Når penge er roden til alt ondt

For eksempel gav oliehandelsselskabet Nafta Moskva for nylig det anonyme midterhold Saturn Ramenskoye et tilbud, man ikke kunne afslå. Saturn, der indtil sidste år var ejet af en lokal mafiaorganisation, men nu er i hænderne på Moskva-regionens regering, fik en sponsoraftale, der indbringer klubben hele 60 mio. kr. om året. Og her taler vi om et hold med et tilskuergennemsnit på størrelse med AGFs.

Det overgås dog af klubberne inde i Moskva. Dinamo, Lokomotiv og Spartak menes at omsætte for mellem 120 og 180 mio. kr. om året, mens CSKA hævdes at toppe dem alle med 300 mio. kroner.

Milliardomsætningen i russisk fodbold har givet mulighed for at investere i udenlandske spillere, primært fra Østeuropa, Sydamerika og Afrika, og Rusland importerer nu flere spillere, end man eksporterer.

Efter mange russiske fodboldeksperters mening er det gået ud over landsholdet, der ikke længere har så meget at vælge imellem på hylderne. Siden Sovjetunionens sammenbrud er der kun brugt promillebeløb på talentudvikling, men enorme summer på eksotiske stjerner. Og nu betaler nationalmandskabet prisen.

Selvom Rusland jævnligt kvalificerer sig til VM og EM, skal man tilbage til de gode, gamle sovjet-dage og 1988 for at finde den sidste gode slutrundepræstation med en finaleplads mod Holland. Sommerens exit ved EM var en national katastrofe, og den igangværende VM-kvalifikation er ved at udvikle sig på samme måde, hvad 1-7 blamagen på udebane mod Portugal sidste måned vidner om.



Men også tilskuerne svigter. For 30 år siden væltede folk ud til fodboldkampene i den sovjetiske liga, og nogle klubber havde tilskuergennemsnit på 30.-35.000 per kamp. I dag kan selv de største top- og lokalopgør knap nok samle 15.000.

Det russiske fodboldforbunds generalsekretær, Vladimir Radionov, sagde forleden, at de mange buziness men har gjort fodbold til en eksklusiv sportsgren med alt for høje billetpriser. For eksempel koster de dyreste pladser til nogle af storklubbernes kampe, hvad der næsten svarer til en månedsløn for almindelige russere.

“Vi er ved at miste kulturen omkring det at støtte sit favorithold. Til de store kampe er alle de dyre pladser udsolgt, men aldrig de billige. De rige går til fodbold, fordi de gerne vil ses sammen med andre rige mennesker. Det er det, som det handler om for dem,” sagde Radionov, der også kritiserede de alt for omfattende tv-aftaler.

“Folk kan sidde derhjemme og se tre-fire kampe hver uge, plus alle de udenlandske kampe live. Hvorfor skulle de tage på stadion, når det er billigere at sidde hjemme eller på en bar?”

Forholdene på stadion er heller ikke altid i orden. Store Moskva-klubber som Spartak, Torpedo og CSKA lejer sig f. eks. ind andre steder i hovedstaden, fordi der ikke er blevet brugt penge på at bygge nyt stadion. Dermed har de efterhånden mistet forbindelsen til lokalmiljøet og er ved at ende som franchise-mandskaber efter amerikansk model.

Læg dertil problemer med racisme og en konstant mistanke om bestikkelse af spillere og dommere i det russiske fodboldmiljø.

Den tidligere landsholdsspiller, Igor Sjalimov, advarede sidste uge om, at topklubberne i deres planlægning savner fornuft og tålmodighed. De langsigtede løsninger er pengemændene i Armani-jakkesættene ikke interesserede i.

Pengene bliver brugt på at købe succes lige nu og her, og det ødelægger traditionerne omkring russisk fodbold, der ikke længere evner at være et fast holdepunkt i folks tilværelse, mener Sjalimov.

“Investorerne forlanger øjeblikkelig succes. For dem handler det ikke om fællesskabet og tilhængerne. Det handler om at vinde med det samme. Derfor kommer alt til at virke så usammenhængende og midlertidigt,” sagde Igor Sjalimov.

Det russiske fodboldforbund forsøger nu med regeringens opbakning at rydde op i fodboldøkonomien.

Fra næste sæson indføres et licenssystem for de klubber, der vil spille i den bedste række. Ikke for at undgå konkurser, men for at få indblik i topklubbernes regnskaber, der skal være helt åbne for at licensen kan gives.

De russiske politi- og skattemyndigheder hævder nemlig, at oligarkernes interesse i fodbold ikke bare er af kærlighed til spillet.

For da sponsorat af fodboldklubber kan trækkes fra i skat, går mistanken på, at klubbernes regnskaber anvendes til skattespekulation eller i værste fald til at komme af med sorte penge via sponsorater.

Påstande, der sidste år fik præsident Vladimir Putin til at udstede et dekret om, at klubberne skal offentliggøre alle deres sponsoraftaler.

Men i Rusland er man også er klar over, at den nye elite ikke har hele ansvaret. På trods af at Sovjet-styret er et fjernt minde, så er halvdelen af klubberne i den russiske Premier League enten helt eller delvist ejet af lokale eller regionale regeringer og byråd, eller som Lokomotiv Moskva ejet af regeringen, i dette tilfælde Transportministeriet.

På det punkt er Rusland enestående. Enkelte klubber styres reelt af topbureaukrater i den offentlige administration uden en pind forstand på at drive en professionel fodboldklub. Også det, skal der nu gøres op med.

Fodboldforbundet startede i sommer et særligt akademi, der skal give russiske fodboldledere undervisning i moderne organisation og virksomhedsledelse. Det nye licenssystem vil også skabe større overblik over de enorme millionbeløb, som de ellers officielt tomme offentlige kasser hvert år hælder i den professionelle fodbold.

Men generelsekretær Radionov, der selv var aktiv på landsholdet i 70erne, er ikke optimist. For i det moderne Rusland er stort alt og alle til salg for ussel mammon.

“Sådan var det ikke i min tid som spiller. Vi var stolte, og vi var patriotiske. Vi spillede af kærlighed til vort land og vor sport. I dag handler det kun om penge, og det påvirker alt. Selv diskussionen om tilskuerkrisen. De (klubejerne, red.) siger, at den russiske økonomi bare skal vokse, så folk igen kan få råd til at gå til fodbold. Så vi skal altså fikse Ruslands økonomi, for at folk kan se fodbold? Det er virkelig, hvad de mener.”