For knap fire uger siden blev han far, tirsdag avancerede han sit land til VM-kvalifikationen og dagen efter fejrede han sin 34 års fødselsdag.
De seneste uger har maksimeret følelsesregistret hos målmand Yousuf Butt, der er født i Danmark men har pakistanske rødder og derfor repræsenterer Pakistans fodboldlandshold.
For 11 år siden fik han sin debut, og nu har han været med til den ultimative bedrift. Tirsdag skrev han pakistansk fodboldhistorie. Man sejrede 1-0 over Cambodja og sikrede sig dermed adgang til den asiatiske VM-kvalifikation.
Selvom triumfen er et par dage gammel, så var det næsten umuligt ikke at lade sig smitte af Yousuf Butts humør, da Tipsbladet fangede ham over telefonen på vej til træning i Ishøj IF.
– Det var meget følelsesladet for mig. Det er 11 års rigtig hårdt arbejde. Vi er gået rigtig meget igennem for at spille de her kampe. Det er et helt andet pres, da presset ikke altid har noget at gøre med fodbolden. Presset var mere internt fra medier og alle rundt om. Vi vidste, at hvis vi tabte den her kamp, så ville mange tusinde miste deres levebrød, fordi fodbolden i landet risikerer at gå i stå.
Lige nu sidder en normaliseringskomitee på fodboldmagten i Pakistan. Til næste år skal der være valg omkring magten i pakistansk fodbold, og her skal komiteen kunne bevise, at landets fodboldaktiviteter er i fremdrift. Derfor var sejren over Cambodja ekstra vigtig i forhold til at få sat skub i aktiviteterne omkring ungdomsfodbold, ligafodbold og kvindefodbold.
Den del af historien vender vi tilbage til til slut i artiklen, fordi lige nu skal Yousuf Butt nyde sejrens sødme og fortælle den til hele verden.
– ESPN, BEin Sports og mange flere har ønsket at få fat i mig. Min indbakke har været rødglødende. Det har været så historisk, at de gerne ville have fat i mig. Vi er et miniputland, forstået på den måde, at vi ikke er så stor en fodboldnation, og det er første gang, at vi kommer med til VM-kvalifikationsspillet, siger Yousuf Butt, der også har i sinde at besvare mediegiganternes henvendelser.
Bedriften skete foran tæt på 10.000 pakistanske fans på hjemmebanen Jinnah Sports Stadium. Paradoksalt nok er det første gang i Yousuf Butts landsholdskarriere, at han spiller på landets officielle hjemmebane.
– Det var helt fantastisk. Det var det fedeste, jeg nogensinde har prøvet. Det kan ikke sammenlignes med noget andet, siger Yousuf Butt, der ikke vil komme nærmere ind på de bagvedliggende politiske årsager til, at Pakistan ikke har kunnet spille på Jinnah Sports Stadium.
– Vi har altid mærket modstandernes fans. Hver gang de kommer over midten, kan jeg ikke kommunikere med nogen, fordi der er så meget larm. Det var fedt at prøve det den anden vej rundt. Nu kunne vi kommunikere i forsvaret, og når vi var oppe på deres banehalvdel, så blev der lagt et kæmpe tryk på dem.
Artiklen fortsætter efter billedet…
Yousuf Butt kaster sig i græsset efter sejren over Cambodja, som kan være med til at sikre landets fodboldfremtid (Foto: Haider Ali).
“Jeg så ikke mig selv komme på det danske landshold”
34-årige Yousuf Butt er som nævnt født og opvokset i Danmark, mens hans forældre er fra Pakistan. Derfor er han spilleberettiget for det sydasiatiske land.
For 17 år siden opstod muligheden.
– Da jeg spillede i 1. division med HIK, og jeg fik min debut som 17-årig, der var der en, som skrev til mig. Han havde set mit efternavn Butt, der er et almindeligt pakistansk navn, som Hansen og Nielsen er det i Danmark. Han spurgte, om ikke jeg var interesseret. Det var jeg, og dengang så jeg ikke mig selv komme på det danske landshold lige foreløbigt. Så jeg var klar og takkede ja.
Det tidligere FC Nordsjælland-talent Adnan Mohammad og Tårnby FF-duoen Hassan Bashir og Mohammad Ali har tidligere repræsenteret Pakistan, mens B.93’s Abdullah Iqbal var med til at sejre over Cambodja. Yousuf Butt har også mange landsholdsminder med sin storebror Yaqoob.
– Vi har delt mange oplevelser sammen. Han har også været med på nogle af de ture sammen med mig. Det er fodbold på en anden måde og på et andet niveau. På det taktiske er det meget dårligere, men hvad angår tempoet, nærkampene og intensiteten er det bare på et andet niveau. Der er så meget mere på spil, end når du er i 1, 2, og 3. Division. Jeg har spillet omkring 350 divisionskampe, og de kommer ikke i nærheden af det. Det er bare det fedeste, og så får du lov til at rejse verden rundt samtidig.
Nu går turene til Argentinas VM-banemænd fra Saudi-Arabien, Tadsjikistan og Jordan, som er en del af Pakistans VM-kvalifikationspulje.
– Ambitionen er at få noget hår på brystet og få nogle oplevelser ud af det, hvor vi skal udvikle os. Hele målet er, at vi skal kvalificere os til Asia Cup. Det er hele ambitionen, siger Yousuf Butt.
Asia Cup svarer i bund og grund til EM. Nummer tre og fire fra VM-kvalifikationspuljen ryger over i et kvalifikationsspil til Asia Cup. Her vil man møde på papiret overkommelig modstand. Yousuf Butt satser på, at man her kan blive nummer et eller to og derved kvalificere sig til den asiatiske udgave af EM.
Artiklen fortsætter efter billedet…
Yousuf Butt står i den gule målmandsdragt. Ved siden af sig med nummer fire på brystet har han Abdullah Iqbal fra B.93 (Foto: Haider Ali).
Politisk spil
Yousuf Butt berører kort, at kampen mod Cambodja havde meget mere betydning end blot en mulig billet til VM og Asia Cup. Sejren har også betydning for landets fodboldfremtid.
Der er nemlig et større politisk spil i gang i Pakistan, som kan koste landstræner Stephen Constantine jobbet, da han ønsker arbejdsro og en afklaring.
– Det fortæller meget om, at også normaliseringskomiteen har problemer, at man lige nu er smidt ud af fodboldforbundets bygninger, fordi der er stridigheder om lejeaftalen. Komiteen er simpelthen nødt til at få gang i en dialog med regeringen og FIFA, så landsholdet kan koncentrere sig om fodbold under kvalifikationsturneringen næste år, siger sportsdirektør for Pakistans største engelsksprogede avis Dawn, Umaid Wasim, til Tipsbladet.
Komiteens mandat udløber til marts, men inden da, under og efter valget af en ny præsident, kræver Umaid Wasim, at man finder en afklaring – gerne hurtigst muligt for fodboldens skyld.
– Komiteen er nødt til at gøre det bedre i forhold til at stille faciliteter og muligheder for at træne til rådighed. På sigt er de også nødt til at udvikle ordentlige træningscentre og stadions, siger sportsredaktøren og tilføjer:
– Ligaen er nødt til at starte igen så snart som overhovedet muligt. Og så er komiteen nødt til at sætte sig sammen med FIFA og skabe nogle rammer, om ikke andet så bare midlertidigt, så Constantine kan lede holdet gennem kvalifikationen. Det skal på plads, uanset hvem der ender med at blive valgt som præsident for forbundet næste år.
Ikke siden det missede avancement til den asiatiske VM-kvalifikation i 2019 mod paradoksalt nok selvsamme Cambodja, som man fik revanche over tirsdag, har Pakistan haft sin egen liga.
Nu kan der være lys for enden af tunnelen… Det er i hvert fald håbet hos Yousuf Butt og hans pakistanske holdkammerater.
STORT INTERVIEW Aral Simsir i kæmpe kærlighedserklæring
Froholdt med vild hæder i Portugal
AVIS
Tæt på aftale med Andreas Christensen
OPTAKT
FC Midtjylland – Brøndby IF
MEDIE
Transferbombe i Real Madrid?
NYHEDER
Ikke kun Zanka – FCK melder disse spillere færdige
Drømmer om én klub – men holder fast i farens råd
TOPNYHED Pokalmestre: Her er FC Midtjyllands vej i Europa
Lewandowski forlader FC Barcelona
AVIS
‘Total enighed’: Så meget betaler Real Madrid
Tre nye skader – Bo Svensson afslører to startere
Wolfsburg klarer første hurdle i overlevelsesjagt
NYHEDER
Nu har Manchester United tilbudt ham en kontrakt
EKSKLUSIVT Afsløring: Brøndby arbejder på aftale med stjerne
– AGF er en langt større klub, end jeg regnede med
Nartey-scoring sikrer Champions League-plads
MEDIE
Hele Europa holder vejret: Vil Real Madrid sælge?
MEDIE
Arsenal åbner for at sælge Christian Nørgaard
Horsens holder fast i andenpladsen i intenst drama
TIPSBLADET SPECIAL Her er AGF’s mulige modstandere i Champions League
EKSKLUSIVT
Sådan stemte trænerne til Forårets Profil
EKSKLUSIVT
Vildt syn mødte AGF kl. 01.45: ‘Helt sindssygt!’
NYHEDER
Tilbudt forlængelse – ‘Jeg har andre muligheder’
Manchester City vinder FA Cup
NYHEDER
Ny offensiv transfer i FCN?
MEDIE
To storklubber bejler til Morten Hjulmand
OPTAKT
FC København – Randers FC
KOMMENTAR
Øv, Fredericia: Spillerne fortjener jeres stemmer!
EKSKLUSIVT
Dansker: – Jeg håber, at det bliver rigtig vildt
NYHEDER
Superliga-bombe på vej? Tror de vil hente Dolberg
OPTAKT
FC Fredericia – Silkeborg IF
Celtic er mester efter vildt drama
EKSKLUSIVT Kaos i Madrid: ‘Han er VIRKELIG et problem’
NYHEDER
Markus Solbakken har fået konstateret sklerose
EKSKLUSIVT