Kronik: Fodbold er verdens bedste integration

Bragt i Tipsbladets trykte udgave fredag 16. februar 2018.

Wassim El Banna kom til Danmark med sin familie fra Palæstina, da han var fem år gammel. Han voksede op i Vollsmose. Wassim spillede fodbold. Træning tre-fire gange om ugen, kampe, stævner. Wassim blev professionel fodboldspiller. Ikke ballademager. Der stod først B1909 og sidenhen OB og Aarhus Fremad.

Ikke et bandenavn.

Jeg vil vove den påstand, at selv hvis fodbolden var blevet på hobbyplan, så var Wassim alligevel blevet velintegreret i det danske samfund. For fodbold er fremragende til at skabe stærke bånd og venskaber. Fodbold er integration, uden at vi lægger mærke til det. Uden at vi i talesætter det.

Som studerende var jeg på udveksling i USA. Når man lander i et nyt land, så har man ikke mange venner eller bekendte i begyndelsen af opholdet. Men så begyndte jeg at spille fodbold. Hurtigt blev jeg en del af et fællesskab. Jeg fandt en tryghed og et frirum i et fremmed land. Fodboldens universelle sprog er fantastisk.

Jeg er et konkurrencemenneske fra lilletåen og hele vejen op til det øverste hårstrå. Jeg elsker at konkurrere, og jeg elsker at vinde i fodbold. Jeg kan lige så godt indrømme, at for mig er det ikke nok bare at være med. Jeg er nok mere ”plæneklipper” end tiki-taka. Mere vilje end ekvilibrist. Derfor har mine idoler altid været fodboldens arbejdsmænd. Dem der løb solen sort og tacklede igennem fra start til slut.  Mit talent peakede i Serie 4 med mit aarhusianske dreamteam: Fortuna (For Satan). Alligevel har jeg   efterhånden fået lov, at spille en del mod store navne i dansk fodbold. Og tabt hver gang. Senest indendørs i Brøndby Hallen mod Faxe, Store, Vilfort og de andre fra EM92 holdet og co.

I min bog er noget af det fineste ved fodbold jo ikke vores forskelle, vores evner med og uden bold. Det er det ligeværd, som vores fælles kærlighed til spillet og alt det omkring, skaber.

Det starter allerede, når vi træder ind i omklædningsrummet. Den lidt sure og rustikke, næsten jordslåede duft af sved, kamfer, græs og nyvasket tøj. Spændingen og glæden lyser nærmest ud af øjnene på alle, der træder indenfor. Det er som om den ydre verden forsvinder, når vi slår os ned på bænken, åbner tasken, tager støvlerne op, sætter dem sirligt på flisegulvet med håbet om, at der er både sejr og to kasser i dem i dag. Jeg er ikke den eneste, der slår på benskinnerne, før jeg trækker dem op over foden og spænder dem fast under knæhaserne.

Stemningen er instinktivt god. Kirurgen er ikke kirurg, skolelæreren er ikke skolelærer. Den arbejdsløse er ikke arbejdsløs, blikkenslageren er ikke blikkenslager. Politikeren er ikke politiker. Den kristne er ikke kristen, muslimen er ikke muslim. Vi er fodboldspillere. Vi angriber sammen, vi forsvarer sammen.

Alting handler om fodbold. Om det vi skal. Om dem vi er på banen, om det hold vi er. Topscoreren, slideren, betonmuren, elegantieren, turboen, stopperen, sneglen, keeperen, assistkongen. Vi har det samme tøj på. Som min værtsfar i USA sagde: ”Hvis vi tæller mål, spiller vi for at vinde”.

Her er er ingen fordomme, kun ligeværd. Og det er den bedste katalysator for venskaber. Venskaber, som kan åbne døren til andre fællesskaber i samfundet. Som flygtning kan det være svært at få adgang til danske fællesskaber. Et danskkursus er ikke nok til at forstå vores humor, traditioner og måden, vi er sociale på. Her er et omklædningsrum og grønsværen et fremragende supplement.

Fodbold kan samle og begejstre. Der er noget særligt over at kunne give sig selv hen til noget, som ikke handler om livets mange andre trakasserier. Fodbold er et frirum. Og hvis der er nogen i vores samfund, som måske lige præcis har brug for dét frirum, så er det denne verdens forfulgte. På banen er det er ikke deres baggrund, deres religion eller deres udfordringer, der er det primære. Det er egentlig bare mand til mand, kvinde til kvinde. Det at være sammen om en passion som fodbold. Det kan noget for mange.
Christiansborg må se sig slået til fodboldklubberne

Når Ilknur Kekec ikke er fodboldtræner i Høje Taastrup, går hun rundt og banker på døre i Gadehavegård. Et boligområde som i mange år har været kategoriseret som en ghetto. Ilknurs mission er at overbevise forældre om, at det er OK at sende deres børn til fodbold. Hun er en del af Høje Taastrup Idrætsforening, som er med i Dansk Idrætsforbunds særlige indsats Get2Sport. Sammen med mange andre frivillige i foreningen har hun især fået mange piger til at gå til fodbold og til at blive en del af det lokale foreningsliv.

I min gamle hjemby Aarhus ligger der en kunstgræsbane midt i Gellerup. Den er også kommet til verden via det helt fremragende Get2Sport. Her bliver der spillet fodbold året rundt. Hold fra hele omegnen kommer og spiller kamp imod den lokale fodboldklub ACFC. Fodboldbanen er en solstrålehistorie. Ser vi på antallet af fritidstilbud i de her boligområder, vi taler så meget om, så står det slet ikke mål med antallet af børn og unge. Det skal vi lave om på!

Børn og unge skal ikke hænge ud og lave ballade, de skal have noget at tage sig til. Steder at gå hen for at få brændt krudt af og steder som kan skabe frirum og venskaber. Vi skal skabe rammer for at flere børn og unge kan blive engageret i en sportsklub. Og jo før man kan få børnene i gang, jo mere naturligt er det også.

Jeg mener, at det er en langt bedre form for integration end nogen som helst politiske initiativer fra Christiansborg eller det lokale rådhus. God integration starter ved en gensidig respekt for hinanden, og for det vi hver især kan. Så vi kan spille hinanden gode. Det gør vi i fodbold.

Fra modstander til medmenneske
Der findes mange gode eksempler på, hvordan fodbolden integrerer. Men derfor skal man ikke være blind overfor nogle af de udfordringer, der også har været. Det er ikke så længe siden, at der var problemer med dommere og klubber, der var utrygge i og omkring kampe mod bestemte hold. Det skal vi aldrig acceptere, tolerere eller på nogen måde retfærdiggøre. Og heldigvis har vi også eksempler på, at klubber får vendt udviklingen. De får gjort fodbolden til noget, der har en positiv påvirkning på de unge, som engang tacklede igennem i byen. Nu gør de det i stedet på fodboldbanen.

I min egen beskedne fodboldkarriere har jeg også oplevet kampe, som endte i ballade. Med dommeren, modstanderen eller hvem det nu var. En problemplaget klubs trænere tog initiativ til, at når vi skulle spille mod dem søndag formiddag, så inviterede de os fra modstanderholdet til at spise morgenmad sammen inden. Rundstykker, kaffe og te. Det lyder banalt, men det havde en kæmpe effekt. For det var bare lidt mere mærkeligt at gå ud og være grov overfor nogen, som man lige havde siddet og sludret og drukket kaffe med. Vi lærte hinanden at kende som andet end modstandere.

I de lokalsamfund hvor der er indkvarteret flygtninge, kan sportsklubberne også noget helt særligt. Her får man mulighed for at få afmystificeret, hvad de der syrere egentlig er for nogen. Man lærer dem at kende.  Ikke som tal i en statistik elle overskrifter i en avis. Men som mennesker af kød og blod, der er ligeså forskellige både i deres evner inde på banen og i personlighed, som alle vi andre.

Jeg tror et møde i fodboldklubben eller i en anden lokal sportsklub kan få fordomme til at glide i baggrunden. Det var hvert fald interessant at se, hvordan lokalsamfundet i Thisted samlede underskrifter ind for at forhindre udvisningen af den somaliske flygtning Mohammed Ibrahim, der ifølge håbløse regler stod til udvisning, fordi han ikke tjente nok på sit arbejde på slagteriet i Thisted.

Mohammed var ved siden af sit arbejde også en del af et lokalt fællesskab. Han var ikke et tal for sine venner og medborgere i Thisted, han var en flink fyr, der ikke havde gjort andet end det, som det danske samfund havde bedt ham om. Lige præcis derfor fik de lokalt ordnet det sådan, så Mohammed kunne skifte til natholdsarbejde og dermed tjene det ekstra, der var nødvendigt. For ham ville de sgu’ ikke af med.

Selvfølgelig ikke.

Mange flere fritidstilbud til de berygtede boligområder
Når det gælder fodbold og venskaber på tværs af etnicitet taler tallene fra DBU sit eget tydelige sprog. Over dobbelt så mange af de børn, der spiller fodbold, har mødt en ven med ikke-vestlig baggrund via en sportsklub, end børn der ikke spiller fodbold.

En anden opgørelse fra DBU viser, at over halvdelen af børn mellem seks og 18 år har en ven med ikke-vestlig baggrund, mens kun en tredjedel af de voksne har. Og det er ikke så mærkeligt. Som voksen er man i langt højere grad blevet påvirket af politiske holdninger. Man ser verden igennem et særligt sæt briller, og om man vil det eller ej, så har man erhvervet sig nogle fordomme.

Det gælder ikke på samme måde hos børn. Børneøjne ser ikke etnicitet, religion og oprindelsesland, når de finder venner. Derfor er det så pokkers vigtigt, at der er et tilsvarende antal af fritidstilbud til børn og unge i de udsatte boligområder. Og derfor er det så vigtigt, at fodboldklubber og idrætsforeninger i Danmark er bevidste om deres medansvar for at skabe rammer for de fællesskaber og venskaber, som skaber integration uden at vi mærker det.  

Vi har brug for rollemodeller

Der er mig bekendt ikke mange, som er kede af, at Nadia Nadim spiller på kvindelandsholdet. Der er mig bekendt heller ikke mange, som er kede af, at Pione Sisto endelig har fået sit store gennembrud på herrelandsholdet. De to er forbilleder for fodboldglade børn i Danmark.

Men Nadia og Pione er også forbilleder for mig, når det kommer til integration.

Nadia Nadim. Flygtet fra krigen i Afghanistan. Professionel fodboldspiller i den engelske storklub Manchester City. Snart færdiguddannet læge. Pione Sisto. Flygtet fra den sydsudanesiske borgerkrig. Professionel fodboldspiller i spanske Celta Vigo.

Deres respektive historier sender et meget stærkt signal til de kræfter i Danmark, som mener, at flygtninge skal isoleres og parkeres i en lejr, så snart de kommer til Danmark. Og dér skal de så blive indtil de kan sendes hjem. Uanset om det varer 3, 5, 10 eller 30 år.

Det er lige præcis fodboldspillere som Nadia Nadim og Pione Sisto, der viser, hvad der er muligt, hvis vi vælger at se flygtninge som de mennesker, de er og ikke som en byrde for vores samfund. Det var blandt andet for at huske Kristian Thulesen Dahl på den pointe, at jeg i folketingsvalgkampen i 2015 spurgte ham, om jeg måtte få et billede af ham, der holdt en EB-forside med Pione Sisto.

Fordi; ja, engang var Pione flygtning. Men han blev mødt af en fodboldklub og et lokalsamfund, der så ham og lukkede ham ind i deres fællesskab.

Morten Østergaard er politisk leder af Radikale Venstre. Han er født og opvokset i Aarhus og er stadig stor og tålmodig AGF-fan.

Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.