Krisen kradser i AaB: De kan ikke følge med

Anden halvleg af opgøret AGF-AaB markerede i den grad den nordjyske klubs nedtur i Erik Hamréns comeback-kamp som træner. Der var ingen gejst, som ellers er det normale udtryk efter et trænerskifte. Der var ingen sammenhæng, der var ingen klasse. Og så spillede ”de røde” i en latterlig grøn trøje og med sørgebind som følge af den tidligere træner og førsteholdsspiller Per Westergaards død.

AaB er definitivt svag på alle fronter: sportsligt, økonomisk og hvad angår udvikling og strategi. En krise så sort som røgen fra Aalborg Portland.

Det ser således ikke ud til, at superligaens nr. næstsidst umiddelbart er klar til at smide det mentale sørgebind, der gennem længere tid – måske endda år – har symboliseret en række dårlige præstationer i en nedadgående kurs..

Strategi uden hold i
”Fodbold er blevet mere og mere programmeret, og der her AaB de senere år ikke formået at følge med”, mener samfundsforsker Johannes Andersen. Han har i årtier på nærmeste hold fulgt udviklingen i AaB fra oprykker og midterhold til firedobbelt mesterklub – og nu ned ad slisken igen.

Det samme har AaB-debattør Mikkel B. Ottesen. Han peger på, at der aktuelt ikke er hold i den strategi og de budgetter, som AaB-ledelsen opererer med. Ottesen er tidligere sportsredaktør på regionens store avis Nordjyske og frygter lidt for AaB's rolle som en fortsat vigtig kulturinstitution i Nordjylland.

Mange spørger sig, hvornår den lurende nedtur begyndte: I 2020, da AaB taber pokalfinalen og den lokalt kendte og velmatchede træner Jacob Friis lidt senere stopper på grund af hans meget syge datter? Eller var det allerede i 2013, da sportschef Lynge Jacobsen slap tøjlerne – eller efter erobringen af mesterskabet året efter?

Overhalet af FCM
Det var nemlig efter AaB's fjerde og seneste DM-titel i 2014, at en anden provinsklub tog over og én gang for alvor erobrede titlen som landets tredje storklub, nemlig FC Midtjylland. Siden er det langsomt, men sikkert gået nedad bakke for AaB.

Den nordjyske fodbold-stolthed spillede senest europæisk fodbold i 2015 og er i samme periode ikke sluttet højere end nr. fem. AaB er på skift med i enten mesterskabs- eller nedryknings-slutspillet. Og strategerne ved skrivebordet på Hornevej i den østlige ende af byen taler konstant om at ligge i top-fire.

Trænerne kommer og går oftere og oftere – alene i 2022 har fire træner stået i spidsen for superligaholdet – og det koster klubben 1,7 millioner kroner at slippe ud af relationen med Lars Friis. Og det er billigt sluppet, eftersom den første afregning lød på fem mio. kr. Lars Friis er træneren, som AaB med djævelens vold og magt rykkede væk fra Viborg i foråret.

AaB er ikke ene om at kæmpe med en skrøbelig økonomi, men klubben opererer konstant med underskud – ikke mindst fordi man under den nu afgåede sportschef Inge André Olsen har eskaleret trenden med at sælge for få og for billige spillere.

Kun Mæhle stråler
De fleste betragter AaB som en typisk dansk midterklub, men sådan ser det – trods nordjysk beskedenhed – ikke ud, når man står oppe i Aalborg Tårnet.

I ur-AaBerens selvforståelse har klubben med den rød-hvide-bolsjestribede trøje en helt særlig status. Aalborg har som by de seneste 30 år udviklet sig på alle moderne parametre, og samtidig AaB blev pludselig en topklub.

I hvert fald overtog klubben engang i halvfemserne pladsen som provinsens førende. To pokaltitler fra 1966 og 1970 var indtil 1995 alt, hvad der kunne skrabes sammen i pokalskabet i Øster Uttrup. Men siden da er det blevet til fire danske mesterskaber, mens større byers stoltheder som AGF og OB ikke er sluttet øverst siden engang i firserne.

I samme periode er AaB målt på DM-titler kun overgået af FC København og Brøndby. Netop de tre klubber er aldrig rykket ud af Superligaen.

AaB producerede landsholdsspillere som Jes Høgh, Peter Møller, Jesper Grønkjær og Michael Silberbauer. Kun Joakim Mæhle og delvist Lucas Andersen stråler blandt det seneste tiårs eller længere tids opdagelser.

På den baggrund kan nogle – for eksempel i AaB's ledelse – forledes til at tro, at tingene ligesom kører af sig selv. At fundamentet er urørligt. Én gang topklub – altid topklub.

Et dårligt signal
Johannes Andersen kan ikke pege helt konkret på, hvornår AaB begyndte at vise svaghedstegn, men han er helt klar over, at der for tiden sælges en del ud af den opsparede selvtillid. Han kalder eksempelvis fyringen af træner Lars Friis for vanvittig og et rigtigt dårligt signal indadtil i klubben.

”Det var som om AaB i de gode år levede højt på en særlig, nordjysk mentalitet. En fandenivoldsked, en umiddelbarhed – selvfølgelig parret med dygtige trænere som Poul Erik Andreasen, Hans Backe osv – og Lynge Jacobsens unikke evner som sportslig chef. Men nu er de vågnet op til en ny og forandret fodboldvirkelighed, som med et bankudtryk er votilt. Det vil sige at det hele tiden svinger op og ned. Det kræver nogle nye redskaber,” mener samfundsforskeren.

Tilhængerne ved bedst
Mikkel B. Ottesen mener, at den nuværende AaB-ledelse har fejlfortolket og undervurderet de tidligere lederes bedrifter.

”Og så opstiller de budgetter, der slet ikke holder. 30 mio. kroner i transferindtægter hvert år! Jamen det er urealistisk, for det er kun sket tre gange i hele klubbens historie. Den nuværende ledelse har hverken talent eller økonomi til at klare udfordringerne”, lyder vurderingen fra den tidligere sportsredaktør.

Og så har han et klart bud på, hvordan udviklingen er trukket skæv efter 2013-14:

”I perioden efter Lynge Jacobsen med nu Allan Gaarde som sportslig ansvarlig gik AaB efter at dyrke så mange nordjyske talenter som muligt.

Det gav god økonomi, men sportsligt set med middelmådige resultater. Det var ikke godt nok for AaB's selvforståelse. Så det blev lavet om, og ind trådte norske Inge André Olsen med alle sine udenlandske lykkeriddere og lottokuponer. Resultatet kender vi. Men spørger vi folk på stadion, så har de nok hele tiden haft et mere realistisk syn på magtforholdene i Superligaen. AaB vil være i top-fire hvert år. Men der er tilhængerne glad for, at holdet bare topper engang imellem. Og at der samtidig er bare lidt mere nordjysk genkendelighed i truppen. Den pris er tilhængerne parate til at betale”, vurderer Mikkel B. Ottesen.

Han tilføjer, at han kender en hel del, der mener det samme som ham. Måske ikke de unge, der ser på moderne fodbold som et FIFA-spil, hvor så mange flotte navne i sig selv er målet. Uanset hvor de kommer fra, og hvad de i realiteten kan tilføre.

Nu mangler AaB penge og har meldt ud om en udenlandsk investor. Måske er det bare et nødråb. Måske den rigtige investor til AaB slet ikke findes, men skal opfindes.

”For mig at se har klubben ikke råd til drift i mere en højst halvandet år. Så der skal tilføres nye midler. Og alle er klar over, hvor galt det kan gå med en udenlandsk investor, der ikke har sjælen med – eller forstand på fodbold. Så AaB er i den grad advaret. ”

Men ingen tilskuer-krise
At AaB ikke har prøvet at rykke ned siden 1981, kan hverken han eller andre nordjyder bruge til så meget. Det er historie. Her og nu venter en hård kamp for ar undgå degradering for en fodboldklub, der som noget helt unikt kæmper om tilskuere og sponsorkroner med en stærk håndboldklub og en ligeså førende ishockeyklub. Den situation findes ikke i nogen anden dansk by.

”Hvis AaB rykker ned vil situationen være kritisk i konkurrencen med Aalborg Håndbold,” mener Johannes Andersen, der kender en del lokale mennesker, der går både til håndbold i det velbesøgte Gigantium – over 4.000 tilskuere er ikke et særsyn – og til fodbold i den anden, vestlige ende af byen.

Umiddelbart har AaB godt fat i sit publikum, hvilket ikke skyldes resultaterne, men en målrettet indsats og familievenlige initiativer fra ikke mindst AaB-direktør Thomas Bælums side.

Truslen fra håndboldens Messi
Men Morten Bruun, fodboldkommentator på TV2, kan godt se skismaet:

”Aalborg Håndbold har hentet håndboldens svar på Lionel Messi, nemlig Mikkel Hansen. Klubben er en af verdens bedste og har en flot økonomi. Det kunne godt på sigt blive en konkurrent for AaB på især sponsormarkedet, ” lyder det fra Morten Bruun.

Kun historisk er der en smule trøst at finde, for hvis man tror, at krise kun betyder overgang og derfor kan ende lykkeligt, så er der et par gode eksempler på det.

AaB gik i betalingsstandsning i 1993, men to år efter blev klubben dansk mester for første gang. I Superligatiden var nedrykningen allernærmest i 2011. Alle husker sidste spilledag, da uafgjort og en Tim Janssen-scoring i næstsidste minut for Esbjerg i Randers reddede AaB. Træneren hed Kent Nielsen, som tre år senere førte AaB til klubbens fjerde og seneste danske mesterskab.