188888

Derfor er FCM-transfers blevet så dyre

FCM er på markedet for spillere i både forsvaret, på midtbanen og i angrebet. Tipsbladet har talt med FCM-sportschef Svend Graversen om hvilke greb, han og klubben griber til for at leve op til forventningerne om at være tilbage i kampen om guldet og europæisk gruppespil efter sommerferien.



DENNE ARTIKEL ER FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 12. MAJ 2023

Da FC København i forrige weekend tabte derbyet i Parken til Brøndby IF, havde hjemmeholdet spillere for et stort, tocifret millionbeløb siddende på bænken, og for endnu flere millioner uden for truppen.

Regner vi alle spillere ejet af FC Midtjylland med, hvilket inkluderer Marrony, lige nu udlejet til Fluminense i Brasilien, kan vi i FCM finde spillere for et trecifret millionbeløb i transferbetalinger, som ikke var i startopstillingerne, da man slog Silkeborg 3-0 og efterfølgende tabte til Lyngby med 1-2 efter en skuffende indsats.

Hvad er det, der sker? Har indkøbscheferne i Superligaen, ikke mindst dem i FC Midtjylland, helt mistet grebet?

FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen og direktør Claus Steinlein har været under beskydning i denne sæson, og det forstår man godt, når holdet går glip af Top 6 og for Danmark og danske forhold har haft uhørte fem forskellige cheftrænere, medregnet vikarerne Henrik Jensen og Niels Lodberg, på sidelinjen siden første spillerunde.

Adskillige profilerede indkøb i de seneste år har ikke kunnet spille sig i idealopstillingen eller er cyklet ind og ud af startopstillingerne, men Svend Graversen er ikke klar til at droppe den måde, han og kollegerne i FC Midtjylland har arbejdet med transfers de seneste år.

188888

”Økonomisk står vi med et rigtig, rigtig stærkt fundament. Arbejdet med at skabe det fundament har stået på i lang tid. Og vi skal også huske på i det nuværende øjebliksbillede af FC Midtjylland, at vi kommer fra at have været i Top 2 fem sæsoner i træk,” siger Svend Graversen.

”Vi har mistet et mesterskab i sidste runde, og vi har fået et. I fem år i træk har vi spillet med helt fremme. Og det er vi den eneste klub i Danmark, der har gjort. Så spiller vi i denne sæson et grundspil, der ikke er godt nok, hvor vi samtidig spiller 'outstanding' i Europa,” siger Svend Graversen.

”Vi ser altid på, om vores processer er gode nok, om vi er så stærke, som vi kan være. Er der noget, vi kan optimere. Og det er, hvilket der også er i de sæsoner, hvor vi er blevet nummer et eller to. I de sæsoner har vi også siddet med fornemmelsen af, at vi skulle have gjort noget bedre, eller at der var noget, vi burde have set og reageret på,” siger Svend Graversen.

Og her i en sæson, hvor fire forskellige trænere stod på sidelinjen i grundspillet, før Thomas Thomasberg tog over i slutspillet, er der bestemt også noget at se nærmere på, fortæller Svend Graversen.

”Det ser vi bestemt også på i den her sæson, hvor vi ikke spiller med i Top 6. Det er løbende refleksioner fra vores side. Men vi går ikke med på jeres præmis om, at alt enten er virkelig godt eller virkelig dårligt. Så kan vi ikke navigere. Men som ledelse ser vi bestemt på, om vi kan gøre noget bedre,” siger Svend Graversen.

188888

”Vi kigger hele tiden på, hvordan vi sørger for, at vi har salgbare spillere på holdet og et 'salgbart' udtryk. Det er vigtigt for os strategisk. Vi har ikke været dygtige til at arbejde strategisk på banen. Og vi har ikke været gode nok på vores dødbolde, der også er et strategisk indsatsområde. Vi har bare ikke været dygtige nok.”

Så i FC Midtjylland er der ikke nogen konklusion, der siger, at der skal hentes færre eller flere brasilianere eller danskere, at flere spillere hentet ind skal være unge eller erfarne, eller at søge-kriterierne skal ændres.

”Jeg vil ikke sige, at der er noget helt bestemt, vi skal gøre anderledes eller undgå. Vi skal huske på, at vi trods alt er lykkedes rigtig godt i de seneste mange år. Men der er nogle ting, vi skal være opmærksomme på. Og vi skal være bevidste om, at konkurrencen i Superligaen er blevet anderledes,” siger Svend Graversen.

Spillerne er blevet markant dyrere
Siden 2016 har FC Midtjylland ni gange solgt spillere, der med videresalgsklausuler har indbragt mellem 50 og 120 millioner kroner.

I FC Midtjylland er den type spillersalg ikke glædelige overraskelser men en helt central del af klubben og forretningen, og noget der på mange måder får FC Midtjylland til at lignede specialiserede klubber i ikke mindst Portugal men også flere andre europæiske lande, der er deciderede transferklubber med spillersalg helt i centrum for det sportslige og økonomiske arbejde.

2016 er ikke noget tilfældigt år i transfersammenhæng, for det var omkring 2015 og især 2016, at transfermarkedet i Europa for alvor eksploderede i størrelse og har betydet, at Superligaen har sat flere salgsrekorder i de seneste år og fået både FC Nordsjælland og FC København til at indrette holdet efter at få solgt spillere.

188888

Svend Graversen er glad for, klubben kan sælge så dyrt, men når alle også kan se, at FC Midtjylland betaler ekstra for nye spillere, og når Tipsbladet kan berette om spillerbudgetter over 100 millioner kroner i FC Midtjylland, bliver priserne langt højere sammenlignet med spillere af samme kvalitet for fem-syv år siden.

”Der er kommet flere penge i Superligaen, og det er virkelig godt. Flere hold er blevet dygtigere og arbejder strategisk. Det gør vores situation lidt sværere, vi skal være endnu skarpere end før. Og så er markedet for spillere eksploderet i størrelse,” siger Svend Graversen.

”Det har på den ene side været til stor gavn for os, når det kommer til indtægterne. Men på udgiftssiden skal vi være bevidste om, at tingene er blevet langt dyrere, og at det er blevet sværere at have succes. Konkurrencen er hårdere om spillerne, og det skal med i ligningen, når vi træffer beslutninger,” siger Svend Graversen.

”Det er blevet dyrere at hente spillere. Det er positivt i forhold til vores indtægter, og vi skal sørge for at have nok spillere på hylderne, det er grundlaget for vores økonomi. Men det kræver jo også, at vi henter nogen ind. Og det er blevet både dyrere og sværere.”

”Vi ligger nummer 63 i Europa. Det er ud fra den præmis, at vi skal finde forstærkninger til vores hold,” siger Svend Graversen.

Skal findes tidligere
Svend Graversen medgiver det, de fleste kan se: At FC Midtjylland har brug for i hvert fald en ny angriber og en midtstopper.

På den centrale midtbane er FC Midtjylland-sportschefen og hans kolleger interesseret i at beholde begge lejesvende, og så skulle det også undre Tipsbladet, hvis der ikke bliver set på backpositionerne og udskiftning i kantspillere og angribere, der ikke har slået til eller erobret en fast plads.

Så nok en gang er der lagt op til et meget hektisk sommer-transfervindue for FC Midtjylland, samtidig med at Graversen og kollegerne må gardere sig mod profilsalg med Gustav Isaksen som den helt oplagte kandidat til et stort millionsalg.

188888

”Vi må bare erkende, at spillerne ryger afsted hurtigere. Ousmane Diomande spillede for nylig en god kamp mod Juventus. Vi skulle måske have været skarpere til at se, hvor god han var. Men vi fik rigtig mange penge for ham. Når 'Rafa' [Raphael Onyedika] går fra Fredericia til FC Midtjylland og så et år senere skifter til Club Brugge og spiller Champions League med dem, så får vi også rigtig mange penge. De spillere er så sværere at finde og generere, når de er oppe på det niveau. Hvor de både spiller og kan sælges dyrt,” siger Svend Graversen.

”Sådan er det i FC Midtjylland. Vi skal tjene penge og samtidig konkurrere med alle andre. Og vi skal være dygtigere end så mange andre. Det er svært at skabe sportslige resultater, samtidig med at vi har en stor udskiftning i spillertruppen,” siger Svend Graversen.

I januar gik der rygter om et køb af Celtic-angriberen Giorgos Giakoumakis, der endte i MLS-klubben Atlanta United, flere angribere blev koblet til FC Midtjylland i døgnene op til deadline, og til sommer skal det være for FC Midtjylland, der samtidig håber kraftigt på at afhænde Marrony, rekordkøbet til over 30 millioner kroner, der er udlejet til Fluminense uden personlig succes.

”Vi lykkedes ikke med angriber-positionen, ud over at få en lejespiller ind. Vi havde alle helst fået en permanent angriber, så han kunne blive kørt ind og være 100 procent klar til sommer. Men det lykkedes jo ikke. Det håber vi meget, at det gør til sommer,” siger Svend Graversen.

FC Midtjylland har ikke fået mange mål ud af positionen som decideret spydspids, siden Paul Onuachu blev solgt til Genk for fire år siden.

188888

Ud over Marrony i Rio De Janeiro er Sory Kaba udlejet til Cardiff, hvilket FCM håber fører til et salg på 10-20 millioner kroner, mens man råder over uheldige Júnior Brumado, der har døjet med hyppige skader, og unge Frederik Heiselberg.

Ingen af de spillere lader til at være den permanente løsning i front, hvor Thomas Thomasberg også er tro mod sin sædvanlige formation med to angribere, efter FC Midtjylland meget af tiden kun har spillet med én angriber i efterhånden mange år.

”Det er ikke den sværeste position position at finde spillere til. Men det er den allerdyreste. Det er en langt sværere opgave at finde en midtstopper. Diomande er et godt eksempel. Det er jo egentlig for ringe, at vi ikke er, at han er god nok, at han allerede sidste sommer kunne være gået direkte ind for at konkurrere med Erik Sviatchenko og Henrik Dalsgaard og Juninho. Vi troede, han havde brug for et år ude, og så skulle tilbage til os. Nu har vi solgt Erik, så vi skal finde en ny stopper til sommer. Men det er sværere. Det handler om sammensætningen af kæden. Erfaringen har betydning. Det har lederskab også,” siger Svend Graversen.

”Med angribere er det simpelt. De skal sparke den i kassen nok gange. Men vi skal finde dem tidligere i forløbet, end vi skulle på transfermarkedet for fem år siden. Ellers bliver det for dyrt, for priserne stiger meget, meget hurtigt,” siger Svend Graversen.

Nok et farvel til Isaksen
Jagten på nye spillere kan blive endnu vigtigere, hvis FC Midtjylland sælger Gustav Isaksen, som så meget i offensiven afhænger af, især efter januars salg af Evander og Anders Dreyer.

Superliga-topscoreren har to år tilbage på sin kontrakt, og efter januar-transfervinduet talte direktør Claus Steinlein om tilbud over 100 millioner kroner for den nu 22-årige forward, der er blevet rykket ind foran mål af Thomas Thomasberg, efter Isaksen spillede en bred kant under Albert Capellas.

188888

Skal FC Midtjylland have store penge for Isaksen, er sommeren det helt oplagte tidspunkt, hvis man ikke kan overtale den unge forward og hans agent til en kontraktforlængelse, og Svend Graversen mener, tiden er inde for Isaksen.

”Jeg har haft Gustav på akademiet, han er en af vores egne. Han har gjort en kæmpe forskel. Vi vil gerne beholde Gustav i næste sæson, men det er jo ikke realistisk. Han er simpelthen for dygtig,” siger Svend Graversen.

”Det er ikke nødvendigt, at vi sælger ham. Vi har ikke lyst til at sælge ham. Men han har et niveau, hvor det er for store klubber, der kigger på ham, og som kan give os en stor transferbetaling. Så det rigtige tidspunkt er måske nu, hvis det rigtige tilbud kommer. Men der er ingen af os, der har lyst til at sælge. Jo, Gustav har måske. Og en klub, der vil købe ham. Vi må se, hvad der sker til sommer. Vi lægger ikke skjul på, at han har et niveau, der er langt over Superligaens,” siger Svend Graversen.

”Og det er vi glade for. Kommer der et bud med den rigtige pris, sker det nok. Og det er godt for os og for Gustav.”

FC Midtjylland fik et sted mellem 120 og 130 millioner kroner for Alexander Sørloth, fordi Crystal Palace i januar 2018 var så forhippet på at købe den lovende nordmand, at de kom til at love FC Midtjylland i alt 45 millioner kroner ekstra, hvis de reddede sig i den aktuelle og efterfølgende Premier League-sæson.

Det er det prisleje, FC Midtjylland denne gang håber at matche og måske endda overgå med Isaksen.

”Han bliver vores dyreste salg nogensinde. Det er jeg ikke i tvivl om,” siger Svend Graversen.

Skal ramme Europa igen
FC Midtjylland ligger med fire runde tilbage med gode chancer for at blive nummer syv og dermed toppe nedrykningsdelen af Superligaens to slutspil.

Lever man op til den favoritværdighed, er midtjyderne kun 90 til 120 minutter fra en billet til anden kvalifikationsrunde i Conference League, hvis ellers man kan slå nummer tre eller fire fra medaljeslutspillet i Europa-knockoutkampen på udebane.

Med lodtrækningsheld er det i så fald ikke helt umuligt for FC Midtjylland at nå ind i et Conference League-gruppespil med den fornuftige koefficient, man har i UEFA-regi efter tre gruppespil på stribe, og det forsøger man med al magt at nå, fortæller Svend Graversen.

”Vi er sindssygt stolte over vores europæiske præstation. Jeg ved godt, at folk ser os som langt fra Top 50, men vi er jo så tæt på det på Europa-ranglisten. Vi skal have et gruppespil til før 2025. Så er vi så tæt på Top 50. Det er også noget af forklaringen på, at det gør så ondt at misse Top 6. Nu går vi efter at blive nummer syv og forsøge at komme i Europa den vej,” siger Svend Graversen om klubben, der altså ligger nummer 63 med relativt få Europa-sejre op til klubber som Monaco, Celtic og Galatasaray.

I 2024 bliver UEFA-turneringerne lagt om til ligaspil med to ekstra spillerunder, otte i alt, i Champions League, men det er ikke udsigten til de ekstra præmiepenge så meget som jagten på en målsætning, der fylder for FCM og sportschefen.

”Vi har givet os selv muligheden for at komme i Top 50, og det skal vi være dygtige til at tage vare på. Det kræver, at vi kommer i et gruppespil inden for de næste to år. For os handler det ikke som meget om de ændringer, der kommer i 2024,” siger Svend Graversen.

Læs mere om Gustav Isaksens mulige fremtid uden for FC Midtjylland her.




” Det mener Tipsbladet

Sløj timing: Det virker amatøragtigt, Brøndby!


13 skarpe til lørdagens Tips 13

Dolberg fik tvillinger: ‘Det var et kæmpe chok’



Dansker smed sine støvler ud: ‘Troede det var slut’

Her er Danmarks lodtrækning til VM-kvalifikationen

– Jeg har det lidt stramt over det her interview

Jeg tog fejl: Godt at FCM ikke kom i CL

Højlund i stor diskussion med holdkammerat



LIGE NU

Gigantisk flertal – Silkeborg IF er solgt


David Nielsen afviser: ‘Vil ikke have det job’

Opfordrer storklub til at fyre træner og ansætte Frank

Ekspert om Birk-udtalelser: ‘Risikerer at miste jobbet’

VM-lodtrækning i dag: Her er Danmarks mulige modstandere



Fanklubben
” Tipsbladet’s fan panel

Silkeborg-fan: Her er min drømmetransfer


Skal FCK frygte jer? ‘Vi kommer til at stå stærkere’

Skriver til FCK-stjerne midt om natten

Brøndby-chef fyret: Her er Neestrups svar

Ellevild Amin Chiakha: Nok den værste følelse

Har ondt af ham: ‘Han er rigtig nedtrykt’



Dårligt nyt om FC Midtjylland-profil

Ekspert: Brøndby ansætter ny chef i morgen

Her er Danmarks drømmepulje – og det værste mareridt

Altså, hvordan kan han være så dårlig?



Var et teenagevidunder: FCK-komet står ved en skillevej

Jacob Neestrup til Tipsbladet: Forkert!

Her er fem bud på en ny Brøndby-træner

Hyrede Brøndby-træner: Overbevist på 30 sekunder

Fanklubben: Disse tre kan være færdige i Brøndby

Juventus lurer på dansk angriber

Skal hans lillebror også til Danmark?

Kasper Schmeichel: Ved I, hvor irriterende han var?


TOPNYHED

Lind bomber i Italien: ‘Ustoppelig’


Kæmpe optur for Elias Jelert

Hvordan kan han være så dum? Kan koste jobbet

Brøndby-boss kimet ned

FCK og FCM bød på Brøndbys stjerne: ‘Jeg var i chok’

Neestrup: Derfor er Sander og Cornelius vraget

Nu forklarer Brøndby-boss timingen af fyring

Stor ændring lurer i Brøndby

‘Han har nogle ekstraordinære kompetencer’

I chok: ’Det er jo en kæmpemæssig krise!’

Frederik Birk er slet ikke i tvivl

Sådan! Rasmus Højlund med to kasser for Man Utd

Han ligner FCK’s nye superstjerne

Tøffe dybt chokeret: Hvad fanden betyder det? 

I frostboksen: Det bliver mellem mig og ham

Fem spilforslag til weekenden 13.-15. December

Havde spillernes opbakning: Fyring overrasker i Brøndby

Brøndby meget tæt på sportsdirektør

Dagens Spilforslag: Godt med mål i bundopgør

Nyder Superliga-livet: Som under Bo Henriksen

De kan snuppe Andreas Maxsø

Her er reaktionerne på Jesper Sørensens fyring