Historisk dansker: Det var næsten en forbandelse

Hvad vil du helst?

Bruge dine fodboldår på at veksle mellem at spille 2. og 3. Divisionsfodbold, eller vil du drage på eksotiske eventyr, hvor fodbolden er mere i baggrunden?

For 23-årige Phillip Riewerts er der ingen tvivl. Hans liv er lige nu et eventyr, der udfolder sig i Seoul i Sydkorea, hvor han er blevet historisk på det mest anerkendte universitetsfodboldhold i landet.

Et eventyr, der egentlig begyndte med spirende ambitioner i Randers FC. Da han spillede U19, var han på kontrakt og fik lov til at snuse til det professionelle liv i Superligaen. En drengedrøm, der var på tærsklen til at gå i opfyldelse. Men konkurrencen var benhård, og nåleøjet til Superliga-fodbold var minimal. I sidste ende blev der ikke kigget Riewerts’ vej, og herefter begyndte det første eventyr så.

Efter grundige overvejelser tog han til USA, og pludselig stod den på collegefodbold hos Milwaukee Panthers i Wisconsin. Eventyret varede blot fire måneder, før der blev købt en returbillet til Danmark.

– Det tiltalte mig ret meget at komme ud på et eventyr i stedet for at spille 2. eller 3. Divisionsfodbold i Danmark og have et deltidsarbejde ved siden af. Ambitionen var ikke, at det var for at studere. Jeg tog over og spillede noget collegefodbold derovre, og jeg nåede at være der i fire måneder. Jeg fik ret hurtigt gjort op med mig selv, at det i hvert fald ikke var her, at jeg blev professionel, siger han til Tipsbladet og slår fast:

– Det var sgu useriøst på mange måder, og det er noget helt andet fodbold derovre.

Næsten en forbandelse

Så Phillip Riewerts vendte hjem og startede i Aarhus Fremad i 2. Division. Han nåede dog ikke at være med i Aarhus Fremads famøse 4-0-sejr over Brøndby, for inden da flyttede han til Sydkorea for at opleve verden i sit sabbatår. Og det er så her, at hans fodboldeventyr i Asien starter.

– Jeg havde ikke de store ambitioner med fodbold, men når man kom fra det niveau, man gjorde, var det svært at lægge på hylden. Det var næsten en forbandelse. Stille og roligt begyndte jeg at spille hyggefodbold i Seoul, og det udviklede sig.

Og det blev noget helt andet, end hvad Phillip Riewerts har været vant til fra elite- og divisionsmiljøet i Danmark. Han startede i klubben FC Avenir i 2023, og hvis ikke du har hørt om dem i det sydkoreanske ligasystem, så er der en god grund til det.

– De er ikke med i nogle ligaer. I Korea gør du det ene eller det andet. Du går ikke en mellemvej, hvor du studerer, mens du spiller relativt højt fodbold. Der er en masse spillere, som ikke har fået fuldtidskontrakter, men som heller ikke har noget at falde tilbage på. De står som 21- og 22-årige og har dedikeret alt til at skulle spille fodbold, men det skete ikke.

– Der er opstået en industri, hvor man på et hold som FC Avenir træner hver morgen og spiller træningskampe mod K1- (bedste række) og K2-hold (næstbedste række), hvor man får noget eksponering over for professionelle hold.

På den måde kan man holde håbet i live om at blive professionel fodboldspiller, men det koster kassen at være med på sådan et hold. For danske Phillip Riewerts blev det dog en gratis omgang.

– Jeg tror, jeg var den første lyshåret spiller, de havde set, og så syntes de, at jeg passede godt ind. Jeg kom ind igennem en kontakt, jeg havde, som selv havde været professionel, og han var gode venner med træneren.

Første udlænding nogensinde

Som det nu er med sabbatår, så slutter de, og igen måtte Phillip Riewerts søge efter flybilletter til Danmark. Fodboldkarrieren blev kickstartet i 3. Division hos VSK Aarhus, og i forårssæsonen spillede han fast og var lige ved at rykke op i 2. Division.

I sommeren 2024 stod han med et valg, som var fuldstændig afgørende for, hvor han er i dag. Han kom ikke ind på statskundskab i Danmark, men han havde søgt ind på Korea University i Seoul, som gav ham en plads.

Han rejste igen til Sydkorea og startede op i FC Avenir, men denne gang var fodboldambitionerne skruet op efter en vellykket halvsæson i Danmark, dog uden at han gik med tanker om at skulle leve af at spille.

– Jeg mødte en agent, som syntes, jeg spillede ret godt, og han hjalp mig med at sætte en prøvetræning op på den skole, jeg går på, som har det bedste universitetshold i Korea. Her fungerer universitet som en overgang fra ungdomsfodbold til professionel fodbold, og hvert år sender vores hold nok en fire-fem spillere afsted til den bedste række i landet.

Han fik pladsen, og med ét blev han historisk. Han er den første udlændinge på holdet nogensinde, og det er blevet bemærket på universitet, men han kan godt få lov til at gå i fred og ro.

Og fodbolden? Det er en markant anderledes oplevelse, end hvad han har været vant til.

– Det er ret intenst, og det er ikke altid, at jeg som dansker synes, de har samme rationaler i deres overvejelser. De har den tilgang, at jo hårdere, vi arbejder, jo bedre. Så er det lidt ligegyldigt, om det gør ondt i baglåret. “Nej nej for I skal bare arbejde hårdt.” Det kan godt føles lidt konservativt nogle gange.

Taktisk skiller det sig også ud.

– Det individuelle niveau er ekstremt højt. De er hurtige, teknisk stærke og kan spille med tempo. I forhold til 3. Division derhjemme kan det godt gå stærkere, men omvendt kan der mangle intensitet. Fysikken er ikke den samme, og det kan virke naivt med pasninger foran eget mål. Hvis du tager et middelmådigt 3. Divisionshold og sagde til dem, at de skal presse højt, så ville de køre os over.

– Du sover bare på gulvet

Fodbolden skiller sig ud, og det gør kulturen også. Lige præcis her er Phillip Riewerts allerede leveringsdygtig af spøjse anekdoter.

– Herhjemme har vi det flade hierarki. Det er anderledes her. Her har vi et overhoved, en træner, assistenttræner, målmandstræner og fysisk træner, og der er en helt klar linje, hvem der er øverst. Alt efter hvor du er på den linje, taler du formelt eller uformelt. Nogle må du sige noget til, og andre må du ikke sige noget til.

– Før og efter hver træning starter de i en cirkel, hvor vores overhoved står. Ved siden af ham står trænerne, og så fjerdeårs-, tredjeårs-, andenårs- og førsteårsspillerne. Så taler overhovedet, og når han er færdig, går han. Træneren taler herefter og går. Og sådan fortsætter det gennem alle trænere og til sidste spillerne. De ældste taler uformelt, og så skal de yngre svare formelt. Når de går, og vi er de ældste, må vi snakke uformelt, og de andre svare formelt. Det er ret bizart og svært at tage seriøst, når man kommer fra Danmark, siger Riewerts, der oplevede det anderledes hierarki tydeligt, da holdet var på en to måneders lang træningslejr i januar og februar:

– Vi tjekkede ind på et hotel, og vi var fire drenge, og der var to dobbeltsenge på værelset. Det er jo fint at dele seng, men jeg fandt ud af, at den ældste fik en dobbeltseng alene, de to midterste sov sammen, og den yngste skulle sove på gulvet. Jeg ville ikke tro det, men det er sådan, de gør. Jeg sagde, at den yngste måtte sige til, hvis han fik ondt i ryggen, og der var ingen medfølelse. Sådan er det. Sidste år sov vi på gulvet, og nu skal han sove på gulvet, sagde de.

På fodboldbanen er visse dele af træningen også helt anderledes, end hvad han tidligere har oplevet.

– I almindelige pasningsøvelser kræver trænerne, at vi laver kig-væk-finter, mens vi afleverer bolden. Det kan være i en helt normal pasningsfirkant, og det går ikke særlig godt hånd i hånd med det, jeg fik med i rygsækken fra Randers FC, hvor man til tider spiller lidt primitivt.

– Man står og tænker: Ja, og hvad er meningen med det? Det er da lidt mærkeligt, men der må man rette ind og forstå, at man er langt væk hjemmefra, slutter Phillip Riewerts.

Ja, han er langt væk hjemmefra, og han kommer til at være det i et par år endnu, mens han læser internationale studier. De professionelle fodboldambitioner er lagt på hylden, men Phillip Riewerts spiller stadig, fordi han synes, det er sjovt, og fordi det åbner nogle sjove døre.

Eventyret kommer først for den 23-årige dansker.