Manden bag FCM- og Horsens-succes: Jeg drømmer om indkast

Mød manden, der har gjort indkast populært i dansk fodbold, og som lever og ånder for det perfekte indkast.



Når Thomas Grønnemark ser en fodboldkamp, kigger han ikke nødvendigvis efter en god sparketeknik, gode afleveringer og spillere med fart i støvlerne. Det er langt mere sandsynligt, at han kigger på teknikken i forbindelse med et indkast.

Mens et hjørnespark altid har haft status af at være en god mulighed for at score, har indkastet slet, slet ikke samme status. Men det er Thomas Grønnemark godt i gang med at lave om på.

Den 42-årige dansker er nemlig indkasttræner, og de hold, han træner, er AC Horsens, der møder Brøndby på fredag, og FC Midtjylland, der møder FC København fredag og Horsens mandag. Horsens, der kan med til at afgøre mesterskabet, og Midtjylland, der kan vinde det.

Selv har Thomas Grønnemark talt, at FC Midtjylland og AC Horsens har scoret henholdsvis ni og ti mål efter indkast. Og det er alene ved indkastsituationer, altså ikke hjørnespark, der er fulgt efter et indkast. De to hold har Kian Hansen og Mikkel Qvist som dygtige kastere, og så er der alle mulige forskellige måder, man kan agere i forbindelse med indkast.

– Det er jo en teamindsats, så det er ikke kun mig. Det er også spillerne og trænerne. Når man tænker på, at der er scoret 19 gange, er der også en chance for, at der kommer et mål eller to mere (i de næste par kampe, red.). Det kan godt være, at der er lav scoringsprocent ved et indkast, men man kan se, at dødbolde avler dødbolde, og det kan så godt være, man ikke scorer på det første indkast, men så får man måske et hjørnespark, man scorer på. Det kommer i klynger. Der er samtidig heller ikke så stor risiko for at blive ramt af en kontra, siger indkastguruen til tipsbladet.dk.

thomas-groennemark-1
Foto: Privatfoto

Thomas Grønnemark har selv en fortid som ungdomsspiller på et højt niveau, hvor han var stærk til at kaste bolden, men da han nåede erkendelsen, at han aldrig kunne blive professionel, rykkede han videre til atletikken. Han har også dyrket bobslæde og været på landsholdet, og i starten af 00’erne fik han så tanken, at han kunne lære det gode indkast fra sig.

Først var det Viborg, han blev tilknyttet – under Ove Christensen – og siden fulgte jobs i FC Midtjylland og AC Horsens. Ikke fastansættelser, men tilknytninger. Og det er begge klubber formentlig godt tilfredse med i dag, hvor de er blevet frygtede hold på dødboldssituationer, inklusiv indkast, hvor der er gode muligheder for at score.

– Indkastet har fået et lidt mere positivt fokus. Den ene årsag er, at fodbolden altid har udviklet sig lidt langsomt i forhold til andre sportsgrene. Det ser man blandt andet ved, at det først de senere år er blevet normalt at bruge en mentaltræner og styrketræning. Den anden ting er, at der er en masse analyse og statistik i fodbold, og der kan man se, at det er fornuftigt at bruge tid på indkast, siger Thomas Grønnemark og forklarer:

– Jeg hører nogle sige, at det er nemme mål, men folk bør bare vide, hvor mange timers træning det kræver. Teknisk, taktisk og præcisionstræning. Det er ikke noget tilfælde, at man scorer efter et indkast. Det er ikke noget med, at man kaster bolden ind og håber. Der er måske 25-30 tekniske parametre, der trænes, og så er der en hel masse videoanalyse.

Og så er der selvfølgelig scoringssituationerne, hvor Thomas Grønnemark har fokus på alle dele og facetter af situationen.

– Man kan dele det op i flere hovedgrupper. Tilløbet, man skal have, er en vurdering fra spiller til spiller. Nogle kaster bedre, når de er i høj fart, andre i lidt lavere fart. Det handler også om den spænding, man har i kroppen, når man når hen til linjen. Jeg kigger på fodafstanden, hvad man gør med hoften og brystet, og hvordan er hånden og grebet på bolden. Hvordan får man koordineret alle de bevægelser samtidig?

– En anden del er, at det handler om at få den rigtige spænding og energi i kastet, for det handler ikke kun om at kaste langt, det handler også om at kaste hårdt og fladt. Jo fladere et kast, jo sværere er det at forsvare. Så det er meget farligt. I forrige sæson (2015/2016) scorede FCM ni mål efter lange indkast, og på tre af de ni var det modstanderen, der forlængede bolden. Jeg husker et mål i Brøndby, hvor det faktisk er Johan Elmander, der forlænger bolden. Så kaster du med den rigtige længde og fart, er det ekstra svært for forsvaret at cleare. Og bliver bolden forlænget, så den kommer tættere på mål, er der også en større sandsynlighed for at score, siger Thomas Grønnemark.

Ikke kun en scoringssituation
Det gode indkast handler ikke kun om at score. Den danske specialist, der foruden de to Superliga-hold også træner et “hemmeligt” engelsk hold, fortæller, at det også handler om at optimere sine muligheder for at holde fast i bolden, når man eksempelvis kaster et indkast på sin egen banehalvdel. Et konkret eksempel, Thomas Grønnemark kommer med, er Champions League-finalen i 2011, hvor Barcelona førte med 1-0 over Manchester United og ubetinget var verdens bedste fodboldhold på det tidspunkt.

Venstre back Eric Abidal tog et dårligt indkast, fordi han ikke var i stand til at kaste bolden så langt, og få sekunder efter scorede Manchester Uniteds Wayne Rooney til 1-1. Barcelona endte godt nok med at vinde 3-1, men det er ifølge Thomas Grønnemark et eksempel på, at man skal øve indkastet, så kasterne øger længden i deres kast. Dels fordi det giver et langt større areal, som kaster kan kaste i, dels fordi det kan give muligheden for at kaste ned i rummet bag modstandernes forsvar.

Har man ikke så meget højde på holdet, eller er man ikke så trænet i indkast, kan man med fordel vælge at tage sine indkast hurtigt rundt omkring på banen, fordi det øger sandsynligheden for, at man holder fast i bolden.

Landsholdsdrømme
Han fortæller, at der er mange forskellige varianter af det gode indkast. Når et hold som Horsens ofte er overlegent i højden og på fysikken, er der ikke behov for at overtænke situationen. Der spiller man bare mand mod mand med det lange, flade indkast. Andre, som fysisk og højdemæssigt ikke har en fordel, har måske andre variationer, og der kan være korte indkast i ny og næ, der kan være med til at gøre det svært for det andet hold at forsvare.

Og når man arbejder med indkast, er det bogstavelig talt det, der er i hovedet.

– Jeg tænker indkast morgen, middag og aften. Jeg drømmer sågar om indkast. Jeg er så fascineret af det, så jeg har også en masse ideer til, hvordan det kan udvikles. Jeg ser også en masse fodbold og lader mig inspirere af andre sportsgrene, blandt andet håndbold. Jeg har også spillet en del basket, streetbasket, og har især været fascineret af, hvordan man screener for at skabe rum, siger Thomas Grønnemark om sit hverv.

På mandag kan indkasttræneren måske glæde sig over, at FC Midtjylland vinder mesterskabet – altså blandt andet på grund af den træning, Thomas Grønnemark har givet klubbens spillere. Klubben ligger aktuelt side om side med Brøndby, men har brug for hjælp, hvis det skal ende med et mesterskab. Brøndby har en bedre målscore.

Fremadrettet håber Thomas Grønnemark på at være med til udbrede viden om indkastet, for eksempel for Åge Hareides danske landshold.

– Det kunne være fedt at træne et landshold, for eksempel Danmarks eller et af de store udenlandske landshold. Om man vælger at gøre brug af det lange indkast, er op til trænerne, men hvis man gør det, hvorfor så ikke optimere sine muligheder? Jeg mindes ikke, at Danmark har scoret efter et indkast i lang tid, siger Thomas Grønnemark.

Og skulle man fortsat være i tvivl, om Thomas Grønnemark nu også ved, hvad han taler om, ja, så kan man kigge i videoen herunder, hvor Thomas Grønnemark skriver sig ind i Guinness World Records med et kast på mere end 51 meter, efter han har lavet et “flip”-kast.





LIVE

LIVE: Brøndby-spiller skal til VM

– Jeg sagde, Jakob Poulsen var et uambitiøst valg

Uenige i studiet: ‘Så må det sæde være brandvarmt’

Sådan fordeler de danske Europa-pladser sig

Medie er stensikker: Kasper Hjulmand færdig

Carsten V. Jensen med klar opfordring 

Stort TV-drama: Mest sete kamp i 13 år



EKSKLUSIVT

Kaos i Madrid: ‘Han er VIRKELIG et problem’

‘Vi skal helt sikkert tilbage i Superligaen’

Dybt imponeret af AGF: Kæmpe respekt!

Fremhæver fyret træner: ‘Man må ikke glemme…’

Farzam: Han er min favorit som ny Brøndby-træner

Massiv kritik efter skandaløse scener



TIPSBLADET SPECIAL

‘Det er de der skide tv-penge’

AGF er mestre – her er deres vej i Europa

Jacob Nielsen har lovet fri bar i Aarhus

Da jeg så ham, knækkede filmen fuldstændig for mig

Langskudsperle sender Wolfsburg ned i dybet

De har spurgt Real Madrid om Xabi Alonso



TIPSBLADET SPECIAL

Disse Superliga-stjerner kan hentes gratis

Thomas Frank i spil hos stor klub – han er favorit

Ny klub nævnes i forbindelse med Jacob Neestrup

Steve Cooper slår fast: Ingen er i tvivl

‘Konen skal ikke regne med at se mig’

Randers FC – OB

Liverpool jagter to spillere fra AS Monaco

Benhård AGF-boss: De skal møde klokken 10!

Vild præstation- kan snart være fortid i Brøndby

Brøndby-flop færdig i danskerklub

‘Det er ringe ad helvede til’

Sætter ALLE til salg – også to danske stjerner

Alvaro Arbeloa reagerer på vrede fans



TOPNYHED

– Jeg skal smittes med corona nede i Busgaden

De bliver monstersalg til sommer

Alvorlige konsekvenser efter baneinvasion