovedstad, blev næste stop Glasgow, hvor han underskrev en kontrakt med storklubben Celtic FC. Her vandt han for første gang i sin karriere en titel, men minderne fra Skotland er ikke lutter positive.

Den flamboyante dansker passede ikke sammen med konservative Gordon Strachan, der stod i spidsen for storklubben.

- Jeg har altid været Celtic-fan. Jeg var blandt andet i Skotland og se Old Firm, da Peter Løvenkrands spillede for Glasgow Rangers. Jeg ville gerne prøve at spille i den atmosfære, og jeg kan kun sige, at det har jeg ikke fortrudt. Det var en kæmpe klub og et utroligt hold. Desværre løb jeg ind i en modsætning af mig selv i form af en træner, der hed Gordon Strachan. Hans tid var der desværre, mens jeg var der. Det fungerede ikke mellem ham og mig, siger Gravesen.

Den tidligere Real Madrid-spiller kunne simpelthen ikke forene sig med den måde, Gordon Strachan ville spille fodbold på.

- Han havde det klart bedste hold, og alligevel måtte vi ikke gå ud og spille frem ad banen. Gordon var en defensivt orienteret træner i en verdensberømt klub. Det svarer til, at FC København går ud og spiller defensivt mod Hobro. Det er ikke nogen kritik af Hobro, men det budget, FCK har, er alt andet end lige markant bedre, og det forpligter også i min verden, siger Gravesen og tilføjer:

- Jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor han gjorde, som han gjorde i Celtic, for vi var så meget bedre end de andre hold. I de få kampe, hvor vi fik lov, var vi jo meget bedre. Det var hele tiden ”tilbage”, ”dæk op”, ”lidt længere tilbage”. Jeg kunne ikke forstå det, og derfor kørte Gordon Strachan og jeg skævt af hinanden.

- Jeg kan huske, at jeg scorede hattrick mod St. Mirren – mit eneste i karrieren – og hans eneste kommentar var ”husk nu på det defensive. Det skal vi lige have styr på”. Han var nervøs for at tabe – bange for at tabe en kamp som boss i mægtige Celtic. Når vi gik på banen, var vi fysisk meget stærkere end de andre, hvor mange havde et arbejde ved siden af fodbolden. Alligevel skulle vi spille afventende. Det kunne jeg ikke forstå. Det kunne jeg fandeme ikke forstå.

Tog du konfrontationen med ham?

- Det gjorde jeg. Jeg sagde det tit til ham, og så svarede han, at vi skulle være bange for at tabe. Til sidst valgte han at spille med musklerne og sige, at jeg ikke var med længere. Det måtte jeg acceptere.

Var det en trist afslutning på karrieren?

- Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg har altid fulgt mit hjerte, og jeg har altid taget konsekvenserne. Og jeg står stadig ved, at det hold, vi havde, var for godt til at spille så dårligt. Vi vandt alt, men vi spillede dårligt. 

Thomas Gravesen vandt The Double med Celtic, og dermed kunne han altså også føje titler til sit CV. Noget, som det i høj grad manglede, og danskeren kan da også godt ærgre sig over, at han ikke var med til at vinde mere med sine klubber.

- Men ved du hvad? Jeg kom til Vejle som oprykker i 1. division (Superligaen i dag, red.), og vi sluttede på andenpladsen. Jeg skiftede til Hamburger SV, som var en bundklub, og vi sluttede i Champions League. Det var det samme i Everton. Det pres, der er for at vinde mesterskaber, prøvede jeg i Real Madrid og Celtic, og det pres, der er for ikke at rykke ned, prøvede jeg i Vejle, HSV og Everton. Det er lige så hårdt. Jeg er aldrig rykket ud, og det er jeg stolt af. Men ja, selvfølgelig er der ikke noget bedre end en titel. I sidste ende er det selvfølgelig det, det drejer sig om, siger han.

Da Thomas Gravesen så endelig vandt en titel med Celtic, var der ikke meget guldfest over det.

- Jeg havde sgu glædet mig, for nu skulle vi ud og køre i bus i Glasgow, der er bare én by i verden, hvor man ikke gør det. Rangers-fans og Celtic-fans er katolikker og protestanter, så der var ikke nogen åben bus, husker han.

Som Everton-spiller var Thomas Gravesen med til at møde Liverpool, og han mødte Atletico Madrid som Real Madrid-spiller. Ingen lokalopgør kan dog måle sig med Old Firm-bragene mod Glasgow Rangers.

- Det er det vildeste. Den måde, fodbolden er under huden på fansene, er en meget speciel oplevelse. Vi var stærkere end Rangers på det tidspunkt, så vi vandt over dem, og det gjorde vores fans tilfredse. Men Rangers' fans var ikke tilfredse, og det kunne man mærke. Når vi var på Ibrox, kunne man mærke, at vi godt nok ikke var velkommen.

- Skotland er delt i to – enten er man Rangers-fan, eller også er man Celtic-fan. Og så kan du muligvis være Hearts-fan, Aberdeen-fan eller hvad ved jeg bagefter, siger Thomas Gravesen.

I Celtic var danskeren med til at spille Champions League, og i 2006 bød det blandt andet på to opgør mod FC København. Celtic vandt 1-0 i Skotland, men blev blæst ud af banen og tabte 1-3 i Parken.

Thomas Gravesen husker et særdeles godt FCK-hold.

- Fansene var jo lidt efter mig. Jeg var meget i medierne på det tidspunkt, så FCK-fansene havde mig som skydeskive, og sådan er det som fodboldspiller. Især når man er på modstanderens græs. Vi var ikke gode i den kamp, men sådan var det. Jeg blev pillet ud af Gordon Strachan i midten af anden halvleg – det var jeg ikke glad for. Jeg var også med HSV i Brøndby en del år forinden, og der blev jeg også pillet ud. Nej, det kunne jeg sgu ikke lide, siger "Graver".

Intet var større end det danske landshold
Selv om Thomas Gravesen kan prale af en imponerende klubkarriere, har han aldrig lagt skjul på, at det at spille på det danske landshold var det største. Større end Real Madrid. Det gentager han også over for tipsbladet.dk.

Hvad gjorde landsholdet til det største?

- Det var dem, jeg spillede sammen med. Mine holdkammerater. Vi var nogle stykker i samme båd – vi var nogle, der det år havde gjort noget ekstra for at blive udtaget til landsholdet. Man kiggede rundt og tænkte ”det er bare de bedste, der er her”. Når man så kom ind i Parken og kunne se, at der var udsolgt, så rejste hårene sig, siger landsholdets forhenværende nummer syv og tilføjer:

- Vi var et godt hold. Vi var et virkelig, virkelig godt hold – et af de bedste. Vi lavede bare nogle frygtelige personlige fejl på kritiske tidspunkter. Til EM, til VM. Vi var det bedste hold. Det var den følelse, jeg havde, men nu er det jo bare hypotetisk, og det får vi aldrig bevist. 

- Det var et hold bestående af spillere, der var stamspillere i store europæiske klubber. Og vi havde en ekstremt dygtig træner. Men vi kiksede på de allervigtigste tidspunkter. Det kan være, fordi vi ikke havde stået i situationerne før. 

Thomas Gravesen mener, at landsholdets styrke især lå i bredden og hos de spillere, der ikke spillede fast. I den forbindelse fremhæver han især Claus Jensen, der nåede 47 kampe i rødt og hvidt - de fleste som indskifter.

- På et hvilket som helst andet tidspunkt havde Claus Jensen været nummer ét på landsholdet. Men fordi vi var så mange dygtige, var han primært udskifter. Men Claus var den type fodboldspiller, jeg hele tiden snakker om. Han kom til træning og gjorde sit bedste hver gang, og det gjorde, at jeg skulle lægge mit spil op på et helt andet niveau for at spille. Sådan var Claus', og der viste han, at han havde en enorm klasse, siger Gravesen.

Hvad er dit bedste minde med landsholdet?

- Hver eneste kamp. At spille for Danmark er så stor en ære, at hver kamp er et helt særligt minde. Jeg kunne bedst lide de landskampspauser med dobbeltkamp, for det betød, at jeg skulle spille to kampe for mit land. Og så var slutrunderne selvfølgelig specielle – også fordi jeg synes, vi var gode.

Hvad med 6-1-sejren over Island og målet på langskud?

- Det er et af mine bedste mål, og det står stadig klart i min hukommelse. Jeg synes i det hele taget, at den kamp viste, hvad vi var. Jan Michaelsen scorede til 6-1 og var på vej ud over banden, fordi han var så glad. Det viste bare den lidenskab, der var for landsholdet på det tidspunkt. Og så var der selvfølgelig mit langskudsmål. Stig sagde ”skyd nu for helvede”, lige inden han trillede den, og det gjorde jeg så.

Og jubelscenen?

- Det så godt ud, ikke?

Morten Olsen var den vigtigste
Thomas Gravesen lægger ikke skjul på, at Morten Olsen var den vigtigste træner i hans karriere. Olsen var landstræner under hele Gravesens landsholdskarriere, og man kunne ikke få en bedre mand til jobbet, lyder det fra den tidligere midtbaneprofil.

- Når man snakker om Morten Olsen, må man aldrig glemme de assistenttrænere, han har haft, for de har også hver og én været fantastiske. Men Morten var den overordnede, og jeg havde stor glæde af, at det var sådan en mand. Han turde stå ved sin måde at gøre tingene på. Han lod sig ikke påvirke som Gordon Strachan. Han kunne håndtere presset, siger Thomas Gravesen.

Hvad gjorde Morten Olsen så unik?

- Forberedelse, viden. Den måde, han angreb fodbolden på. Og så selvfølgelig hans måde at tackle spillerne på. Han vidste altid, hvilket materiale han havde at arbejde med, og han stillede krav til spillerne samtidig med, han var en mand, man kunne læne sig op ad. Jeg så ham i Talkshowet Meyerheim for nyligt, og der sagde han, at han så 500 fodboldkampe om året. 500! 

Thomas Gravesen påpeger, at Morten Olsen især var en meget klog træner og en dygtig menneskekender. Det fik han selv at mærke meget konkret - og uden han overhovedet opdagede det.

- Morten var god til at tackle mig. Jeg kan jo godt lide at få min vilje, og Morten var god til at bruge det vilde, der var i mig, på en rigtig måde. Hvis jeg nu havde sparket en eller anden ned og fået et gult kort, var han ikke bange for, det skulle blive til et rødt. Han vidste, hvor han havde mig, siger Gravesen.

Han fortæller en anekdote, som får et kæmpe smil frem på læberne hos den tidligere landsholdskaptajn.

- Jeg kunne ikke holde ud, når min træner sagde, der er én på det andet hold, der er god. Og det fandt Morten ud af. Han nævnte blandt andet henslængt, at Dorinel Munteanu fra Rumænien var en rigtig god spiller, og så sørgede han for, at jeg hørte det. Så tænkte jeg jo med det samme ”Morten skal ikke synes, han er god frem for mig eller mit hold”. Så det brugte han. At jeg ville gå igennem ild og vand for mit hold, fandt Morten ud af, fordi han var så dygtig en træner.

- Derfor vidste Morten, at der ikke var noget, jeg ikke ville gøre for at udradere Munteanu og få ham knust. Det var det eneste, jeg havde i hovedet, da Morten roste ham. Der gik en klap ned for mig – han skulle fandeme ikke kunne spille fodbold mod vores hold. Så jeg var efter ham. Hele tiden. Og det var jo det, Morten gerne ville have. Men det fandt jeg først ud af meget sent i min karriere, slutter Thomas Gravesen med et stort smil.

Den tidligere fodboldstjerne bor nu i Vejle, hvor han lever et ganske almindeligt liv. Til dagligt er han blandt andet frontfigur for spilleselskabet LeoVegas sammen med den kvindelige landsholdsstjerne Nadia Nadim. 

Fotos: Getty Images

Superliga

Mere Superliga

Fokus