Altødelæggende: Derfor er PL i angreb på City

Fra Tipsbladets avis fredag den 10. februar

Kan Premier League gøre det, som UEFA ikke formåede og straffe Manchester City for det regnskabssnyd, som begge mener at se?

Mandag udløste Premier League en af de tungeste sprængladninger, som ligaen har i sit arsenal i kampen mod fodboldklubbers overforbrug. Ligaen offentliggjorde over 100 anklagepunkter mod Manchester City, og dermed er der lagt op til et monumentalt opgør mellem verdens rigeste og stærkeste liga mod en af de rigeste klubber og bedste hold i verden.

Manchester City har været den dominerende kraft i engelsk fodbold det seneste årti. Med seks mesterskaber, seks triumfer i ligacuppen og en enkelt i FA Cup har City været for 10’erne og begyndelsen af 20’erne, hvad Liverpool var for 70’erne og 80’erne, og Manchester United var for 90’erne og 00’erne.

Klubben har desuden været med til at forandret fodboldens verden, men nu forsøger Premier League at tage det store opgør. Her gennemgår vi sagen fra ende til anden.

Hvad er det, Premier League anklager Manchester City for?

Det korte svar er, at City gennem en årrække har opgivet forkerte informationer om klubbens økonomi, hvilket ligaen fører tilsyn med, og klubberne er forpligtet til at oplyse korrekt om. Derudover har City ifølge Premier League modarbejdet efterforskningen, som i øvrigt har varet fire år.

Hvad er det for nogle regler?

De fleste Tipsbladet-læsere har nok hørt om UEFA’s Financial Fair Play-regler, der sætter begrænsninger for, hvor store tab klubberne må operere med, og hvor meget ejerne må dække de tab. Premier League har nogle lignende regler, og dem kan ligaen selvsagt kun håndhæve, hvis den har indblik i klubbernes økonomi.

Men slap City ikke netop for straf under UEFA’s Financial Fair Play-regler?

Jo. Sådan da. Klubben fik faktisk en straf, men en langt mildere en, end UEFA havde lagt op til. Det var i øvrigt Citys anden FFP-straf.

Genopfrisk min hukommelse.

I 2014 idømte UEFA for første gang Manchester City en bøde for at overtræde FFP-reglerne. UEFA fandt frem til, at klubben havde skjult penge, der kom direkte fra ejerne, Abu Dhabis emirfamilie, som sponsorater. Det kostede klubben godt og vel 150 millioner kroner.

Fire år senere var den så gal igen. Millioner af interne mails og dokumenter fra alverdens fodboldklubber faldt i hænderne på tyske Der Spiegel, der sammen med andre medier rundt om i Europa afslørede det ene rådne forhold efter det andet. Herunder at Manchester City stadig pustede sine sponsorindtægter kunstigt op. Og at ejerne fra Abui Dhabi stadig forklædte sine tilskud som sponsorater fra statsejede selskaber.

Som Politiken eksempelvis har skrevet om Etihads hovedsponsorat på 67,5 millioner pund (560 mio. kr.) i 2015: En lækket mail i Football Leaks afslørede, at en økonomisk chef skrev til en kollega, at langt de fleste af de penge kom direkte fra ejerne, Abu Dhabi United Group (Adug).

”Notér venligst, at ud af de 67,5 millioner pund skal de 8 millioner finansieres direkte af Etihad og 59,5 af Adug,” skrev han sort på hvidt.

De afsløringer førte til, at UEFA kiggede Manchester City efter i sømmene på ny. I 2020 udelukkede UEFA så klubben fra Champions League i to år, hvilket var en katastrofal straf for City. Men senere samme år lykkedes klubben med at appellere til den internationale sportsdomstol CAS, der reducerede straffen til en bøde på 10 millioner euro (74 mio. kr.).

Hvorfor gik City (næsten) fri?

Flere af anklagepunkterne var faldet for tidsfristen på fem år, så CAS vurderede, at klubben ikke kunne straffes, omend det selvfølgelig ikke ligefrem var nogen helhjertet frifindelse for selve overtrædelserne.

CAS konkluderede dog også, at City ikke samarbejdede med UEFA’s efterforskere, hvilket som nævnt også er tilfældet i Premier League-sagen (ifølge ligaen i hvert fald).

Hvad går de nye anklager så mere præcist ud på?

Der er 115 anklagepunkter i alt, og de falder i en håndfuld forskellige kategorier. Den mest omfattende er den, der handler om at indberette korrekt information om økonomiske forhold, så Premier League kan få ”et sandfærdigt og fair” indtryk af indtægter og udgifter. Det er givetvis de oppustede sponsorater, som Football Leaks afslørede, der er blandt fokuspunkterne her. Det gælder for sæsonerne 2009/2010 til 2017/18, altså stort set fra Abi Dhabis indtog i 2008.

Anden kategori handler om at indberette korrekt information om aflønning af trænere og spillere. Vi ved, igen fra Football Leaks, at daværende manager Roberto Mancini fik en løn af Manchester City og en årlig konsulentbetaling fra Abu Dhabi-klubben Al Jazira. Lønnen derfra var højere end hans faste hyre fra City, selvom det officielt kun var for fire arbejdsdage. Sheik Mansour bin Zayed al-Nahyan, som er formand i selskabet bag City, er også formand for selskabet, der ejer Al Jazira.

Men hvorfor er de her ting et problem?

Premier League har regler for, hvor store underskud klubberne må køre med, og hvor meget ejerne må dække. Men hvis man kan sløre ejertilskud som sponsorater, ser regnskabet bedre ud. Ligeledes med Mancinis aflønning: Pengene fra Al Jazira tæller ikke i Citys regnskab, men det burde de måske, hvilket jo så ville øge udgifterne for klubben.

Der var tre andre kategorier af anklagepunkter?

Præcis. To af dem fylder ikke så meget: Premier Leagues regler foreskriver, at man overholder UEFA’s Financial Fair Play-regler, og dem har City jo været på kanten med. Der er også nogle regler for indberetning af, hvordan ejere har tænkt sig at dække økonomiske tab, som ligaen mener, at klubben ikke har overholdt.

Den sidste kategori handler om, at Premier League mener, at City ikke har samarbejdet med efterforskningen af sagen, for eksempel ved at udlevere dokumenter og anden information. Det har ifølge ligaen stået på i hele efterforskningens tid ndtil nu.

Selvom City stort set gik fri i UEFA-sagen ved CAS, vurderede CAS jo også, at klubben ikke havde samarbejdet ordentligt med efterforskerne. Vi ved også, at City for år tilbage hev Premier League i retten for at blokere ligaens forsøg på at tvinge klubben til at udlevere dokumenter. Den sag tabte City.

Vent lidt. Har Chelsea ikke også kørt med solide underskud i mange år?

God pointe. Og Manchester City-fans kan med en vis legitimitet undre sig over, hvorfor klubben fik lov til at opbygge en gigantisk gæld til den tidligere ejer Roman Abramovitj.

Chelseas forbrug under det nye ejerskab har også været voldsomt, men man skal huske på, at det trods alt kun har stået på i lidt over et halvt år, så Chelsea har formentlig slet ikke afleveret nogen økonomiske nøgletal til ligaen under de amerikanske ejere.

Derudover fritager det selvfølgelig ikke City, uanset om Chelsea har overtrådt reglerne eller ej. Man kan ikke vaske sig ren i andres skidt.

Hvad siger City til det hele?

Klubben har ikke sagt andet end en kort udmelding på sin hjemmeside, hvor den skriver, at den er overrasket over Premier Leagues anklager, ”især i betragtning af den omfattende medvirken og store mængde af detaljeret materiale”, som klubben mener, at den har bidraget med.

City skriver dog, at man byder kommissionen arbejde velkommen, så den kan se på ”den omfattende samling af uigendrivelige beviser”, som klubben hævder at have.

Hvad kan straffen blive?

Hvis Manchester City findes skyldig, kan straffen variere lige fra det ubetydelige til det altødelæggende.

Ifølge reglerne kan kommissionen vælge at give City en reprimande eller en bøde af ubegrænset størrelse, hvilket klubben, der har et stenrigt emirat i ryggen, i givet fald nok klarer.

Straks værre er det, hvis kommissionen griber til nogle af de mulige sportslige sanktioner. De omfatter pointstraf, suspendering fra at spille Premier League-kampe, transferforbud og udelukkelse fra ligaen.

Derudover indeholder reglerne en formulering, der åbner for enhver tænkelig straf. Kommissionen kan idømme klubben sanktion ”as it thinks fit”, som formuleringen hedder. Altså som den vurderer som passende. I teorien også en fratagelse af allerede vundne titler.

Hvad sker der nu?

Premier League har overdraget sagen til en uafhængig kommission, som reglerne dikterer. Kommissionen skal så afholde en høring, som naturligvis er bag lukkede døre, som den slags altid er i international topfodbold. Når kommissionen har truffet en beslutning, offentliggør Premier League den på sin hjemmeside.

Begge parter kan appellere dommen, hvorefter et nyt panel skal tage stilling til den. Derfra kan der appelleres yderligere én gang. Denne gang kan sagen dog ikke indbringes for CAS, skriver flere engelske medier. Historien har dog vist, at City ikke er bleg for at udtømme alle juridiske muligheder – inden for og uden for sportens rammer.

Det lyder, som om det godt kan trække ud.

Lige præcis. Efterforskningen alene har taget fire år, og man kan nok godt regne med, at det juridiske opgør også kommer til at tage lang tid. Især hvis Manchester City taber sagen i første omgang.

Klubben har tidligere vist, at den gerne tager kampen op mod regulering af fodboldens myndigheder. Blandt andet ved at hyre de bedste advokater, man kan købe for penge. I CAS-sagen mod UEFA repræsenterede ni advokater fra tre forskellige lande Manchester City, mens UEFA ”kun” havde tre advokater med.

Mentaliteten blev måske illustreret bedst i en lækket mail i Football Leaks. En ansat skrev følgende om Manchester City-formand Khaldoon Al-Mubarak og udsigterne til en bøde fra UEFA:

”Han sagde, at han hellere vil spendere 30 millioner på de 50 bedste advokater i verden for at sagsøge dem de næste 10 år [end at betale].”

Hvem skal så forsvare City denne gang?

Flere engelske medier skriver, at klubben har hyret en advokat ved navn David Pannick, som tidligere har forsvaret daværende premierminister Boris Johnson, der deltog i fester under de hårde coronanedlukninger i Storbritannien. Han tager sig ifølge medierne lige så godt betalt som Kevin De Bruyne.

Og så skal det herfra være usagt, om hans efternavn siger noget om sindstilstanden i Manchester City.

Er det ikke noget med, at timingen er lidt speciel?

Den er i hvert fald påfaldende. De britiske myndigheder har i lang tid brygget på et lovindgreb, der skulle indføre en uafhængig myndighed, der kunne regulere landets fodboldklubber. Premier League meldte anklagepunkterne mod City ud, mindre end to døgn før lovforslaget var planlagt til at se dagens lys.

Det tyder på, at Premier League vil vise, at ligaen sagtens kan regulere sig selv og dermed ikke har brug for regeringens indblanding. I den forstand kan man godt studse over, at fire års efterforskning lige præcis var færdig i tide til at melde noget ud, inden regeringen kom på banen. Men det ændrer selvfølgelig ikke substansen: Har Manchester City løjet, fordrejet og modarbejdet?

Hvad betyder alt det her i det store billede?

Hvis Manchester City klarer frisag igen, bekræfter det, hvad klubbens Financial Fair Play-sag viste: at fodboldmyndighederne kamp for at tøjle de største klubbers forbrug er tabt. Hvis Premier League omvendt har held med at få City idømt en hård straf, giver det nyt liv til den kamp. Måske er sportens giganter ikke urørlige alligevel.

Sagen er et opgør mod den udvikling, som sporten har taget de seneste 15-20 år, hvor nyrige klubber som Chelsea, City, Paris Saint-Germain og måske snart Newcastle United har udfordret og på mange måder overhalet de gamle magtbastioner i europæisk fodbold. Deres forbrug har sat gang i et hidtil uset våbenkapløb om de største kanoner blandt spillerne, og klubberne har samlet de bedste af slagsen på endnu færre hænder end tidligere. Det har øget forskellen mellem høj og lav. Det har forandret fodbolden.

Nu forsøger Premier League så at stoppe tidens flod. Eller i hvert fald omdirigere den en smule.

Fotos: Getty Images