Randers i røven

Selve starten på de to mest pinefulde fodboldtimer i mit liv var en anelse kaotisk, da mit forsinkede IC3-tog fra København rullede ind på Randers banegård godt 20 minutter før kickoff, hvorefter jeg – i bedste Carsten Fredgaard-stil – sprintede ud til taxaernes holdeplads for at finde en vogn, der kunne transportere mig de ganske få hundrede meter hen til randrusianernes nye stolthed, Essex Park.

Stakåndet ankom jeg tidsnok til lige at kunne nå at tage del i presseområdets “goder”, men da Essex Park var under ombygning, måtte den fremmødte presse tage til takke med yderst beskedne kår, der bestod i et par gamle slidte træborde overdækket af en gang presenning og vådt og tørt begrænsede sig til halvtørre småkager og lunken kaffe.

Men nu var det jo også fodbolden jeg var der for. Tilmed topopgøret i 1. division mellem Randers FC og Vejle Boldklub – de to oprykningsaspiranter.

Men desværre var spillet på banen – meget diplomatisk sagt – ikke en disse bedre end kaffen og småkagerne og selvom jeg har set mange dårlige fodboldkampe – hvilket man har gjort, hvis man fulgte Esbjerg fB i starten af halvfemserne – så har jeg aldrig set en kamp, der var så dårlig som den her. Hvis det her var det ypperste, de bedste af de næstbedste kunne præstere, priste jeg mig lykkelig for, at jeg ikke havde valgt at bruge mere tid på 1. divisionsfodbold. Der var stort set ingen chancer i kampen og de der var, opstod pga. tåbeligheder i de to holds forsvar, men da angriberne ramte et tilsvarende niveau, stod på måltavlen stadig på 0-0, da 90 pinefulde minutter var overstået. Antallet af afleveringer, der var havnet hos den rigtige modtager, kunne groft sagt tælles på to par hænder og kreativitet var ikke en by på Djursland, var min konklusion efter kampen, hvor jeg skulle producere en to siders reportage om miseren. Reportagen blev stort set klistret til med lige så mange mindre pæne ord som denne beretning, hvor jeg satte et meget stort spørgsmålstegn ved, om de to mandskaber ville kunne klare sig i tilfælde af oprykning til SAS Ligaen “Randers i røven, I kan Randers i røven,” sang de medrejsende Vejle-fans efter kampen. Jeg var næsten tilbøjelig til at give dem ret.

Det store spørgsmålstegn har begge mandskaber allerede besvaret efter en halv sæson i ligaen, og jeg kan nu i bagklogskabens klare lys se, at jeg muligvis ikke gav Randers-spillerne helt den kredit, de fortjente, da jeg i min harmdirrende vrede over at have spildt min søndag vurderede de to holds muligheder. Hvorimod Vejle har fået det akkurat som så svært, som jeg regnede med.

Men nok selvkritik og skulderklapperi. Samtidig var turen til Randers nemlig også mindeværdig i den forstand, at jeg havde to af de mest mærkværdige interviews, jeg har oplevet. Da jeg efter kampen fik Randers-træner Lars Olsen i tale, virkede han som en mand, der tydeligvis var tilfreds med, at den nationale presse havde fået øjnene op for hans mandskab, hvorfor de første ti minutter af interviewet var ganske hyggeligt og han svarede lystigt på mine spørgsmål. Men da hr. Olsen fik færden af, hvor jeg gerne ville hen og hvad jeg havde tænkt mig at nedfælde på papiret, var det slut med hyggesnakken, hvorfor jeg i interviewets sidste ti minutter kunne notere enstavelses svar på min notesblok. Olsens kollega og konkurrent i Vejle, Kim Poulsen, leverede samtidig et af de mest mystiske svar, jeg har været udsat for, da han på mit spørgsmål om, hvorvidt Vejle ikke havde stærkt brug for forstærkninger, hvis de rykkede op, leverede denne replik:

“Hvis og hvis. Hvis min tante havde en tissemand, ville hun være min onkel,” og dermed effektivt lukkede munden på mig i mine gentagne forsøg på at få ham til at forholde sig til spørgsmålet.