Benham ringede: Frank troede, han skulle fyres

Fra Tipsbladets trykte udgave den 26. august 2022

Everton er den klub, der har tilbragt flest sæsoner i den bedste engelske række. Kun fire sæsoner har man været uden for det fine selskab, hvilket omvendt betyder, at Everton har været blandt de bedste i 120 sæsoner, senest i en ubrudt serie fra 1954 og frem til i dag.

Det er kun en af flere kontraster til lørdagens modstander fra Brentford, der er gået i gang med deres blot syvende sæson i den bedste række, og den kun anden i denne omgang siden oprykningen i 2021, der var første gang, man er nået så højt siden 1947.

Derfor er der også stor forskel på økonomien i de to klubber. Da Tipsbladet i februar analyserede spillerbudgetterne i de 20 Premier League-klubber, lå Brentford i bunden med 750 millioner kroner, mens Everton var nummer otte med hele to milliarder kroner, hvilket lyder meget passende for en klub, der ifølge Deloitte i 2020/21-sæsonen var at regne som den 18. rigeste i verden målt på omsætning.

Men alligevel må Brentford bære favoritværdigheden på lørdag, og det skyldes ikke kun hjemmebanen. For selv om Everton har brugt mange flere penge, end Brentford har gjort i de seneste år, så har Brentford brugt deres penge klart bedst, og derfor står danskerklubben solidt både på og uden for banen, mens Everton sidder fast i nedrykningsmudderet og har så store underskud, at deres status i forhold til Financial Fair Play-reglerne er blevet diskuteret hen over sommeren.

Seks punkter i Brentfords strategi
Så selv om økonomien er afgørende for 70 procent af præstationen ifølge Dan Hammer og Mads Davidsens bog om fodboldstrategi ”Hvor svært kan det være” fra 2020, har det for Brentford og Evertons del vist sig, at det er de 20 procent, der handler om strategi og kompetencer, der har haft størst betydning. For Brentford, der i 10 år har været ejet af Matthew Benham, der også er hovedaktionær i FC Midtjylland, har en plan og følger den, mens Everton nogle gange måske har haft en plan, men ikke har gjort ret meget for at følge den konsekvent, siden den britisk-iranske forretningsmand Farhad Moshiri overtog styringen af klubben i januar 2016.

I 2019 var fodboldtræner Rasmus Monnerup i gang med at skrive den opgave, der gav ham den højeste trænerlicens i Europa, den såkaldte P-licens. Titlen på opgaven var ”Fodbold og Strategi – En Utopi?”, og for at belyse det emne fokuserede han på fire forskellige klubber og besøgte blandt andet Brentford i det vestlige London. Så den nuværende Premier League- og Superliga-ekspert på Mediano kender en del til den strategi, der har skaffet Brentford masser af succes inklusive en oprykning til Premier League i 2021 under den danske manager Thomas Frank og hans assistent, Brian Riemer.

”Jeg sidder her med deres strategi, som jeg brugte i min P-opgave. Den hed dengang ”A Promotion Strategy”, men selv om de er rykket op, er det stadig den, de arbejder ud fra, med enkelte justeringer. For eksempel hedder den nu ”Premier League Strategy,” men den er stadig delt op i seks emner, og hvert emne vægter som udgangspunkt lige meget,” siger Rasmus Monnerup.

”Det første punkt er spillestilen, der bliver kaldt The Brentford Way og bygger på tre elementer: kreativitet, aggressivitet og effektivitet. Den lægger op til, at man skal spille på en bestemt måde, og så rekrutterer man spillere ud fra den. Trænerne skal give plads til kreativitet, men holdene skal også være effektive i forhold til Benhams data, som de stadig kigger rigtig meget på. Man holder møder hvert halve år og analyserer for eksempelopbygningen af spillet, og så kigger de på tal. Er vores måde effektiv i forhold til at skabe chancer?”

”Det er meget den blanding af at være enormt datadrevet, men også stadig være kreativ i spillet. Så spillestilen ligger fast, men den kan selvfølgelig justeres, som man også har gjort det i Premier League, hvor man er lidt mere defensive i nogle kampe, men stadig ud fra en grundide om at tage initiativet.”

”Så er der nogle andre punkter om B-holdet og om kulturen i klubben, som Thomas Frank jo har beskrevet med ”No dickheads” i truppen. Hvis der er nogen spillere, der er noget pis med, så skal de videre.”

”Det fjerde punkt er standardsituationer, som deres tidligere sportsdirektør [fra 2015 til 2020] Rasmus Ankersen beskrev som et område, hvor der var et hul i markedet. Her mener man, at man kan vinde noget, og det er en integreret del af træningen. Man var blandt de første, der ansatte en træner til standardsituationerne, og man bruger 15-20 minutter af hvert træningspas på det. Det er ret vildt.”

”Så er der rekrutteringen, hvor det altså handler om at hente spillere, der passer til spillestilen, og hvor de mener, at de har en fordel, fordi de gør tingene på en bestemt måde, hvilket gør det nemmere at finde de rigtige spillere.”

”Endelig er der et punkt, der handler om ”self-managing performance athlete.” Spillerne skal også tage ansvar for deres egen læring, og det gør man for eksempel ved at selvtræne i forskellige grupper.”

”Sådan er Brentfords strategi, og den hang på trænerkontoret og inde i omklædningsrummet, så de havde noget, de kunne holde hinanden op på. For det der den, der bliver arbejdet ud fra,” fortæller Rasmus Monnerup.

Lang snor til Thomas Frank
Klubbens manager Thomas Frank kom til Brentford i december 2016 som assistent for Dean Smith, og da han rykkede til Aston Villa i oktober 2018, blev Frank forfremmet til manager i den daværende Championship-klub. Det gik bare ikke ret godt i starten, for i de første to måneder hentede man kun fire point i 10 kampe, hvoraf de otte kampe blev tabt.

”Thomas var med til at udarbejde spillestilen, og derfor var det også oplagt, at det var ham, der blev cheftræner, og der synes jeg, at forløbet omkring hans første periode fortæller en del om, hvad det er for en klub, og hvordan man følger strategien. For han var jo blevet fyret alle andre steder. Han havde erfaring fra ungdomsfodbold og fra Brøndby, og så blev han chef i Brentford, og man tabte og tabte,” siger Rasmus Monnerup og genfortæller den historie, som Thomas Frank har fortalt ham.

”Så da telefonen ringede en aften, og det var Benhams nummer, så var Thomas sikker på, at nu var det det, men så sagde Benham bare til ham, at de havde kigget på det, og alle de underliggende parametre pegede i den rigtige retning, så han skulle ikke være bekymret. ”Du kører bare videre, det skal nok vende.” Det var nok ikke sket så mange andre steder.”

”Det er billedet på en klub, der har været tro mod deres strategi og samtidig har været i stand til at tage skridt frem hele tiden. Købe bedre og bedre spillere fra højere og højere hylder, men uden at gå på kompromis. Det er det seneste indkøb af Mikkel Damsgaard også et godt eksempel på, for det er en spiller, som de kan se vil passe rigtig godt ind i deres måde at gøre tingene på.”

”Så de har en strategi, men da de så kunne se, at de havde brug for Pontus Jansson [ældre, svensk centerforsvarer], så hentede de også ham. Hvis man har brug for at få noget ind, der kan løfte de unge spillere, så er man klar på det. Man har strategien, man er faste i kødet, men man er også klar til at justere, hvis der er brug for det,” siger Rasmus Monnerup om den del af strategien, der først og fremmest handler om at købe unge spillere og udvikle dem til videresalg med en høj profit, som det for eksempel er sket med Ollie Watkins, Ezri Konsa og Said Benrahma.

Det har betydet, at Brentford siden sommeren 2016 har tjent 1,2 milliarder kroner på spillersalg, selv om man siden oprykningen i sommeren 2021 faktisk har brugt netto 620 millioner kroner på nye spillere, mens Everton i samme periode, der matcher tiden under Farhad Moshiri, netto har brugt 1,85 milliarder kroner på spillere uden at få ret gode resultater ud af det.

”Men det interessante ved Everton er jo, at man under David Moyes sagtens kunne have tænkt, at her var en klub med en strategi. Men da han så tog til Manchester United i sommeren 2013, viste det sig, at det var Moyes, der var strategien. I 11 sæsoner havde Everton en manager, der spillede på en bestemt måde og var vildt god til at caste spillere, der passede til den måde at spille på, men da Moyes så stoppede, gik det helt galt.”

”Siden har det jo bare været tilfældigt, hvad de har lavet. Der har ikke været nogen fællesnævner mellem trænerne, og når de så har forsøgt at skrue noget op ved at hente stjernespillere, så har det været afdankede stjerner. Det er noget af en kontrast til Brentford,” siger Rasmus Monnerup.

God start på Goodison uden fortsættelse
Det begyndte ellers så godt, da Farhad Moshiri købte halvdelen af aktierne i Everton i marts 2016.

Den daværende bestyrelsesformand, Bill Kenwright, havde i mange år været på jagt efter nye investeringer til klubben, som han ikke selv kunne løfte tilbage til fordums storhed. For selv om Everton med ni mesterskaber har vundet fjerdeflest af alle i England efter Manchester United, Liverpool og Arsenal, og selv om Everton i starten af 90'erne var med i inderkredsen sammen med de tre ovenstående og Tottenham før skabelsen af Premier League, så havde man ikke vundet noget siden FA Cup-triumfen over Manchester United i 1995.

Godt nok havde David Moyes rykket Everton op som en tæt på fast bestanddel af top otte fra 2002 til 2013, men Champions League nåede man aldrig, og lokalrivalerne fra Liverpool havde netop ansat tyske Jürgen Klopp som ny manager, så det var med at hænge på, mens tid var, og det var Moshiri indstillet på.

Der blev snakket om Champions League-fodbold på et nyt stadion i stedet for det atmosfærefyldte og intense men også nedslidte Goodison, og første gang Moshiri var på Goodison, så han Everton gå i FA Cup-semifinalen med en 2-0 sejr over Chelsea på to mål af Romelu Lukaku.

Første skridt mod fremgangen var at fyre den dykkende manager Roberto Martinez, der siden fik stor succes som belgisk landstræner, og afløse ham med Ronald Koeman, der havde gjort det godt i Southampton og gav løfter om en spillestil a la Barcelona og Holland. Samtidig lykkedes det også at hente Steve Walsh som ny sportschef fra Leicester City, som han netop havde været med til at gøre til sensationelle engelske mestre ved undervejs at finde uslebne diamanter som Jamie Vardy, Riyad Mahrez og Jamie Vardy.

Men det evnede Walsh ikke at gøre i Everton, selv om han fik mange penge at arbejde med, og Ronald Koeman levede heller ikke op til forventningerne, så to måneder inde i sin anden sæson blev han fyret og afløst af den diametrale modsætning i Sam Allardyce. Og sådan er det fortsat.

Allardyce blev til Marco Silva, længe efter silken var slidt af sensationstræneren fra Watford, derefter fulgte Carlo Ancelotti som fuldbyrdelsen af Moshiris drømme om et stort trænernavn, men efter halvandet år med store sus og endnu flere skuffelser, blev der åbnet en uventet dør for Ancelotti på Santiago Bernabeu i Madrid.

Og så skiftede Everton igen kurs til den defensivt orienterede Rafael Benitez, som det kun var Moshiri, der kunne se fidusen i. Tilhængerne brød sig slet ikke om en tidligere Liverpool-manager i spidsen for klubben, og den næste sportschef i rækken, hollandske Marcel Brands, blev hurtigt kørt ud på et sidespor af den enerådige Benitez.

Så Brands sagde stop i december 2021 efter tre-et-halvt år, hvor han havde forsøgt at få Moshiri til at følge de lagte planer, hvorefter Benitez blev fyret en måned senere, og Frank Lampard i stedet kom til som den syvende manager i Moshiri-tiden, mens Brentford som kontrast kun har haft fem siden Matthew Benham overtog i 2012.

Tålmodighed og frie transfers
De kaotiske sæsoner betød dog, at bestyrelsen i klubben besluttede sig for at gennemgå hele organisationen og strukturen, og nu skulle der så være lagt en plan, som både varsler nødvendigt mådehold på transfermarkedet under ledelse af den seneste sportschef, Kevin Thelwell, der kom fra New York Red Bulls, men også var med til at åbne de portugisiske sluser i Wolverhampton, mens klubejer Moshiri også har indordnet sig under de nye tider.

”Sammen bliver tilhængerne og jeg nødt til at være mere tålmodige – jeg er også utålmodig,” sagde klubejeren til klubbens hjemmeside før sæsonens sidste kamp ude mod Arsenal – og efter at Everton havde undgået den helt store nedtur med en nedrykning blandt andet takket være en engageret indsats af publikum hjemme på Goodison (1-0 over Chelsea, 3-2 over Crystal Palace efter 0-2 ved pausen).

Helt sikker var Everton dog ikke, for nedrykkerne fra Burnley samt Leeds havde rejst en sag om Financial Fair Play i forhold til Everton, der fra 2018 til 2021 havde leveret et underskud på mere end 370 millioner pund (3,25 milliarder kroner), hvilket både var 150 millioner pund mere end Chelsea, der havde tabt næstmest i perioden, og noget mere end de tilladte 105 millioner pund.

Men på grund af blandt andet diverse coronafradrag og specifikke regnskabsregler for perioden samt et storsalg af den brasilianske angriber Richarlison til Tottenham på det seneste regnskabsårs sidste dag, blev sagen ikke til mere end et skvulp, og Everton havde da også i det seneste år været i tæt kontakt med Premier League for at sikre, at reglerne blev overholdt.

Det ændrer dog ikke ved, at økonomien i Everton ikke har det særlig godt, og samtidig skal man også have finansieret det nye stadion, der endelig er ved at blive bygget ved Bramley-Moore Dock. Prisen forventes at blive 555 millioner pund (knap fem milliarder kroner), men så bliver der også plads til 52.888 tilskuere i skarp kontrast til Brentfords nye hjemmebane, hvor der kan være 17.250, men som så også kun kostede 625 millioner kroner.

Så det koster Everton dyrt at leve drømmen om engang at kunne gentage fortidens flotte resultater i nutidens skarpe konkurrence, og nu er spørgsmålet så, om mådehold, kontraktudløb til løntunge spillere og fornuftige transfers i form af to stærke centerforsvarere, der er kommet på henholdsvis fri transfer (James Tarkowski fra Burnley) og på lån (Conor Coady fra Wolverhampton) og en talentfuld og ung belgisk midtbanemand (Amadou Onana fra Lille) for 300 millioner kroner er nok til en ny start?

Umiddelbart ser det svært ud, for de dårlige resultater koster også blandt de egne talenter, som klubben råder over. Afskeden med Richarlison var tæt på tvungen, men nu har holdets offensive stjerne, den 21-årige Anthony Gordon, også netop meldt ud, at han er meget lydhør for de tilbud, der kommer fra Chelsea, mens Everton bestemt godt kan bruge den halve milliard transferkroner, der snakkes om. Men hvem skal så score målene, når førsteangriber Dominic Calvert-Lewin har tilbragt alt for mange kampe på skadelisten?

På den måde har en fejlslagen strategi kostet Everton meget dyrt, og derfor er det også stadig et bundhold, der tager til London på lørdag for at spille en svær udekamp mod anderledes veldrevne Brentford. Og rejser Frank Lampard og kompagni tilbage til Liverpool med et nederlag, vokser presset bare endnu mere på klubben, der kæmper for at undgå den totale sportslige og økonomiske nedtur, som en nedrykning til Championship ville være.

Sommerens 20 største transfers i fodbold – klik her og se mere.

Har du styr på de danske hold og Europa? Hvis ikke, så tjek overblikket her

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.