Dybt forundret: Hvorfor vil FCK sælge ham til os?

 Nyheden om Christian Sørensens skifte til FC Midtjylland ramte som et chok lige ned i mit formiddagsmøde. Jeg sad tilfældigvis og sludrede fodbold med en anden FCM-fan, da den poppede op, og vi i hver sin ende af telefonen tabte både underkæbe og tråd i vores snak.

FCM henter bare ikke spillere i FCK. Der er vel kun sket en håndfuld handler de klubber imellem før: Traore, Røll, Pimpong, Rooba, Pusic og Martin Nielsen? Alene af den grund er det opsigtsvækkende. Og så en spiller med en Viborg-fortid?!

Rent sportsligt giver handlen god mening for os: Vi står med akut personalemangel på venstre back. Paulinho er ude efter en mindre operation, Victor Bak er småskadet, og vi har de seneste kampe været tvunget til at trække folk over fra højrebacken og midterforsvaret for at dække ind. Så Christian Sørensen falder på et tørt sted, kan man sige.

Det er naturligvis en ulempe, at han allerede har optrådt for FCK i Europa denne sæson og dermed ikke er brugbar før ligafasen, men hans erfaring og efter sigende omgængelige væsen vil ganske givet være brugbart i et FCM-omklædningsrum med mange unge spillere fra forskellige lande og kontinenter. At han så er oppe i årene, og at en eventuel videresalgssum nok ikke vil forslå til en omgang med sidevogn på City Caféen i Herning, det må man tage med for at få en hurtig plug-and-play-løsning. Vi har før brændt nallerne på Ailton, som man troede kunne dække ind på begge backs, men viste sig hverken at kunne stikke eller bekende.

Målt på spidskompetencer er Christian Sørensen tæt på skræddersyet til FCM: Fin offensivt og med rigtig gode dødbolde og indlæg – et par missiler ind i hovedet på Buksa, Cho og Franculino pr. kamp, det må der være mål i.

Så vidt det sportslige. Fornuftigt, nødvendigt og til prisen en rimelig sikker løsning alt taget i betragtning – 3,5 mio. virker temmelig billigt sluppet for en spiller, der har været i kanten af startopstillingen i FCK de sidste to sæsoner, og hvor mange vel reelt spørger, om ikke han faktisk er bedre end førstevalget?

Strategisk må man virkelig undre sig over, hvorfor FCK vil sælge ham til os lige her og nu, hvor behovet er størst? Det forstår jeg simpelthen ikke. 

Artiklen fortsætter efter billedet…

En blakket fortid
Og så kommer vi til det: Viborg-fortiden. Udsagnene om at hade FCM. At han kun kan se sig i “storklubberne” FCK eller Brøndby. De grynede videoer, hvor det ville være svært at genkende Sørensen, hvis det ikke var for den iøjnefaldende og meget fodboldspilleragtige metromanbun, hvor han synger med på smædesangene om hans nye arbejdsgiver.

Gør det ondt på mig som FCM-fan til benet at se Christian Sørensen i min klub? Nej. Helt ærligt rører det mig ikke. Jeg betragter udsagnene som ret uskyldig fanpleasing og sange fyret af i kådhed og festligt lag. Ikke en fest, hvor jeg ville bryde mig om selskabet, men alligevel.

Jeg tror ikke, at Christian Sørensen oprigtigt hader nogle fodboldklubber. Jeg tror ikke på, at man som professionel spiller, der i øvrigt allerede har skiftet arbejdsgiver mange gange – FCM bliver Christian Sørensens 8. klub som senior –  virkelig føler den forskel i mentalitet og moral, som mange inkarnerede Midtjylland- og Viborg-fans føler om hinanden. Jeg tror faktisk ikke, at Christian Sørensen mærker den helt fundamentale forskel på folk født i Hald Ege, Kjellerup eller Ikast, selv om mange fodboldfans i Herning og Viborg vil sige, at forskellen er lige så afgrundsdyb som forskellen på en ulv og en krokodille.

Hovedpine i Viborg, FCK og FCM
Hvorfor har han så sagt det, hvis han ikke mener det? Er det ikke netop udtryk for den der typiske, luskede viborgensiske rottemoral at synge med på smædesange bare for at blive accepteret i gruppen? Kan vi overhovedet regne med noget af det, han siger, hvis han alligevel er en vendekåbe, en lejesoldat, en crowdpleaser?

De kritiske spørgsmål bliver allerede nu stillet på X og Facebook, og hvor fodbolddebatten lever sit beskidte liv, af de mest inkarnerede fans. Og ingen tvivl om, at det bliver en hård proces at sluge skiftet – i alle lejre tror jeg. I Viborg, som selv havde snøren ude efter en retur, beskyldes han for højforræderi. I København undrer man sig over salget til en rival, hvis man da vil fornedre sig til at benævne bønderne som rival for den mægtige hovedstadsklub. Og i FCM ser man med skepsis på, at Simon Peter nu alligevel skal iklædes den sorte trøje og forkynde Steinleins budskab.

Jeg har stor respekt for den kerne af FCM-fans, der lige nu er allermest kritiske over for Christian Sørensens skifte. Det er mange af dem, der bruger mange timer hver uge på stemningsskabende aktiviteter, tifoer, sange til kampe, udebaneture og kort sagt skaber alt det, vi andre tager på stadion for at opleve. De er ekstremt vigtige for kulturen og klubben. Samtidig synes jeg også, klubberne skal hæve sig over fan-banter og den dyrkelse, som fx vores eget FUCK VFF-merchandise er en del af. Der må være et skel mellem publikum og udøver – et skel, som OB eksempelvis ikke etablerede sidste sæson, hvor Capo-Chris flere gange fik lov at skrige spillerne ind i hovederne efter endnu en skuffelse.

Svar med fødderne
Derfor kan jeg egentlig godt lide, at FCM henter Christian Sørensen, og man ikke lader sportslige beslutninger styre af et forventet negativt pres fra egne fans. Men jeg forstår samtidig også stemningstribunens behov for at vise, at man ikke er parat til at acceptere Christian Sørensen fra dag ét. Sådan må det være, hvis begge parter – klub og fans – skal bevare troværdigheden.

Og så er der hovedpersonen. Hvordan skal han agere? Skal han undskylde? Rygsvømme? Forklare? Nej. Ikke mere snak. Vis på banen og i omklædningsrummet, hvad du kan, hvem du er, og hvad du vil give af dig selv til klubben. Stil dig bagest, når I skal hyldes efter en sejr. Svar med benene, når du bliver spurgt. Så får du nok en sang en dag, også i Herning.

Og tillykke i øvrigt med skiftet til en højere hylde.