Så mange mål scorer de

Om hvorvidt det er glædeligt med mål-underholdning eller beskæmmende med manglende international klasse i forsvarsfasen skal undertegnede vare mig for at dømme om, men faktum er, at Superligaen måske nok savner intensitet i forhold til nogle af de store europæiske ligaer, men til gengæld bliver vi tilskuere begunstiget med nogle flere mål.

Tendensen – målene – er dog vigende, for heller ikke de hjemlige aktører kan holde antallet af scoringer oppe. Bortset fra en amok-sæson i 2002/03, hvor FC København tog sig af mesterskabet foran Brøndby, har antallet af scoringer været støt faldende i Superligaen gennem de seneste sæsoner. Forklaringen på den afvigende 2002/03-sæson skal måske primært findes hos Superligaens nummer tre FC Nordsjælland/Farum, der tog sig af bronze-medaljer med en negativ målscore. Ingen dårlige kommune-jokes her, men hele 58 kasser lukkede nordsjællænderne ind, og den slags plejer ikke at give podieplads.



Kigger man på UEFA’s rangliste, skiller fem nationer sig markant ud som værende stærkere end de øvrige, og med de undtagelser, der bekræfter en god regel, er det da også disse fem nationers klubber, der gør sig i den pengestærke Champions League.

Vi taler naturligvis om England, Tyskland, Italien, Spanien og Frankrig, men selvom det traditionelt er blandt dette femkløver pengene og laurbærene deles, så er der, hvis man skal tro mål-statistikken, stor forskel på, hvordan der spilles fodbold.

Tyskland er den underholdende dreng i klassen med i efteråret 2005 flere scoringer pr. kamp end selv lille Danmark. Selvom tyskerne har vanskeligt ved at hævde sig helt oppe på siden af England og Italiens stærke klubhold, så noterer man sig, at tyskerne som en fast tommelfingerregel har to klubber med blandt de seksten sidste i Champions League, og det er ikke så ringe endda.

Modsat Superligaens målrige 02/03 holdt Bundesligaen næsten scoringspause det år, men ellers har Danmark og Tyskland fulgt hinanden troligt.

Iagttagere fra Bundesligaen hævder, at den sæsons lave antal scoringer skyldtes “mental træthed” efter VM i Japan/Sydkorea, men måske det nok nærmere bare er en statistisk tilfældighed.

Men Bundesligaen har det til fælles med de øvrige store europæiske ligaer, at der falder færre og færre mål, blot er det ikke så slemt, som visse andre steder, f.eks. skrækeksemplet Frankrig.

Fodboldinteresserede, der har et billede af fransk fodbold som underholdende med tekniske raffinementer, har galt fat i det. For ganske vist løber der mange fine teknikere rundt i Ligue 1, men få steder i Europa er de taktiske bånd så snærende som i Ligue 1, og ingen steder lægges der så meget vægt på fysik som i fransk fodbold.

Noget, der ellers traditionelt tilskrives englændere og tyskere, men prøv blot at overvære et par franske ligakampe og få syn for sagen.

Som om det ikke var slemt nok med en konsekvent bundplacering på mål-listen år efter år er holdene i Ligue 1 gået i ren scoringsstrejke i denne sæson. Spillerafgangen i denne tid til Afrika er til Nations Cup, og ikke til fremmedlegionen.

Til gengæld kunne man måske overveje at sætte dén ind i stedet for de i den kommende måned manglende afrikanske spillere. Fremmedlegionærene er i i hvert fald vant til ørkenvandringer, men på den anden side, det er både de tilbageværende spillere og publikum også.

I 2005/06 er scoringsgennemsnittet i Ligue 1 dykket til under to mål pr. kamp. Naturligt nok sætter det sine på spor på antallet af kampe, der slutter i “under 2,5 mål”, og det er tankevækkende, at gambler man konsekvent på “under 2,5 mål” i Ligue 1, så skal man i gennemsnit blot have odds 1,45, før man overskud. Til gengæld er det noget af en øjenåbner, at man bør holde sig væk fra “over-spil” i Frankrig, med mindre oddset er på den anden side af 3,35.

Et er ry og rygte, nogen andet virkelighed. Hvis man spørger den almindelige fodboldinteresserede, hvor der falder flest mål – i spansk eller italiensk fodbold – så vil han typisk svare spansk.

Helt forkert, især efter et efterår, hvor de spanske klubber har sat bundrekord i antallet af scoringer.

Fra et meget højt målgennemsnit gennem sen-90’erne, hvor de spanske hold med Real Madrid og delvist Valencia som de store lokomotiver buldrede frem op gennem Europas fodboldhieraki, er spillet de seneste år på den iberiske halvø blevet mere og mere taktisk præget.

For blot fem år siden var scoringsgennemsnittet i den spanske liga 2,88 pr. kamp, hvilket er mere, end der nettes i den hjemlige Superliga i dag.

Men taktiske trænere har gjort deres indtog, og lidt hårdt dømt er det efterhånden kun FC Barcelona samt til dels Bernd Schusters lille Getafe, der går ind til en udekamp med ønsket om at angribe. Det slår igennem. Dagene, hvor Primera Division var lig med sprudlende angrebsfodbold er forbi, men La Liga er ikke ene om tendensen.

Det er de udenlandske træneres skyld, klager fodbold-England, og sandt er det, at José Mourinho og hans ikke-britiske kolleger har været eksponent for en mere kontinental spillestil med højere vægt på omtanke og boldbesiddelse.

Den engelske Premier League har holdt et “middle-of-the-road”-målgennemsnit i flere år, men de seneste to sæsoner har taktikken taget overhånd, mener mange fodbold-fans.

Det især illustreret af Chelseas måde at spille fodbold på. Chelsea er effektiv og “fandens go’” til at vinde 1-0. Nok til at tilfredsstille træner Mourinho, klubejer Abramovitj, og uden tvivl også de spillere i Chelsea-trøje, der er med på succes-bølgen. Men underholdene er det ikke.

Man kan ikke andet end frygte lidt for fodboldens fremtid, når man som for nyligt har overværet fire gange 45 minutters måltørke i, hvad der burde have været to Champions League-brag mellem Chelsea og Liverpool. Det er jo ikke, fordi Chelsea eller Liverpool spiller ringe fodbold.

Vi taler om den forsvarende engelske mester mod den forsvarende Champioons League-vinder. Men jo højere niveauet bliver, jo færre blottelser bagude og jo færre mål.

Nu skal Chelsea og ej heller Liverpool have skyld for alt, og man bemærker da også, at det for nogle af de mere succesfulde mindre hold som f.eks. Bolton først og fremmest drejer sig om ikke at slippe noget ind bagude, så kan man altid senere forsøge sig med lidt fremadrettet fodbold også – hvis der altså er mulighed og behov for det.

Derudover bør man notere sig, at det hold i Premier League, der har været impliceret i flest målfattige opgør, faktisk er Arsenal. Med målscoren 27-15 for 20 kampe er målgennemsnittet pr. Gunners-kamp kun 2,10. Men på den anden side, en fransk træner med et overvejende fransk hold.

I folkemunde er italienske hold defensive og spiller altid på resultatet.

Det er til dels rigtigt, men i Italien er man forlængt nået frem til, at den mest effektive defensiv ikke er en tætpakket straffesparkfelts-catenaccio (selvom nogle hold af og til forfalder).

I Italien har man stor respekt for kontra-fodbold, men skal det være, kan de fleste hold åbne med ofte overraskende offensiv fodbold.

Måludviklingen i italiensk fodbold har været nogenlunde stabil de seneste år, idet Serie A har holdt sit gennemsnit og nu ligger midt mellem Bundesligaen og de mere målfattige Premier League og Primera Division.

En statistisk detalje bør man dog have øje for, hvis man vil gamble på “over/under” i serie A. For godt nok scores der i Italien færre mål end i Tyskland og Danmark, men det betyder ikke, at antallet af “under 2,5 mål”-kampe er så forfærdeligt meget større.

Hvordan kan det nu være? Jo, i Italien ser man ofte, at kampe aldrig rigtigt bliver “åbnet” (eller først bliver det meget sent), fordi man i den grad spiller på resultatet.

Den slags kampe slutter meget ofte 0-0, 1-0, 0-1 eller 1-1. Til gengæld, “når noget først er gået galt”, så er italienerne offensivt ofte indstillet på at risikere hele butikken, og selv bundhold på udebane mod Juventus eller AC Milan er ikke bange for at klø på, hvis stillingen måtte kræve det.

Taktisk er italienerne ofte forsigtige, men det hører også med til historien, at de er nærmest verdensmestre i at angribe, hvis det virkeligt er nødvendigt. Derfor er der relativt mange “over-kampe” i Serie A set i forhold til mål-gennemsnittet.

Med baggrund i statistikken næsten skriger det til himlen, at den franske Ligue 1 er som skræddersyet til at spille på få mål.

Med et scorings-gennemsnit på under to mål (helt præcist 1,99), og fantastiske 70 procent af samtlige Ligue 1-kamp sluttende med maksimalt to scoringer, er det “fair” odds for et gennemsnitligt fransk “under-spil” så lavt som 1,43.

Den betaling kan man score sig uden problemer, og selvom flere og flere bookmakere er ved at få øjnene op for, hvor få mål, der faktisk falder i fransk fodbold, så er der stadig et stykke vej til, at de får nedjusteret oddsene tilstrækkeligt.

Hos gode spiludbydere ser man ofte, at “under 2,5 mål”-oddsene i en fuld fransk spillerunde bevæger sig mellem 1,45 og 1,75. Så er det blot om at vælge rigtigt, og orker man ikke frasorteringen, så spil bare dem alle sammen (som singler). Den slags spil kan over en længere periode næsten ikke undgå at give overskud.

Der er nemlig intet, der tyder på, at statistikken lige pludselig skulle lyve eller ændre tendens. Tværtimod vil det ikke overraske, om vi i den kommende tid får endnu færre mål at se. Når banerne er tunge, falder antallet af scoringer, så frem til midten af marts vil det formodentlig være endnu mere attraktivt end ellers at gamble på franske under-spil.