Paolo Maldini 1985-2005

16-årige Paolo fik blot den ene Serie A-kamp ude mod Udinese i sin debutsæson, men han har ofte betonet Nils Liedholms betydning for karrierens igangsætning.

“Hans ro og hans måde at indlære fodbold var enestående og har haft enorm betydning for mange spillere,” siger Maldini, der fra sin første sæson bl.a. fremhæver Mark Hateley, som i øvrigt stod for udligningen til 1-1 i debutkampen i Udine.

Efter nogle magre år fik englænderen håbet tilbage hos tilhængerne og scorede bl.a. sejrsmålet i derbyet mod Inter i en sæson, hvor Milan sluttede på en femteplads.



Allerede her blev 17-årige Paolo fast mand på Milan-holdet med 27 Serie A-kampe. En turbulent sæson, hvor præsident Farina var ved at køre klubben helt ned, inden han stak af – og Silvio Berlusconi trådte til som redningsmand i februar 1986.

Det endte med en beskeden 7. plads i et år, hvorfra Paolo Maldini især fremhæver Franco Baresis betydning for sin udvikling og tilsvarende for de andre forsvarere Galli, Costacurta og Tassotti, som allerede dengang var med også.

En sæson hvor man efter Berlusconis overtagelse af klubben, og den sikkerhed som hans selskab Fininvest gav, havde store ambitioner i Milan. De blev dog ikke indfriet. Man havde ikke helt heldet med sig, men det lykkedes til sidst at sikre en femteplads og dermed UEFA Cup-adgang efter omkamp mod Sampdoria. Paolo Maldini spillede 29 kampe og fik scoret sit første mål i Serie A. Fra den sæson fremhæver han sin mangeårige værelseskammerat i Milan og senere på landsholdet Mauro Tassotti, der i dag er assistenttræner for Carlo Ancelotti. Liedholm stoppede som træner og blev i slutfasen afløst af Fabio Capello.

“Signor Nessuno”, den ganske ukendte Arrigo Sacchi, blev hentet som træner, og det betød en afgørende vending, skønt man åbnede ganske problematisk og bl.a. røg tidligt ud af UEFA Cup’en.

De store nyheder i truppen var hollænderne Ruud Gullit og Marco van Basten. Maldini beskriver Gullit som en vulkan: Han havde energi, sang, dansede, smilede, var arrig, var larmende på banen og i omklædningsrummet.

Sacchi fik sine idéer til at fungere og på en fantastisk slutspurt hentede man til sidst Maradona og Carecas Napoli og vandt mesterskabet. Maldinis første titel i en sæson, hvor han spillede 26 kampe, scorede to mål, fik debut på A-landsholdet i marts og kom med til EM i Vesttyskland.

Det absolutte højdepunkt var 4-0-sejren i mesterholdsfinalen over Steaua Bukarest på Camp Nou i Barcelona, hvor 80.000 tilskuere jublede over Milan-opvisningen.

Forud var også gået den mindeværdige 5-0-sejr over Real Madrid på San Siro. I Serie A, hvor Maldini spillede 26 kampe, måtte man nøjes med en tredjeplads. Det var sæsonen, hvor Marco van Basten for alvor brød igennem, og Paolo Maldini fremhæver ham som den største spiller, han har spillet sammen med og sammen med Maradona den største han har oplevet overhovedet i karrieren. Samtidig fandt van Basten og Maldini fint sammen privat og har stadig kontakt.

Mesterholdstriumfen blev gentaget med finalesejr over Benfica i Wien, mens man i Serie A sluttede på en andenplads.

Samtidig vandt Milan udover den europæiske Super Cup også Interkontinentalpokalfinalen i Tokyo over Medellin i en kamp, hvor Maldini fik en skulderskade. Den var ikke værre, end at han nåede 30 Serie A-kampe i sæsonen. Det var en stor oplevelse for ham at deltage i sit første VM, tilmed på hjemmebane i Italien. I det mindste frem til det skuffende semifinalenederlag efter straffespark mod Argentina i Napoli.

Sidste sæson med Arrigo Sacchi som træner, hvor spillerne var slidte og efterhånden kørt træt i hans bastante skemaer og arbejdsmetoder. Man nåede dog en andenplads i Serie A, hvor Maldini i øvrigt scorede hele fire mål i sine 26 kampe, og vandt igen den europæiske Super Cup og Interkontinentalpokalen.

Men sæsonen huskes for mesterholdskampen på Stade Velodrome i Marseille, hvor lyset gik ud, og Milan nægtede at genoptage spillet, da der atter blev lys. Hvorefter UEFA udelukkede Milan fra næste sæsons europæiske turneringer.

Med Fabio Capello som træner blev det uovervindelige hold født. Det første år tabte man ikke en eneste kamp, det blev tre mesterskaber i træk og i to og et halvt år var man konstant på førstepladsen i Serie A.

Capellos spillestil var knap så skematisk som Sacchis, men disciplinen var der stadig. Paolo Maldini nåede 31 Serie A-kampe og scorede tre mål det første år under Capello, hvor Demetrio Albertini kom til som den næste unge efter Maldini fra Milans egen ungdomssektor.

Nyt mesterskab efter en smuk sæson, hvor begrebet en lang bænk blev indført med adskillige stjernenavne i truppen, der ikke kunne være på banen samtidig. Milans forsvar var det stærkeste i Serie A, hvor Maldini igen spillede 31 kampe.

I Champions League tog Milan 10 sejre på stribe, men endte med at tabe finalen til Marseille på det olympiske stadion i München. En oplevelse som Maldini beskriver som en af de mest triste i karrieren.

Sæsonen med “the double”, mesterskab og Champions League. Det tredje mesterskab på stribe blev vundet på defensiven. I 34 kampe lukkede man blot 15 ind og sluttede øverst selv om man i den anden ende kun scorede 36 mål.

Anderledes sprudlende og uforglemmelig blev mesterholdsfinalen mod FC Barcelona i Athen, som brødrene Brian og Michael Laudrup måtte se fra tribunen, da ingen af dem fik plads i de to holds trupper. Milan var uden de karantæneramte Baresi og Costacurta i forsvaret, men sejrede alligevel med 4-0 over Stoichkov og Co.

1994-sæsonen sluttede dog skuffende for Maldini med straffesparksnederlaget til Brasilien i VM-finalen i Los Angeles.

En mindre heldig sæson med europæisk og italiensk Super Cup som ringe trøstpræmier.

I Serie A blev det blot til en fjerdeplads, mens man i Champions League atter nåede finalen, men tabte uheldigt til et ungt Ajax-mandskab – med den tidligere Milan-spiller Frank Rijkaard som undtagelsen – i Wien.

Tilbage på førstepladsen med det fjerde mesterskab på fem år med Fabio Capello. Ganske suverænt med 21 sejre og 10 uafgjorte i de 34 kampe med en målscore på 60-24.

Det var året for George Weah, men også for duoen Savicevic-Baggio. Paolo Maldini spillede 30 kampe og lavede tre mål i Serie A, inden endnu en slutrunde, EM i England, bød på italiensk skuffelse.

Capello forlod trænerposten og blev afløst af Tabarez, som undervejs blev fyret op til den afgørende Champions League-kamp mod Rosenborg, hvor Milan sensationelt tabte på hjemmebane og røg ud. Arrigo Sacchi vendte tilbage som træner, men det var ikke en lykkelig løsning.

Milan fik med en 11. plads den dårligste placering i Berlusconi-tiden.

Her gik det ikke meget bedre med en 10. plads. Heller ikke Fabio Capellos comeback på trænerbænken blev vellykket. Tingene fungerede hverken på banen eller i omklædningsrummet. Tilmed smed man også sejren i pokalfinalen til Lazio, og helt slemt blev det for Maldini, da Italien ved VM i Frankrig røg ud på straffespark mod værterne og de senere verdensmestre.

Forventningerne var efter de to seneste sæsoner ikke store, da Alberto Zaccheroni kom til og medbragte Oliver Bierhoff og Thomas Helveg fra Udinese.

Men sensationen indtraf: Milan endte som mester med en fantastisk slutspurt med syv sejre i de sidste syv kampe, hvor den sidste i Perugia fortsat står stærkt i erindringen hos Maldini. Bl.a. fordi han kunne fejre triumfen sammen med den gamle garde, Sebastiano Rossi, der fortsat er en af de allernærmeste venner, Costacurta, Albertini og Boban.

En sæson Maldini især husker for ankomsten af Andrej Sjevtjenko, et fænomen som han har oplevet få af i karrieren.

Sjevtjenko blev topscorer og Milan mest scorende i Serie A, men det rakte blot til en tredjeplads i året hvor Lazio tog den titel, Milan havde snydt romerne for året før.

En på flere måder følelsesladet sæson for Paolo Maldini. Efter farvel i Champions League blev Zaccheroni fyret som træner, og det sårede Milan-kaptajnen, skønt det var farmand Cesare der tog over for en periode, hvorved man fik en gentagelse af situationen på landsholdet ved VM 1998 med far som træner og søn som anfører.

Det blev en beskeden 6. plads i Serie A med den trøst, at man fik en historisk 6-0-sejr over Inter i Mlano-derbyet.

Fatih Terim blev ny træner, men havde problemer med at få sin taktik til at stemme og med at vælge de rette spillere. Han blev fyret og afløst af Carlo Ancelotti, hvorved vejen til en ny storhed blev indledt.

Selve sæsonen blev dog noget blandet. Maldini var ude med en skade længe, så han blot nåede 15 kampe ialt, og man måtte også undvære Filippo Inzaghi. Drømmen om at vinde UEFA Cup’en blev spoleret af en katastrofekamp i Dortmund, men i sidste ende lykkedes det at redde den CL-kvalificerende fjerdeplads.

Herefter blev VM en ny skuffelse for Paolo Maldini, der fik sin 126. og sidste landskampoptræden, da Italien skandaløst røg ud mod Korea. Hvorefter han gav sin sidste landskamptrøje til sin danske kiropraktor Johannes Breum, som han havde fået med fra Milan i den italienske stab.

Med landsholdet lagt på hylden fik Paolo Maldini en fantastisk sæson i midtforsvaret hos Milan med nytilkomne Alessandro Nesta som makker.

Midtvejs førte man Serie A, men gik lidt ned i foråret, så det bare blev til en tredjeplads. Til gengæld sluttede det med den helt store triumf, da Paolo Maldini 40 år efter at faderen havde gjort det samme kunne hæve “pokalen med de store ører”. Det skete da Milan på Old Trafford efter straffesparkskonkurrence mod Juventus vandt Champions League. Paolo Maldinis fjerde triumf i den fornemste europæiske klubturnering. Få dage efter fulgte også en Coppa Italia.

Paolo Maldini nåede en tredjeplads i afstemningen om årets spiller i Europa i december, og i foråret 2004 fulgte så det syvende mesterskab med Milan, hvorved han kun mangler ét for at være blandt de mest vindende i Italien på dette punkt – en af de få rekorder han endnu har tilgode.

Undervejs passerede han Franco Baresis 719 kampe for Milan i en sæson, der bød på 30 kampe for ham i Serie A.

Aktuelt er Paolo Maldini her ved sit 20 års jubilæum i Serie A noteret for 553 kampe i den bedste række. Han har overgået Gianni Riveras 501 og Inters Bergomi som den mest klubtrofaste.

Med to point op til Juventus er Milan-kaptajnen på jagt efter sit ottende mesterskab, der gør ham endnu mere historisk. Og Milan lever fortsat i Champions League.

Paolo Maldini fejrede sit jubilæum på sin klassiske plads som venstre back, og hvis Jaap Stam holder bliver det mest på denne plads, man vil se ham sæsonen ud.

Foreløbig har han kontrakt næste sæson med, og for Paolo Maldini må man konstatere, at 36 år ingen alder er. Om et år spiller han sikkert lige så godt som nu, og så kommer det på tale at overtale ham til landsholdscomeback ved VM i Tyskland.