Troels Rasmussen: VM i Mexico ville jeg gerne gøre om

Skærer man helt ind til benet, vil den stille autoritet i målet nok mest blive husket for tre ting:

1) En række kampe – helt nøjagtig 500(!) – som sikker sidste skanse hos AGF.

2) For sin fantastiske præstation i VM-kvalifikationskampen mod Sovjet på Lenin stadion i Moskva den 25. september 1985. Danmark tabte ganske vist 0-1, men den langlemmede keeper forhindrede et større nederlag med en række redninger, der fik Ekstra Bladet til at finde på forsiderubrikken “UTROELSKI.”

3) En mærkelig skæbne ved de tre slutrunder i 80’erne. Forud for EM ’84 i Frankrig var han udset til at være førstekeeper, men en skade i den sidste testkamp mod Sverige gav Ole Qvist chancen. To år senere ved VM i Mexico var Troels ikke rigtig på toppen i de to første kampe, og uden at have kostet noget blev han bænket til næste kamp. Ved EM ’88 i Tyskland var han fejlplaceret ved et frispark, som kostede et mål i den første kamp mod Spanien. Peter Schmeichel indtog for alvor podiet under den turnering, og i tre et halvt år derefter blev det blot til syv landskampe – alle venskabskampe – for Troels.



Når den nu 43-årige eks-landsholdskeeper i dag kigger tilbage på karrieren, er det oplevelsen i Mexico, der ærgrer ham mest.

– Ja, skaden før EM i Frankrig var ærgerlig, men der var ikke noget at gøre ved det, og i vores åbningskamp mod Spanien i Tyskland reddede jeg et straffespark i 1. halvleg, hvorefter jeg blev slagtet på frisparksmålet, hvor jeg var kommet for langt frem, så bolden sejlede over mig. Shit happens.

– Nej, det er VM i Mexico, der ærgrer mig mest. Vi havde haft en lang optaktsfase, og jeg følte mig mere fit end nogensinde, men af en eller anden grund befandt jeg mig ikke godt, da vi kom til Mexico, og det hele udviklede sig til en kæmpeskuffelse for mig. Det var ikke maveproblemer, som så mange havde, og jeg havde heller ikke feber, men jeg lå en del i sengen og følte mig bare slap og svag. Til vores første kamp mod Skotland følte jeg mig klar oppe i hovedet, men det var kroppen ikke. Jeg stod igen mod Uruguay, men var stadig ikke frisk, så Sepp Piontek tog konsekvensen og satte Lars Høgh på mål mod tyskerne. Jeg ville gerne have spillet, men det var Sepps beslutning, og den respekterer jeg den dag i dag. Men var der noget, jeg kunne gøre om, så var det slutrunden i Mexico. Jeg kunne måske have bidt tænderne lidt mere sammen og kæmpet mig igennem, funderer Troels Rasmussen.

Der blev talt en del om dårlige nerver, når snakken i pressekredse i de år faldt på Troels Rasmussen. En del af den københavnske sportspresse blev beskyldt for at favorisere Ole Qvist og Peter Schmeichel frem for Ole Kjær og Troels Rasmussen.

– Den med dårlige nerver køber jeg ikke, for jeg har altid befundet mig bedst i de kampe, hvor der stod mest på spil. Derimod er det nok rigtigt, at der foregik en fløjkamp i pressen. Der vil altid være rygklappere og kritikere, men jeg husker da, at Knud Lundberg, som var københavner, støttede mig bravt. Helt skidt var jeg vel heller ikke, for da vi kom hjem fra Mexico generobrede jeg målmandsposten og holdt buret rent i en lang periode, siger Troels bestemt.

Her hjælper statistikken med til at tegne billedet af en meget sikker og pålidelig keeper:

1) I 1986-87 holdt Troels Rasmussen en overgang det danske bur rent i syv timer og 34 minutter.

2) I 35 landskampe blev han kun passeret 28 gange. Det betyder et snit på 0,80 pr. kamp, hvilket giver ham førstepladsen på listen over danske landsholdsmålmand med mere end ti kampe på bagen.

3) Han stod på mål for AGF i 237 kampe i træk (klubrekord) i otte et halvt år fra 1982-90.

Mange opfatter nok Troels Rasmussen som århusianer, men han er opvokset i Vejle, hvor han også indledte divisionskarrieren i 1978. Vejle rådede imidlertid over en etableret keeper i Alex Nielsen, så derfor fortrak han i 1982 til AGF.

Pludselig gik det stærkt, for samme år debuterede han på landsholdet mod England, da både Ole Kjær og Ole Qvist var skadet.

– Jeg husker det stadig. Indmarchen, Per Røntved som anfører, 44.000 tilskuere, nationalmelodien – jo, det var et hastigt fremskridt efter en reserverolle i Vejle.

Troels Rasmussen nåede at spille nøjagtig 500 kampe for AGF, og det var ikke nogen tilfældighed. Medregner man alle kampe, stod han noteret for 498, da han i 1993 fik store smerter i det knæ, han i flere år havde haft problemer med.

– Lægen, der opererede mig, rådede mig til at stoppe, men da jeg kun manglede to kampe i at nå 500, ville jeg gerne have dem med. Jeg var kun 32 år, men jeg var nødt til at stoppe, knæet kunne ikke mere, så egentlig var beslutningen let, for jo sværere det er at leve op til sine egne krav i en konkurrencesport, desto lettere er det at tage beslutningen om at stoppe. Jeg var ikke bitter, tværtimod var jeg taknemmelig for det, jeg havde nået, som er mere, end jeg nogensinde havde drømt om som dreng.

– Når jeg tænker tilbage på tiden i AGF, tænker jeg på, hvor sjovt vi havde det. Det var et hold med mange vindertyper, som både var gode til at være fokuserede på banen og til at være sammen udenfor. Der var aldrig nogen, der bar nag, når der ind imellem var brug for at få renset luften. Vi var gode til at være sammen, og det var det, der gjorde os gode. Der er sikkert nogen, der mener, at vi burde have tænkt noget mere på karrieren, og det kan da godt være, at vi kunne have løbet en ekstra omgang, hvis vi havde spist solsikkefrø hver morgen, men hva’ pokker.

Troels Rasmussen har ikke haft ret meget med fodbold at gøre, siden han stoppede. I seks år var han målmandstræner for de jyske U/15-målmænd under DBUs strukturerede talentudvikling, men på grund af manglende tid stoppede han for et par år siden.

– Jeg nyder at have fri i weekenden, siger Troels Rasmussen, der bortset fra halvandet år som heltidsprof i midten af 80’erne altid har været beskæftiget i shipping- og speditionsbranchen. I over 20 år har han været ansat hos shippingfirmaet Transocean og haft udsigt over Århus havn, men 1. marts skiftede han job til GeoLogistics, hvor han bliver salgschef.

Han har ingen ambitioner om et lederjob i sin gamle klub, der jo ellers tit skifter ud i lederstaben.

– Jeg synes, AGF er en frygtelig rodebutik, og det er jeg ked af, for det er der ingen, der har fortjent, hverken Kurt Andersen, spillere eller investorer. Jeg ville ønske, at AGF-folkene kunne samle sig og sætte fokus på, hvad de vil med hinanden og derefter forfølge målet hele vejen, siger Troels Rasmussen, der hvad sport angår i dag “nøjes” med at spille golf.

Han glæder sig til næste møde med nogle af de gamle AGF-drenge. Aftalen er, at taberen fra sidste gang skal møde op med paryk og nederdel og spille fra damernes tee-sted. Og taberen sidste gang var… John Stampe.



——————————————————-



Billedtekst:



Det er over ti år siden, Troels Rasmussen stoppede karrieren. I dag har den 43-årige eks-landsholdskeeper ikke længere nogen forbindelse til fodboldverdenen.