Interview med Lindegaard: Jeg lærte at holde kæft

Fra Tipsbladets trykte udgave den 11. november

Hvornår begyndte du at overveje karrierestop?

– Jeg har tænkt over, at min fodboldkarriere ville slutte en dag i mange år. Jeg nok altid været ret bevidst om det. At fodbold af natur er for en begrænset periode. De første fire år af min karriere studerede jeg på universitetet i Odense, fordi jeg vidste fodbold ikke ville vare for evigt. Jeg drømte om at blive læge og søgte ind på medicinstudiet da jeg var 19. Var jeg blevet optaget, er det meget muligt jeg havde sluttet med fodbold dengang. Det blev jeg heldigvis ikke. Men jeg har haft seriøse tanker om det i fem år.

– Mit private liv udviklede sig i en retning, der gjorde det svært for mig at fokusere ordentligt på fodbold. Jeg følte mig tvunget til at fokusere på andet end mit arbejde. Og det går ikke, hvis man vil være med blandt de bedste i verden. Skal man være dér, kræver det også, at man er der 100%. Og det kunne jeg ikke være. Jeg lavede et tv-program om at stoppe med at spille fodbold for tre år siden.

– I den periode stressede jeg en del over det. Men det hjalp mig meget. Jeg føler virkelig, at jeg lærte noget. Og der er ingen tvivl om, at det vigtigste er at gøre sig tanker om det. Ret beset er det jo banalt. Jeg kunne sagtens have gjort det jeg gjorde uden et kamerahold. Men det var måske et sundt skub i retningen af at udforske livet efter fodbold.

Hvorfor nu?

– Fordi nu er det rigtige tidspunkt. Jeg er mæt af fodbold både fysisk og mentalt. Jeg har været heldig nok til at spille til jeg er 38. Det er de færreste forundt. Nu holder jeg fast i et tidspunkt, jeg selv har valgt, og det har været vigtigt for mig. Jeg tror, det er rigtig svært, hvis man bliver tvunget til at stoppe i en tidligere alder uden at beslutte det selv.

Hvis du tænker tilbage på Anders, der forlod OB og tog ud i verden og så den Anders der i dag stopper karrieren, hvad er så din primære lektie lært fra fodboldens verden?

– At man skal mærke efter, og gøre det man vil, og være den man er. Det lyder enkelt, men det er svært at være tro mod sig selv i topfodbold. Det gør noget ved alle. Ligesom med alle andre ting her i livet, så bliver man et produkt af sine omgivelser. Fodbold er et ekstremt miljø. Og jo højere niveau man kommer op på, jo mere ekstremt bliver det. Fodbold er et stort monster, der suger dig ind, og spytter dig ud igen.

– Jeg kan nemt reflektere mig i en filosofisk retning af, hvem jeg var, hvem jeg skulle have været, og hvem jeg er blevet. Det er store spørgsmål, der er svære at finde svar på. Måske unødvendige, men jeg tror, det er sundt både for en selv og sine omgivelser. Jeg har endnu ikke tænkt tankestrømmen til ende.

Hvad lærte du af at forlade dansk fodbold og skifte til Ålesund?

– Jeg lærte for alvor at klare mig selv. Før det boede jeg i min barndomsby. Et sted hvor alting var familiært. Og så lærte jeg at Norge er et fantastisk land med nogle helt fantastiske mennesker. Jeg elsker Norge. Og jeg elsker Ålesund. Det vil for altid stå tydeligt for mig som en af de lykkeligste perioder i mit liv. Jeg trivedes virkelig godt der ude midt i ingenting. Jeg elsker at opholde mig i naturen og tæt på havet.

Derfra kom det skifte der fik dig ind på radaren hos det danske fodboldpublikum for alvor. Nemlig Manchester United. Hvad tænkte du, da første gang hørte om interessen?

– Det var på mange måder chokerende. Jeg vidste godt, jeg havde fat i noget rigtigt med min udvikling. Men derfra og så til Premier League er der langt. Og så endda til den klub jeg altid har holdt med og drømt om. Det var vildt. Det var en lang proces. Det tog næsten et år, fra jeg hørte om interessen til skiftet gik igennem. Jeg brugte tre måneder på at vænne mig til tanken, og det var generelt en periode, hvor der skete mange ting i min fodbold.

– Jeg kom på landsholdet og mange af de største fodboldklubber i verden viste interesse. Jeg drømte mest om United. Jeg husker slutningen af transfervinduet et halvt år, før jeg blev solgt. Vi skulle spille UEFA Cup kamp ude mod Motherwell. Det var lige før, vinduet lukkede. I lufthavnen på vej derover trak vores direktør mig til side. Så sagde han “Ikke for lægge pres på dig, men hvis du spiller godt i morgen, bliver du nok solgt til Celtic eller Arsenal”. Øh, tak. Det var jo sindssygt sagt. Efter 10 minutter var vi bagud 2-0, og jeg var chanceløs ved målene. Jeg rørte ikke bolden resten af kampen. Der kom sjovt nok ikke nogen bud dagen efter.

Og hvad lærte du af tiden hos Manchester United og ser tilbage på den?

– Premier League er en helt anden verden. Og United er på mange måder en helt anden verden end Premier League. Det var en fantastisk tid fuld af uforglemmelige oplevelser. Også en tid med virkeligt gode mennesker. Det var vitterligt som en stor familie. At skabe det i en klub og en organisation der er så ubegribeligt stor var utroligt. Et kæmpe privilegie at være en del af. Det var specielt at være med i Sir Alex’ sidste tid og opleve hvordan ting udviklede sig, da han stoppede.

– Sammenhængskraften var ikke længere stærk nok, og det der var da jeg kom, det gik hurtigt i stykker. Måske fordi man som klub forsøgte at holde fast i stedet for at anerkende, at man måtte bygge op på nyt. Jeg forsøgte at komme væk nogle gange for at få spilletid. Til sidst stod valget i mellem at erkende min rolle og forlænge kontrakten eller søge spilletid.

– I dag ville jeg ønske jeg var blevet. Min tid i United endte med at blive defineret af en ankelskade. Den kom på det værst tænkelige tidspunkt. Jeg var lige blevet udnævnt som førstemålmand. Morgenen før vi skulle møde Wigan, der brækkede jeg anklen og var ude resten af sæsonen. Den skade kom jeg mig ikke over i halvandet år, og den begrænsede mig enormt. Jeg spillede med den i Fergusons sidste år og det var en katastrofe. Jeg var rent ud sagt elendig.

– Jeg lærte også at holde min kæft i medierne. Jeg havde altid solet mig i medierne og brugte det aktivt til at bygge mig selv op. Det var nemt, fordi alle syntes jeg var fantastisk og interessant. I United lærte jeg, at der er en bagside af den medalje. Det resulterede i, at jeg klappede i og holdt mine meninger for mig selv. Det betyder ikke, jeg ikke har dem længere, men jeg har i langt højere grad holdt dem for mig selv.

Derefter følger en periode med ophold hos først West Bromwich. Hvad lærte du der?

– Mere end man skulle tro. Vigtigst lærte jeg, at en fodboldklub skal drives som en seriøs forretning med respekt for sig selv. En fodboldklub skal styres af klubben og ikke af manageren. Hvis det er manageren der styrer klubben, så sætter man sig som klub i en sårbar situation. Måden en fodboldklub fungerer og spiller fodbold på skal altid defineres af klubben selv. Ikke af træneren.

– Træneren skal passe ind i foruddefinerede rammer og arbejde ud fra klubbens principper. Ellers opstår der en ubalance, og klubben bliver højst sandsynligt trukket i en retning, der er uhensigtsmæssig. En manager med frie rammer vil definere en hel fodboldklub selv. Hvad er der så tilbage, hvis det går galt, eller hvis manageren ikke er der længere? Fodbold lærte jeg ikke meget af i WBA.

Og hos Preston og Burnley?

– Efter WBA skete der nogle ting i mit privatliv, der gjorde at jeg måtte lægge energi andre steder end i mit arbejde. Den måde jeg har været fodboldspiller på, det har krævet 100% af mig. Jeg var blevet far, og med det kommer med et altoverskyggende ansvar i min verden. Det kostede på arbejdsfronten. Hvis ikke jeg kunne give 100%, så gik det ud over mit niveau.

– I efterrationaliseringen er jeg kommet frem til, at Anders Lindegaard på 100% var god nok til Manchester United. Anders Lindegaard på 90% var ikke god nok. De bedste kan godt spille på 80% og stadig styre en Premier League kamp mod et mindre godt hold. Det var jeg ikke dygtig nok til. Heller ikke til WBA. I Preston blev jeg træt af fodbold. Jeg hadede at køre til træning. Jeg tror egentlig bare, at jeg hadede ikke at kunne give mere af mig selv end jeg kunne. Burnley var en faldskærm. 

– Jeg skulle blive boende i Manchester, og Burnley manglede en målmand. Jeg var der i to år. Det første år var lykkeligt. Det andet år endte kaotisk bl.a. med skader.

Da du forlod engelsk fodbold, så blev det Allsvenskan og Helsingborg. Hvordan ser du tilbage på tiden i Sverige?

– Jeg var færdig med at være i England. For mig var det et land, jeg aldrig kunne se mine børn vokse op i, og derfor ville vi hjem. Det engelske samfund er meget anderledes end det danske. Det kan være svært at forholde sig til, når kloge mennesker taler om, at vi skal passe på at uligheden ikke løber løbsk i Danmark. Men man forstår virkelig, hvad de mener når man bor og lever i England. Uden for London især. Uligheden er pervers. Det er ærgerligt, fordi befolkningen er så fantastisk.

– Englænderne er åbne, venlige og ikke mindst hysterisk morsomme. Uanset hvor håbløs en situation end må virke, så kan englændere altid smile og lave sjov med det på en god og opblødende måde. Det elsker jeg ved dem. Jeg ville hjem, og vi ville flytte til København. Når man begrænser sig til at ville bo i København, så begrænser det også arbejdsudbuddet. Helsingborg var en mulighed, og tingene gik op i en højere enhed.

– Sportsligt har det været et dårligt ophold. Resultaterne og klubbens sportslige udvikling har været skuffende. Men menneskeligt har jeg fået meget ud af det. Helsingborg er en fed klub. Der er gode forhold og gode mennesker både i klubben og blandt fansene. Jeg har fået skabt min og min families base i København i løbet af de sidste tre år. Det var planen, og den er lykkedes.

Vi var mange, der forventede at se dig i mange år på landsholdet, men det blev jo egentlig en ret kort tid med landsholdet samlet set. Hvad tænker du om den tid i dag?

– Jeg er pavestolt over at have repræsenteret Danmark som fodboldspiller. Det er det man drømmer om som barn. Jeg husker at tage Storebæltsfærgen med min far i Parken, da jeg var lille. Men selvfølgelig havde jeg drømt om en anden landsholdskarriere, end den jeg fik. At det blev som det blev er først og fremmest min egen skyld. Jeg var frustreret over mange af de dispositioner, der blev lavet på den tid. Der var mange ting, der ikke gav mening for mig.

– Men jeg bebrejder ingen andre end mig selv. Landsholdet på den tid var også en anden størrelse, end det er nu. Der var slet ikke samme entusiasme i befolkningen. Heller ikke på holdet tror jeg.

Fremtiden – hvad skal der ske nu?

– Ja, hvad nu? Jeg føler mig privilegeret over at kunne søge mod nye udfordringer med afklarethed og ro i maven. Jeg har ikke nogen Wall of Fame, hvor jeg kigger på de ting, jeg har oplevet, og drømmer mig tilbage til noget, der var engang. Jeg er taknemmelig for alt, som jeg har oplevet. Det vil altid være en stor del af mig. Men jeg skuer fremad og ikke tilbage. Jeg stopper ikke på toppen af min karriere.

– Set med de positive briller har det været en lang blød landing fra fodboldens absolutte top. Det tror jeg faktisk er sundt. Det bilder jeg mig i hvert fald ind. Nu begynder et nyt kapitel. Jeg har arbejdet hele mit liv. Og det vil jeg blive ved med. Hvad jeg skal lave, ved jeg ikke endnu. Ikke fordi jeg ikke kan finde på noget. Der er tusinde ting, jeg synes er interessante. Udfordringen bliver at finde ud af, hvad der er det rigtige. Jeg kan godt forestille mig at blive i fodbold.

– Jeg elsker fodbold og ikke mindst miljøet og mekanismerne. Omvendt er der noget dragende ved tanken om at skifte spor. At opleve noget nyt og anderledes i en ny arena. Lære noget nyt. Det vigtigste er, at det er noget, der giver mening. Jeg har haft succes som fodboldspiller, fordi jeg er dreven og fokuseret. Og så har jeg været god til at arbejde i et performancemiljø. Det er egenskaber, jeg vil forsøge fortsat at drage nytte af i fremtiden.